Case: Fordomme på festival

”Gypsies skydes UDEN ansvar!” Sådan stod der på et papskilt på Roskilde Festivalens campingområde i 2011. Skiltets budskab var klart: Romaer – eller gypsies – skulle ikke regne med god behandling.

Orange Scene på Roskilde Festival © Roskilde Festival

Baggrund

Hvert år rejser flere hundrede europæiske romaer til Roskilde for at tjene penge ved at samle flasker på festivalen. Mange romaer læser om muligheden på nettet og rejser, fordi de kan tjene langt mere ved at samle flasker i en uge, end de kan tjene på en måneds arbejde i deres hjemland. Men romaer har de seneste år oplevet, at festivalen langtfra er deres fest. På festivalen i 2011 lavede menneskerettigheds-organisationen Amnesty International interviews med romaer om deres oplevelser på festivalen. Romaer fortalte bl.a. om tilråb som "sigøjnerluder","’slave" og "no fucking gypsies!" Andre romaer oplevede, at der blev kastet flasker efter dem, eller at festivalgæster råbte, at de skulle skride hjem. Forskellige kampagner tog fat på problemet. I den såkaldte Poor City-kampagne inviterede Center for Positiv Integration festivalgæster til foredrag og debatter om romaer. En række frivillige bevægede sig desuden rundt på pladsen for at gå i dialog med gæsterne, når de oplevede, at romaer, der samlede flasker, blev behandlet dårligt. Kampagnen blev kaldt Good Pant Attitude.

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

 
Arbejdsspørgsmål
  1. Læs "Baggrund"
  2. Beskriv, hvad romaer har oplevet på Roskilde Festival.
  3. Find på en kampagne, event eller anden form for indsats, der kan være med til at skabe opmærksomhed omkring den dårlige behandling, som romaer udsættes for på Roskilde Festivalen. Tænk på, at din kampagne eller dit event skal være med til at forbedre situationen for romaer, der samler flasker på festivalen.
    Formuler dit budskab på 5-10 linjer.
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information