Børn som ofre i Holocaust
Som en del af nazisternes antisemitiske politik blev jødiske børn tidligt udskilt og isoleret fra det tyske samfund. Senere blev jødiske børn og unge fra hele Europa deporteret tili koncentrations- og udryddelseslejre, hvor der både var sult og dødelige sygdomme. I lejrene blev en del børn udsat for vold eller medicinske eksperimenter. I udryddelseslejrene blev størstedelen af børnene dræbt i gaskamrene straks ved ankomsten til lejrene. I alt blev omkring 1,2 millioner jødiske børn og unge fra hele Europa dræbt af nazisterne og deres håndlangere. Andre børn overlevede i skjul eller blev opdraget af nazisterne på institutioner adskilt fra deres forældre.
Udskillelsen af jøder fra det omgivende tyske samfund begyndte straks efter Hitlers magtovertagelse i 1933 og ramte også de jødiske børn. Den var en langsom proces, som man kan få et indblik i ved at se på den tyske lovgivning og den generelle stemning mod jøder. I 1933 blev det forbudt for jødiske lærere at undervise i folkeskolerne, og det blev bestemt, at der højest måtte optages 1,5 % ”ikke–ariere” i skolerne. I 1937 skulle skolerne skille jødiske og ikke-jødiske elever. Dette tiltag blev imidlertid kun kortvarigt, idet alle jøder i 1938 blev udelukket fra folkeskolerne, og det blev den jødiske hovedorganisations ansvar, at de jødiske børn blev undervist i jødiske skoler. I 1942 blev alle jødiske skoler lukket.
Børn i Theresienstadt
I 1941 blev den nazistiske ghetto og kz-lejr Theresienstadt oprettet. Lejren var en gennemgangslejr og de fleste fanger blev efter en periode deporteret videre til Auschwitz, hvor størstedelen blev myrdet ved ankomsten. Theresienstadt var organiseret med en form for jødisk selvstyre, og selvom skolegang var forbudt for jødiske børn, foregik det alligevel i det skjulte under dække af "fritidsbeskæftigelse. For at beskytte børnene mod den sociale elendighed i Theresienstadt, blev der oprettet særlige hjem for dem. Mange børn boede her, deriblandt også børn hvis forældre også befandt sig i lejren. På børnehjemmene fik børnene undervisning, og der blev også arrangeret sociale aktiviteter i det omfang det kunne lade sig gøre. Når transporterne til Auschwitz afgik, var der også børn iblandt fangerne - med eller uden deres forældre. Af de ca. 15.000 børn, der blev deporteret til Theresienstadt, overlevede kun lidt over 100.
Antisemitisme i skolen
Til mors dag havde eleverne øvet en sang i koret, fordi denne dag hvert år blev fejret med en stor skolefest. Dagen før festen skulle min datter komme hen til musiklærerinden. ” I må deltage i skolefesten, men I må naturligvis ikke synge med, fordi I ikke er ariere”. Børnene protesterede: ”hvorfor må vi ikke synge med. Vi vil også synge for vores mor.” Lærerinden svarede kort: ”Jeg ved godt, at I også har en mor, men hun er jo kun en jødisk mor”
Kilde: Ute Benz/Wolfgang Benz (hg):Sozialisation und Traumatisierung s.96
Danske børn i Theresienstadt
Også danske børn blev sendt til Theresienstadt. I 1943 ankom 48 danske børn i alderen 0 – 15 år. De danske børn var deporteret sammen med et eller flere familiemedlemmer til Theresienstadt som et led i aktionen mod de danske jøder. På grund af en særlig aftale om, at danske fanger ikke skulle myrdes, blev hverken børn eller voksne deporteret videre til Auschwitz. Alligevel døde 2 danske børn, som blev født i Theresienstadt, da de ikke kunne klare de forfærdelige forhold. De danske børn opholdt sig i Theresienstadt i 18 måneder og blev reddet med de hvide busser i april 1945.
Læs mere om de danske jøder i Theresienstadt
Digt fra Theresienstadt
I årene 1943-44 lavede nogle tjekkiske drenge et ugeskrift, Vedem. Heri blev der trykt digte, tegninger og artikler. Digtet er fra Vedem:
Den sidste
den allersidste
så gul, så blændende gul
som en tåre fra solen
der falder på den hvide klippe
så lysende gul den allersidste
Let fløj den op i luften
svævende på sine gule vinger
og kyssede verden farvel
Om nogle dage er det
min syvende uge i ghettoen
her fandt min familie mig
mælkebøttens blomster kalder på mig
og kastaniens hvide lys i gården
Men jeg har ikke set en eneste sommerfugl
den jeg så, var den sidste
- i ghettoen er der ingen sommerfugle
Pavel Friedmann (1921-1944), i Paul Aron: I ghettoen er der ingen sommerfugle.
