Sammenbrud og krig

1990 – unionen revner

I løbet af 1990 gik Jugoslavien gradvist i opløsning. Første skridt var kommunistpartiets sammenbrud. På kommunistpartiets kongres i januar 1990 foreslog Slovenien at omdanne Jugoslavien til et forbund af suveræne stater. Kroatien støttede forslaget, men Serbiens leder, Slobodan Milosevic var imod. Han ønskede i stedet et fortsat samlet Jugoslavien med kommunistpartiet som det dominerende parti og Serbien som den stærkeste republik. Derfor udvandrede slovenerne, og kongressen blev opløst. 

Den mislykkede kongres blev begyndelsen til enden. I løbet af 1990 holdtes flerpartivalg i alle Jugoslaviens republikker. I Slovenien og Kroatien skete det i foråret, i de øvrige republikker i november og december måned i 1990.

Sloveniens løsrivelse

Da slovenerne ikke fik støtte fra de andre regioner til forslaget om at omdanne Jugoslavien og give mere magt til de enkelte republikker, erklærede landet sig selvstændigt. Kroatien fulgte Sloveniens eksempel, og da begge lande 25. juni 1991 vedtog uafhængighedserklæringer, greb den jugoslaviske folkehær (JNA) til våben i Slovenien. 

Krigen varede i 10 dage og kostede 64 mennesker livet. At krigen blev så kort, skyldtes blandt andet hurtig indgriben fra EF’s side og serbisk villighed til at lade Slovenien, der havde forsvaret sig effektivt, forlade Jugoslavien. I Serbien håbede nationalisterne, at man ved at acceptere slovensk uafhængighed, havde større chancer for at beholde Kroatien som en del af Jugoslavien. Dertil kom, at der stort set ikke boede serbere i Slovenien. Derfor kunne serbiske nationalister ikke forlange kontrol over hele eller dele af landet med den begrundelse, at de skulle beskytte et serbisk mindretal.

Krig i Kroatien

Afslutningen på krigen i Slovenien blev begyndelsen på krigen i Kroatien. I starten af juli 1991 greb JNA til våben imod et overrasket Kroatien, der ikke som slovenerne i hemmelighed havde oprustet og forberedt sig på krig. Det blev hurtigt klart, at JNA støttede Serbien, og at JNA ikke, som hæren ellers gav udtryk for, var i Kroatien for at forhindre kampe imellem kroater og serbere. Den var der for at stoppe bevægelsen mod kroatisk selvstændighed ved at hjælpe serberne.

Serbere udgjorde 12 % af Kroatiens befolkning, og derfor var Slobodan Milosevic ikke villig til at lade Kroatien forlade Jugoslavien og miste indflydelse på Kroatiens serbiske mindretals fremtid. I regionerne med flest serbere – Krajina og Slavonien i det østlige Kroatien – havde der blandt andet på grund af serbisk propaganda siden marts 1991 været kampe og uroligheder imellem den serbiske befolkning og de kroatiske myndigheder. Med JNA på Serbiens side øjnede Milosevic og serbiske nationalister nu muligheden for at realisere drømmen om at samle det serbiske folk i én stat. 

Fred i 15. forsøg

I sommeren 1991 tog kamphandlingerne til, og både serbere og kroater begik grusomme overgreb på modparten. Krigshandlingernes ubarmhjertighed gik for alvor op for omverdenen i efteråret 1991. Nyhedsprogrammer verden over viste billeder af triumferende serbiske styrker, der efter tre måneders belejring og bombardementer indtog den sønderbombede kroatiske by Vukovar. Billederne bragte minderne frem om 2. Verdenskrigs rædsler. Måneden efter, i december, blev også den kroatiske havneby Dubrovnik bombet. På trods af, at byen var på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Med EF i spidsen forsøgte omverdenen undervejs i konflikten ihærdigt at skabe fred. Men først da FN blev involveret i 1991, lykkedes det FN’s udsending Cyrus Vance i det 15. forhandlingsforsøg at skabe grundlag for en holdbar våbenhvile. Krigen i Kroatien varede 10 måneder. I alt døde omkring 20.000 mennesker, og over 1 million flygtede fra krigens ødelæggelser. Krigsomkostningerne beløb sig til over 20 milliarder dollars. 15. januar 1992 anerkendte alle EF’s medlemmer sammen en række andre lande Kroatien og Slovenien som selvstændige lande.

