Tal og tabeller

Gulag-fangelejre og terror

1. Stalinismens dødsofre i tal
2. Antal fanger i Gulag
3. Antal Gulaglejre og arbejdskolonier
4. Dødeligheden i Gulag
5. Fødevarenormen i Gulag
6. Ledere af det hemmelige politi

Økonomi og landbrug

7. Prisstigninger 1914-1917
8. Husdyrbestanden 1928-1936
9. Kollektivisering af landbruget
10. Industriproduktion og femårsplaner 1927-1937
11. Landbrugsproduktion og levering af korn til staten 1928-1934

Staten

12. Sovjetunionens ledere 1922-1991
13. Sovjetiske republikker

1. Stalinismens dødsofre i tal

Der hersker i dag udbredt enighed om, at Josef Stalin er en af verdenshistoriens mest brutale diktatorer, og at han i perioden fra 1928 til 1953 sammen med de øvrige topkommunister var direkte ansvarlig for millioner af sovjetborgeres død. Enigheden ophører imidlertid, når talen falder på, hvor mange mennesker der mistede livet som følge af det stalinistiske terrorregime. Uenigheden skyldes blandt andet, at der kun findes begrænset materiale om det samlede offerantal, hvilket gør det svært at fastslå præcis hvor mange mennesker der mistede livet på grund af stalinismen.  Dette afholder imidlertid ikke historikere og andre forskere fra at komme med forskellige bud på antallet af stalinismens ofre, men de manglende informationer resulterer i meget forskellige tal. Nogle opgivelser er meget høje og hævder, at stalinismen kostede op imod 50 millioner mennesker livet, mens andre siger, at ofrenes antal ”kun” beløber sig til et par millioner.

Forskellige metoder til opgørelse

Den store variation i opgørelserne for stalinismens dødsofre afspejler de forskellige metoder, som de enkelte forskere har anvendt. Der findes i de sovjetiske arkiver ingen samlede opgørelser over samtlige offerkategorier, kun forskellige delopgørelser fra forskellige tidspunkter. Nogle forskere anvender disse delopgørelser til at beregne det samlede antal ofre. Problemet med denne metode kan imidlertid være, at der findes ofre, som ikke figurerer i disse statistikker, samt at sovjetstyret måske i disse statistikker bevidst angiver færre ofre, end der reelt har været tale om for at pynte på virkeligheden. Det samlede antal ofre baseret på disse statistikker risikerer derfor nemt at blive for lavt. 

Andre forskere bruger mere indirekte materiale, som eksempelvis folketællinger, til at regne sig frem til antallet af dødsofre. Dette gør man ved at sammenligne antallet af sovjetborgere før, under og efter Stalins regeringstid fra 1928 til 1953, og så sammenholde disse tal med den almindelige befolkningstilvækst. Forskerne sammenligner det beregnede indbyggerantal, det vil sige det tal, man kunne forvente i 1953, med det faktiske, og angiver så forskellen mellem de to tal som antallet på stalinismens ofre. Problemet med denne metode er, at det bliver svært at afgøre, hvem der har mistet livet som direkte følge af den stalinistiske terror, og hvem der har mistet livet som følge af andre hændelser, som eksempelvis 2. Verdenskrig. Desuden er der i de senere år blevet sået tvivl om, hvorvidt de folketællinger, der blev foretaget under Stalin, og som udgør grundlaget for beregningerne, er gyldige. Brugen af denne metode resulterer ofte i meget høje tal.

Ideologisk overbevisning spiller ind

Foruden de forskellige udregningsmetoder kan der også spores en tendens til, at forskellen i opfattelsen af anttalet af ofre kan skyldes den enkelte forskers egen ideologi eller politiske overbevisning. I visse tilfælde er der nemlig eksempler på, at opgørelser af stalinismens dødsofre er mere præget af politisk og ideologisk overbevisning end af egentlig dokumentation. Uden at generalisere, kan man ane en tendens til, at modstandere af kommunisme, socialisme og Sovjetunionen har angivet høje offertal, mens socialister, kommunister og venner af Sovjetunionen har præsenteret hovedsageligt lave tal.  

Bent Jensens tal

Den danske historiker Bent Jensen giver et moderat og ganske sandsynligt bud på antallet af dødsofre i perioden 1928-53. Bent Jensen baserer sine tal på såvel ældre som nyere forskning, som er fremkommet efter at flere af de sovjetiske arkiver er blevet åbnet i de senere år. Han skønner, at mellem 11,5 og 14,1 millioner mennesker mistede livet som følge af stalinismen. 

