Beskyttere og redningsmænd under Holocaust - intro
Der var både enkeltpersoner og grupper, som – nogle med livet som indsats – hjalp jøder under 2. Verdenskrig, fx ved at skjule dem eller bistå med flugt. Der findes ingen entydig forklaring på, hvorfor nogle blev redningsmænd, mens andre vendte ryggen til.
Redningsmændene og deres motiver
At hjælpe jøder var forbundet med stor personlig risiko. Man risikerede fængsling og koncentrationslejr eller i værste fald at blive dræbt. I Polen var der for eksempel dødsstraf for at skjule jøder. Alligevel er der flere eksempler på hjælp, selvom det ikke har været nogen nem beslutning at tage, når man vidste, at det kunne koste en selv og ens familie livet. Der findes ingen entydig forklaring på, hvorfor nogle blev redningsmænd, mens andre vendte ryggen til. Ofte skyldtes det tilfældigheder.
I nogle tilfælde blev assistance ydet for personlig vindings skyld, altså mod betaling. I andre tilfælde blev hjælpen givet til familiemedlemmer, venner, arbejdsgivere, forretningsforbindelser eller ansatte, uden at man i øvrigt havde større sympati for jøder. Mange hjalp helt ukendte mennesker af rent humanitære eller religiøse årsager, mens andre var drevet af politiske motiver og betragtede enhver hjælp til de forfulgte jøder som et led i kampen mod nazisterne.
Eksempler på hjælp
Der blev ydet mange former for hjælp lige fra bidrag bestående af mad og penge til udstedelse af falske identitetspapirer, rationeringskort og pas. Mange holdt enkelte personer eller hele familier skjult på lofter eller i kældre og udhuse.
Eksempel på en redningsmand - Raoul Wallenberg
Den unge svenske diplomat Raoul Wallenberg var en af de drivende kræfter i redningen af tusinder af ungarske jøder. Da han blev ansat ved ambassaden i Budapest i 1944, var en halv million ungarske jøder sendt til Auschwitz-Birkenau.
Sammen med repræsentanter for Schweiz og internationale hjælpeorganisationer kastede Wallenberg og hans kolleger ved den svenske ambassade sig ud i en omfattende redningsaktion for de tilbageværende 60.000 jøder i Budapest. Blandt andet etableredes 32 ”sikre huse” under svensk beskyttelse, og tusinder af jøder blev udstyret med svenske pas.
Det skønnes af 10.000-15.000 jøder blev reddet ved Wallenbergs indsats. I januar 1945 blev han arresteret af russerne og forsvandt i Sovjetunionen. Hvad, der hændte ham, er aldrig opklaret. Ved Universitetet i Lund er Raoul Wallenberg Instituttet blevet oprettet til hans minde, og her forskes og undervises der i menneskerettigheder og hertil knyttet lovgivning.
Munke og nonner gemte jødiske børn i klostrene, ligesom nogle familier tog et jødisk barn i huset, som de udgav for deres eget. Andre indgik proforma ægteskaber med jødiske kvinder eller mænd for derved at redde dem fra deportation. Hjælpen kunne også bestå i advarsler om forestående aktioner eller i regulær menneskesmugling over grænsen til neutrale lande.
Anne Frank
Anne Frank og hendes families skæbne viser, hvordan familien kunne leve skjult i et baghus i Amsterdam med hjælp udefra i to år. Hjælperne var ansatte i Annes fars, Otto Franks virksomhed. De bragte familien mad og andre fornødenheder. Det var både farligt og tidskrævende. Fødevarer måtte skaffes på den sorte børs, idet almindeligt indkøb krævede rationeringsmærker, som familien Frank selvfølgelig ikke rådede over.
I august 1944 blev familien sammen med fire andre jøder angivet til Gestapo og deporteret til Auschwitz. To af hjælperne blev pågrebet og arresteret. Hvem, der røbede familien, er der aldrig skabt klarhed over. Af de otte beboere i baghuset overlevede kun Otto Frank.
Redningen af de danske jøder
Redningen af 7.000 danske jøder til Sverige er et enestående eksempel på, at en nation stod sammen om at hjælpe landsmænd under jødeaktionen i oktober 1943. Redningsaktionen involverede alle samfundsgrupper fra studerende til politikere, politifolk og sundhedspersonale.
Læger og sygeplejerske skjulte jøder på hospitaler. Helt almindelige danskere gav husly til ukendte mennesker. Modstandsfolk arrangerede flugten, og fiskere sejlede jøderne i sikkerhed på den anden side af Øresund.
At redningen lod sig gennemføre skyldtes ikke mindst, at den søfartskyndige Georg Ferdinand Duckwitz ved det tyske gesandtskab (ambassade) advarede danske politikere om den forestående aktion. Duckwitz er siden hædret af Yad Vashem. Aktionens succes skyldtes også, at tyskerne forholdt sig temmmelig passivt under flugten, og at svenskerne beredvilligt gav asyl til de mange danske flygtninge.
Læs mere om redningen af de danske jøder
Eksempel på en redningsmand - Oskar Schindler
Forretningsmanden og fabrikanten Oskar Schindler (1908-1974) er kendt af de fleste fra Steven Spielbergs film 'Schindlers Liste'. Han er et eksempel på de flydende grænser mellem gerningsmænd, tilskuere og redningsmænd.
Schindler var nazist, og efter Tysklands invasion af Polen lykkedes det ham ved tyskernes hjælp at komme i besiddelse af en emaljevarefabrik i Krakow. Fabrikken, som tidligere havde haft en jødisk ejer, leverede køkkentøj til den tyske hær. I produktionen benyttede Schindler sig af jødiske slavearbejdere fra ghettoen i Krakow. I 1942 overværede han en razzia på ghettoen, hvorunder flere af hans arbejdere blev myrdet eller deporteret til den nærliggende koncentrationslejr.
I de følgende år satte Schindler alt ind på at redde sine arbejdere fra deportation og udryddelse. Det skete ved hjælp af list, forhandlinger og bestikkelse. I 1944 lykkedes det ham i sidste øjeblik at få frigivet 800 mænd og 300 kvinder henholdsvis fra Gross-Rosen koncentrationslejren og Auschwitz under foregivende af, at der var hårdt brug for dem i hans virksomheder.
Også Schindler er blevet hædret som redningsmand af Yad Vashem.