Børn og unge i Auschwitz
235.000 børn og unge havnede i Auschwitz-lejren, og næsten ingen kom derfra i live. Ved ankomsten blev langt de fleste børn sendt direkte til gaskamrene, fordi nazisterne ikke kunne bruge dem som arbejdskraft. Nogle af de lidt ældre blev dog udvalgt til arbejdskommandoerne, som beskrives således af den 14-årige Halina Birenbaum:
"Kapoer og opsynskvinder drev os heftigt frem, mens vi skubbede trillebøren fyldt med sten fra det ene sted til det andet, eller mens vi slæbte sten med de bare hænder som rystede af kulde. Kvinderne faldt om som fluer, mange døde af dette slid. (…) Jeg tænkte resigneret: dette må være enden."
For de børn, der overlevede udvælgelsen på rampen, var hverdagen i lejren en overlevelseskamp, hvor det vigtigste var at skaffe mad nok hver dag. Uhygiejniske forhold resulterede i dødelige sygdomme som tyfus, og vagterne var en konstant trussel. Det var en hverdag i stanken fra krematorierne, hvor børnene måtte leve med bevidstheden om, at de selv når som helst kunne ende i et gaskammer.
Medicinske eksperimenter
Familielejren lå tæt på bygningen, hvor den berygtede dr. Mengele havde sit laboratorium. Han udvalgte børn til sine medicinske forsøg både i Familielejren og også på rampen ved ankomsten til Auschwitz. Mengele interesserede sig særligt for tvillinger, som blev udsat for forskellige forsøg og derefter dræbt, for at organerne kunne blive undersøgt. Også spædbørn blev udsat for forsøg, fx iagttog Mengele, hvor lang tid en nyfødt kunne overleve uden mælk fra sin mor.
På andre fanger blev der eksperimenteret med sterilisering, og dødeligheden var generelt høj.
Hver uge blev der bragt sønderskårne kvindelig fra blok 10 til krematoriet. Fra den samme blok kom også børn, ligeledes sønderskårne. Blok 10 var det videnskabelige laboratorium, hvor der blev foretaget eksperimenter på kvinder og børn.
En overlevende, der bl.a. arbejdede i krematorierne, fortæller:
Familielejren og blok Familielejren og blok 31
I 10 måneder fandt en gruppe jøder en form for helle i Auschwitz i det, der blev kaldt Familielejren. Fra efteråret 1943 blev transporter med jøder fra Theresienstadt placeret i en særlig lejr, hvor familierne blev sammen. De skulle ikke barbere deres hår, kunne beholde deres eget tøj og ejendele, og vigtigst af alt, de slap for udvælgelsen på rampen. Fangerne arbejdede også i Familielejren og slap derved for det dræbende arbejde i arbejdskommandoerne. Nazisterne tillod denne indretning af propagandamæssige hensyn. Hvis Røde Kors dukkede op, skulle det være muligt at vise en lejr med rimelige forhold frem.
I familielejren var der et frirum for børnene i den såkaldte blok 31. Det var et opholdssted for børn i alderen 8-14 år, hvor der blev undervist, sunget, opført skuespil og uddelt mad. Dette blev varetaget af de voksne jødiske fanger. Blok 31 havde helt andre regler end det omgivende terrorregime, og det var en mulighed for at opretholde livet for et øjeblik.
I sommeren 1944 blev næsten alle fra familielejren sendt i gaskamrene, og lejren blev nedlagt.
Børn alene i verden
Børn over hele Europa oplevede at blive adskilt fra deres forældre og skulle klare sig i fremmede omgivelser. Nogle tyske børn blev opdraget på såkaldte ”Lebensborn” institutioner, som skulle sikre racerene tyskere en god opvækst. Også nogle polske børn blev overført til disse institutioner, fordi tyskerne mente, de havde mulighed for at blive ”genopdraget” som tyskere. De polske børn blev udvalgt efter nazismens racekriterier som lyst hår, blå øjne og fysik.
Endnu andre børn blev skjult hos venner og familie eller fremmede, og levede et liv præget af angst for at blive opdaget eller angivet. Alice fortæller, hvordan hun blev skjult i en skuffe hos en fremmed kvinde:
"Du skal være stille, jeg ber´ dig, du må ikke græde. Jeg kommer og henter dig om lidt. Og så dækkede hun mig til med lagner og lukkede næsten skuffen helt. Det var en forfærdelig oplevelse…. Så kom jeg i tanke om, at min mor var forsvundet, og jeg spurgte: hvor er min mor? Det er sidste gang, jeg kan huske, at jeg følte min mors tilstedeværelse."
Suzanne Kaplan: Children in the Holocaust. S.175
Af Lasse Bøgeskov Andersen, Stud.Mag. i Historie, forskningspraktikant hos DIIS, i samarbejde med DIIS