AT-tema: Litteratur og folkedrab
Fagkombinationer: Dansk, historie, mediefag, filosofi
Efter Holocaust blev det sagt, at litteraturen var død – at det var umuligt at skrive efter Holocaust. Bag udsagnet ligger en forestilling om, at verden havde forandret sig fundamentalt, og at litteratur var irrelevant eller utilstrækkelig til at indfange denne verden. Med andre ord: Folkedrabet havde sprængt rammerne for, hvad man kunne kommunikere gennem litteratur. Ikke desto mindre er der udgivet masser af litteratur efter Holocaust. Genrerne spænder fra romaner, noveller og selvbiografier til tegneserier, digte, børnebøger og fagbøger. Spørgsmålet er, hvad litteratur kan gøre ved et emne som folkedrab – og hvad det ikke kan. Og hvad karakteriserer de forskellige genres fortællinger om folkedrab?
- Hvilke muligheder og begrænsninger sætter et emne som folkedrab for det at lave litteratur?
- Er der noget, man som forfatter ikke kan skrive, når det handler om folkedrab?
- Kan man tale om en særlig moralsk forpligtelse til at skrive om folkedrab?
- Hvilke muligheder giver forskellige genrer for at formidle historier om folkedrab?
- Er der genrer inden for litteratur, som er bedre end andre til at formidle et emne som folkedrab?
- Er der forskel på litteratur om historiens forskellige folkedrab – fx Holocaust, det armenske folkedrab eller folkedrabet i Rwanda?