På grund af manglen på komplet materiale om antallet af stalinismens dødsofre er der som sagt stor uenighed om antallet af ofre. Nogle bud er mere sandsynlige end andre, men det i dag er umuligt at fastslå det nøjagtige tal. Uanset præcist hvor mange mennesker, der mistede livet som direkte konsekvens af stalinismens forbrydelser, må man fastslå, at tallet skal tælles i millioner.
Til top

2. Antal fanger i Gulag

Det er utroligt svært at give et samlet billede af antallet af fanger i Gulag. Nedenfor findes en tabel, som bygger på rapporter fra det hemmelige politi, og tabellen viser, hvor mange fanger der var indsat i Gulag ved årets begyndelse. Det er svært at sige, om tabellen viser sandheden om antallet af fanger, da den for eksempel ikke viser, hvor mange fanger der i løbet af året kom gennem Gulag. Alligevel afspejler tabellen nogle tendenser i antallet af fanger.

 

 

 

 

 

Nedenfor er tabellen opdelt i henholdsvis fangelejre og arbejdskolonier.

 

 

 

 

 

3. Antal Gulaglejre og arbejdskolonier

Der findes ingen eksakte opgørelser over, hvor mange lejre det enorme sovjetiske fangelejr-system, som gik under betegnelsen Gulag, bestod af. Men der har formentligt været tale om tusindvis af lejre. I begyndelsen af 1953 talte Gulag:

• Ca. 500 arbejdskolonier, som i gennemsnit omfattede mellem 1000 og 3000 fanger, der oftest var almindelige lovovertrædere. Disse arbejdskolonier var placeret i alle regioner af Sovjetunionen.
• Ca. 60 store lejrkomplekser, de såkaldte arbejdslejre, som hver især kunne bestå af helt op til flere hundrede mindre lejre. Lejrkomplekserne var primært placeret i Sovjetunionens nordlige og østlige regioner og rummede titusindvis af fanger. Fangegruppen bestod både af almindelige lovovertrædere og politiske fanger, og langt de fleste var idømt domme på over 10 år.
• Ca. femten ”særligt strengt forvaltede lejre”. Disse var blevet oprettet efter en hemmelig ordre i 1947 og rummede de politiske fanger, som blev opfattet som særdeles farlige.

Kilde: Curtois, Stéphane (red.): Kommunismens sorte bog, København 2002, side 268.

4. Dødeligheden i Gulag

Denne tabel baserer sig på tal fra det hemmelige politis egne arkiver. Det er tvivlsomt, hvorvidt tallene er helt korrekte, idet tabellen ikke medregner dødsfald i fængsler og transporter, men tabellen giver et indtryk af, hvornår dødeligheden var højest.

År	Antal døde	Pct. af samlet antal indsatte
1930	7.980	4,2 %
1931	7.283	2,9 %
1932	13.197	4,81 %
1933	67.297	15,3 %
1934	25.187	4,28 %
1935	31.636	2,75 %
1936	24.993	2,11 %
1937	31.056	2,42 %
1938	108.654	5,35 %
1939	44.750	3,1 %
1940	41.275	2,72 %
1941	115.484	6,1 %
1942	352.560	24,9 %
1943	267.826	22,4 %
1944	114.481	9,2 %
1945	81.917	5,95 %
1946	30.715	2,2 %
1947	66 830	3,59 %
1948	50.659	2,28 %
1949	29.350	1,21 %
1950	24.511	0,95 %
1951	22.466	0,92 %
1952	20.643	0,84 %
1953	9.628	0,67 %

Kilde: Applebaum, Anne: Gulag - A History of the Soviet Camps, London 2003, side 519.

5. Fødevarenormen i Gulag

Uddrag fra cirkulære om fødevarenormen for arbejdsføre fanger i Gulaglejrene, underskrevet den 12. oktober 1944:

Fødevarenorm 1: 550 g brød, 5 g farin, 75 g semulje [mellemting mellem gryn og mel], 15 g kød, 55 g fisk, 10 g smør, 500 g kartofler og grøntsager, 8 g sukker, 2 g erstatningsthe, 10 g salt.

Kilde: Jensen, Bent: Gulag og Glemsel, Gyldendal 2002, side 299.

6. Ledere af det hemmelige politi

1917-1926:  Felix Dzerzjinskji
1926-1934:  Vjatjeslav Menzjinskij 
1934-1936:  Genrikh Jagoda
1936-1938:  Nikolaj Jezjov
1938-1941:  Lavrentij Beria
1941:             Vsevolod Merkulov
1941-1943:  Lavrentij Beria 
1943-1946:  Vsevolod Merkulov
1946-1951:  Viktor Abakumov
1951:             Sergej Ogoltsov
1951-1953:  Semjon Ignatiev
1953:             Lavrentij Beria
1953-1954:  Sergej Krjuglov

7. Prisstigninger 1914-1917

I perioden fra 1914 til 1917 steg priserne på mad og andre fornødenheder voldsomt. I nedenstående skema illustreres nogle af prisstigningerne. Priserne er angivet i rubler. 

