Transport!
Det mest frygtede ord i Theresienstadt var transport. ”At komme på transport ” betød at blive sendt østpå – for de flestes vedkommende til Auschwitz – til forhold, der var langt værre end i Theresienstadt. Selvom fangerne i Theresienstadt ikke vidste præcist, hvad der foregik i lejrene længere mod øst, så havde de en anelse. Rygter om gaskamre og umenneskelig behandling nåede også Theresienstadt.
Børnetransport, tegnet af Leo Haas © Tomáš Fritta-Haas
Transporter
”Transport”! Der fandtes ikke i Theresienstadt et mere skrækkeligt og frygtindgydende ord end netop dette. Fangerne skælvede alene ved anken om det. Ikke alene for de lukkede og uhyggelige lastvogne eller for at være tæt sammenstuvede uden mad og drikke i flere døgn, men også for hvad der ventede dem på det nye bestemmelsessted. Som regel gik transporterne til Birkenau i Polen, det sted, hvor man trods afspærringen fra omverdenen vidste, at der foruden hårdere arbejde, mindre og dårligere mad, slag og prygl af SS’erne også fandtes gaskamre.”
Benzion Epelmann, 2005, s. 47
Transporter fra Theresienstadt
Den første transport fra Theresienstadt kørte til Riga den 9. januar 1942. Den 26. oktober 1942 afgik den første transport fra Theresienstadt til Auschwitz. Af de ca. 140.000 mennesker, der var fanger i Theresienstadt i løbet af den tid, lejren eksisterede, kom 88.000 på transport. Størstedelen af de deporterede blev sendt til udryddelseslejrene Auschwitz eller Treblinka eller til Maly Trostinets ved Minsk i det nuværende Hviderusland. De fleste blev myrdet i gaskamre eller i andre udryddelsesanlæg.
Aftalen
De deporterede fra Danmark – både de danske og de statsløse – var beskyttet mod transport af en aftale, som Adolf Eichmann, leder af afdelingen for jødiske spørgsmål i Berlin, havde indgået med Werner Best, den højest rangerende nazist i Danmark. Men fangerne kendte ikke til aftalen. Så de frygtede ligesom alle andre i Theresienstadt for deres liv, hver gang folk blev udtaget til transport.
Paul Aron boede en overgang sammen med 42 drenge på et af Theresienstadts børnehjem. Han var den eneste af drengene, som kom fra Danmark. En dag fik han at vide, at alle drenge – undtagen ham – skulle på transport. Efter krigen skrev han et digt om denne dag, ”Den 26.oktober 1944”:
Jeg ser mig omkring på tomme senge
her lå toogfyrre levende drenge
indtil ordren kom: den ventede transport
nu skulle de bort
De blev kaldt op ved navn en efter en
toogfyrre par frysende spinkle ben
stillede op i en række med hver sin rygsæk
nu er de væk
Drenge der legede og lo og skændtes
og græd når tanken om hjemmet tændtes
de ville jo leve, var fulde af længsel
i ghettoens fængsel
I nøgne fattige sække af strå
hvor drengene endnu til morgen lå
toogfyrre levende livsglade drenge
tomme senge
(Paul Aron (red.), 1998, s. 34)
Transporthjælpere
Fanger, der ikke skulle på transport, var tvunget til at udføre forskellige opgaver, når transporterne skulle af sted fra Theresienstadt. Paul Aron blev fx beordret til at spille, den dag, drengene fra hans værelse skulle på transport. Andre danske fanger blev udkommanderet som transporthjælpere:
”Der kom sedler om aftenen: Fangenummer sådan og sådan skal i transport, og nummer sådan skal i transport, og der blev en ophidselse uden lige. Jeg var meget nær på hele den aktion mange gange. Jeg skulle fjerne proteserne. Har De nogensinde taget et øje ud af et levende menneske? Et glasøje? Tænder, der blev sorteret nøjagtigt. De kunstige arme skulle ligge til højre. Benene skulle ligge til venstre. Reservedelene skulle bruges igen til Tysklands nuværende soldater.
Og fra disse stakkels mennesker måtte jeg fjerne proteserne. De havde været soldater i den tyske armé, de havde kæmpet fra 1914 til 1918 for det store fædreland, og de havde risikeret liv og lemmer. Nu modtog de så Tysklands tak på denne måde. Alt, tog man fra dem. [...]
Kreaturvognenes døre blev låst og boltet – så stod man dér om natten og kunne intet gøre, man kunne ikke græde – man var som lammet. Og ofte holdt vognene der, ikke ét, men to-tre døgn, før de blev sendt af sted.”
Mélanie Oppenhejm, 1981, s. 30-31