Valget i Bosnien  

Ved valget i Bosnien i 1990 blev vinderen den bosnisk-muslimske jurist Alija Izetbegovic og hans parti Partiet for demokratisk Aktion (SDA). Efter valgene var han den eneste af republikkernes nye ledere, som ikke tidligere havde været kommunist. Izetbegovic havde under Tito været fængslet for sit skrift ’Den islamiske deklaration’, som af det kommunistiske styre blev anset for nationalistisk propaganda. For dette skrift blev Izetbegovic idømt 14 års fængsel, hvoraf han afsonede næsten 6 år.

Den politiske situation i Jugoslavien var i 1990 højspændt. Forholdet imellem Slovenien og Kroatien på den ene side og Serbien på den anden var på frysepunktet. Izetbegovic var klar over, at hvis konflikten imellem de tre lande udviklede sig, kunne den meget vel brede sig til Bosnien, hvis befolkning bestod af både muslimer, katolikker og ortodokse. 

Derfor valgte Izetbegovic i forsøget på at undgå en splittelse af Bosnien at danne regering sammen med Bosniens to andre store partier, den bosnisk-kroatiske gren af partiet Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ) og den bosnisk-serbiske gren af partiet Det Serbiske Demokratiske Parti (SDS).

Bosnien - en tikkende bombe

Da krigene i Slovenien og Kroatien brød løs, påvirkede det som forudset situationen i Bosnien. I forsøget på at undgå at blive involveret, udsendte den bosniske regering – uden støtte fra Radovan Karadzic og partiet SDS – 15. oktober 1991 et memorandum om Bosniens neutralitet og suverænitet i forhold til krigen i Kroatien.

Karadzic ønskede, at Bosnien skulle forblive en del af Jugoslavien, og samarbejdede åbenlyst med Serbiens leder Slobodan Milosevic. I Kroatien havde de kroatiske serbere udråbt Krajina området som serbisk autonomt område allerede i september 1990. Nu krævede Radovan Karadzic og SDS i Bosnien, at dele af det nordvestlige og østlige Bosnien skulle være del af en autonom serbisk republik. Derfor erklærede han seks områder i Bosnien for autonome serbiske områder.

Splittelsen imellem serberne og muslimer og kroater var nu åbenlys. En folkeafstemning blandt Bosniens serbere i november 1991 viste at 98 % (stemmeprocenten blandt de 800.000 stemmeberettigede serbere var på 85 %) ønskede en serbisk republik i Bosnien, hvis det rev sig løs fra Jugoslavien. Izetbegovic erklærede folkeafstemningen for ulovlig, men resultatet var et truende varsel for fremtiden. 9. januar 1992 udråbte Radovan Karadzic de bosniske serberes eget autonome område – Republika Srpska.

Med omverdenens anerkendelse af Kroatien og Slovenien som selvstændige lande i starten af 1992 var opløsningen af Jugoslavien et faktum. I Bosnien var situationen spændt. Præsident Alija Izetbegovic skulle foretage et skæbnesvangert valg. 1) skulle Bosnien forblive i det amputerede Jugoslavien – med risiko for serbisk dominans? 2) skulle Bosnien erklære sig for uafhængigt med risiko for et serbisk og måske et kroatisk oprør? Eller 3) skulle ambitionen om en bosnisk statsdannelse opgives, og Bosnien deles mellem Serbien og Kroatien? En løsning som mange politisk radikale serbere og kroater i Bosnien foretrak.

På trods af risikoen for serbisk og kroatisk oprør, valgte Alija Izetbegovic at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Bosnien skulle være en uafhængig stat. Ved folkeafstemningen 1. marts 1992 stemte 99 % for bosnisk uafhængighed, men stemmeprocenten var, på grund af serbisk boykot i de autonome serbiske områder, kun på 64 %. Op til folkeafstemningen havde der været mange sammenstød, og afstemningsresultatet forværrede blot situationen. 6. april 1992 udråbte præsident Izetbegovic Bosnien som en selvstændig nation. Da var krigen reelt allerede i gang.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.