Vare	Måleenhed	Pris august  1914	Pris august 1917	Stigning i procent
Rugbrød	Pund (=409,5 gr.)	0,025	0,12	330
Svinekød	Pund	0,23	2,00	770
Ost	Pund	0,40	3,50	754
Smør	Pund	0,48	3,20	557
Æg	10 stk.	0,30	1,60	443
Mælk	Kruzjka (=1,23 l.)	0,07	0,40	471
Sæbe	Pud (=16,38 kg.)	4,5	40,00	780
Brænde	Vognlæs	10,00	120,00	1100

Kilde: Nielsen, Erik Bach: Sovjetunionens historie, København 1990, side 15. 

8. Husdyrbestanden 1928-1936

I forbindelse med tvangskollektiviseringen i slutningen af 1920’erne begyndte mange bønder at slagte deres husdyr. Modellen viser faldet i antal husdyr i de sovjetiske landbrug.

 

 

 

 

 

 

9. Kollektivisering af landbruget

Fra slutningen af 1920’erne tvang sovjetstyret millioner af bønder til at forlade deres egne små private landbrug til fordel for at slutte sig til de større kollektive landbrug. Bønderne blev ved hjælp af meget brutale metoder tvunget til at aflevere alt, hvad de ejede til dette fællesskab, hvilket mange bønder var imod.

 

 

 

 

 

 

Andel af bondebrug og opdyrket jord, som var kollektiviseret:

 Kilde: Christensen, Jørgen Peter: Sovjetunionens Økonomiske Historie, Herning 1994, side 105.

10. Industriproduktion og fem-årsplaner 1927-1937

Stalins mål var at omdanne Sovjetunionen til en stærk industrimagt, hvilket blandt andet skulle ske gennem en øget produktion. I nedenstående tabel kan man se, hvilke mål der i femårsplanerne blev sat for industriproduktionen og sammenligne dem med den faktiske produktion. Tabellen er baseret på officielle sovjetiske tal.

	1927/28 faktisk	1932/33 plan	1932 faktisk	1937 plan	1937 faktisk
Elektricitet (mia. Kwh)	5,05	22,0	13,4	38,0	36,2
Kul (mio. tons)	35,4	75,0	64,3	152,5	128,0
Olie (mio. tons)	11,7	22,0	22,4	46,8	28,5
Stål (mio. tons)	4,0	10,4	5,9	17,0	17,7
Traktorer (1000 stk.)	-	-	51,6	166,7	66,5
Bomuldsklæde (mio.meter)	-	-	2,7	5,1	3,4

Kilde: Christensen, Jørgen Peter: Sovjetunionens Økonomiske Historie, Herning 1994, side 117.

11. Landbrugsproduktion og levering af korn til staten 1928-1934

Bønderne i de kollektive landbrug blev tvunget til at aflevere en vis mængde korn til staten, som staten brugte til eksport. Selv om produktionen faldt fra 1930, blev bønderne tvunget til at aflevere mere og mere korn, hvilket i 1932-1933 resulterede i en omfattende hungersnød på landet.

 

 

 

 

 

 

Nedenfor vises procenttal for, hvor stor en del af kornet, der skulle afleveres.

 

 

 

 

12. Sovjetunionens ledere 1922-1991

I kraft af deres post som generalsekretær for kommunistpartiet var følgende personer de reelle ledere af kommunistpartiet og dermed også Sovjetunionen i perioden fra 1922 til 1991.

1922-1953:    Josef Stalin
1953:             Georgij Malenkov 
1953-1964:    Nikita Khrustjov
1964-1982:    Leonid Brezjnev
1982-1984:    Jurij Andropov
1984-1985:    Konstantin Tjernenko  
1985-1991:    Mikhail Gorbatjov

13. Sovjetiske republikker

Sovjetunionen var en føderation, som under Stalin varierede i antal, men ved hans død i 1953 bestod Sovjetunionen af følgende 16 unionsrepublikker. Hovedstæderne står anført i parentes.

• Rusland (Moskva)
• Estland (Tallinn)
• Letland (Riga)
• Litauen (Vilnius)
• Hviderusland (Minsk)
• Ukraine (Kiev)
• Moldova (Chisinau)
• Georgien (Tbilisi)
• Armenien (Jerevan)
• Azerbajdzjan (Baku)
• Turkmenistan (Askhabad)
• Uzbekistan (Tasjkent)
• Tadzjikistan (Dusjanbe)
• Kirgisien (Bisjkek)
• Kazakhstan (Alma-ata)
• Karelen (Petrozavodsk)