Fra fortidsromantik til fjendebilleder

Fortidens storhed – Angkor 

Khmer-folkets oprindelse går tilbage til 800-tallet, hvor det nuværende Cambodja løsrev sig fra kongeriget Javas herredømme. Dette blev også begyndelsen til Cambodjas, det daværende Angkor-rige, storhedstid, som intet senere kunne måle sig med. 

Angkor-riget tog navn efter området Angkor i det nordlige Cambodja, som over nogle hundrede år udviklede sig til sydøstasiens magtcentrum. Fra dette sted, med dets overdådige templer og helligdomme, regerede khmer-kongerne over et rige, der strakte sig udover Cambodjas nuværende grænser og ind i Thailand, Laos, Vietnam og Burma. I 1200-tallet var riget på sit mægtigste, og kongebyen Angkor havde nu vokset sig til at være på størrelse med nutidens New York og havde over en million indbyggere – et enormt antal for den tid. Det mest storslåede af templerne, Angkor Wat, som blev bygget i 1200-tallet, er stadig ét af de største templer i verden.

Fra magtmetropol til over 550 års undertrykkelse

I 1431 var det slut. Det lykkedes nabolandet Thailand at erobre Angkor og tvinge den regerende Khmer-konge på flugt. I det nu amputerede rige var Khmer-kongen nødsaget til at flytte sin hovedstad sydpå til Chaktomuk, området, hvor den nuværende hovedstad, Phnom Penh, ligger i dag. I de efterfølgende 400 år var Cambodja præget af interne stridigheder, mens man samtidig forsøgte at undgå at blive tilintetgjort af de stærke nabolande, Thailand og Vietnam, der indbyrdes kæmpede om kontrol med Cambodja. Den eneste måde at undgå at blive opslugt af de fjendske nabolande var at forsøge at holde sig på god fod med dem på skift. Når Vietnam forsøgte at tage kontrollen i Cambodja, søgte cambodjanerne støtte hos thaierne og omvendt. 

Cambodja var så underkuet, at befolkningen ikke engang selv kunne bestemme, hvem der skulle være konge i landet. Mange har med senere referencer til dette, den efterfølgende kolonitid under fransk herredømme, De Røde Khmerers terror-regime og Vietnams efterfølgende besættelse fremsat, at den cambodjanske befolkning siden Angkor-tiden aldrig har oplevet andet end autoritære eller diktatoriske styreformer. Aldrig har cambodjanerne i denne lange periode været frie til at tænke og handle selv.

Genopdagelsen af Angkor 

Indtil midten af 1800-tallet, hvor Cambodja blev et fransk protektorat, lå tempelbyen Angkor hengemt og glemt i den cambodjanske jungle. Cambodja var så underkuet, at det ikke havde intellektuelt eller økonomisk overskud til at beskæftige sig med sin egen nationale historie. Men det havde kolonimagten Frankrig. 

Frankrig, der allerede havde koloniinteresser i Vietnam, fandt økonomiske og prestigemæssige fordele ved at indlemme Cambodja i deres kolonirige, og efter franske arkæologers genopdagelse af Angkor Wat begyndte omfattende restaureringer og studier af tempelbyen. Blandt andet byggede franskmændene et stort nationalmuseum, og flere blandt den cambodjanske elite begyndte nu at referere til Angkors storhedstid. En genoplivning af cambodjansk storhed passede fint ind franskmændenes strategi til at få bedre kontrol med den cambodjanske befolkning, som ikke just hilste franskmændene velkommen. De historiske fund og den stigende nationale bevidsthed blev koblet på opbygningen af en stærk kongemagt. Og ved at have en tråd i kongen havde den franske kolonimagt dermed en tråd i hele den cambodjanske befolkning. 

Storhedsdrømme bliver til sult og død

Hvad Frankrig havde startet, byggede De Røde Khmerer videre på. På forunderlig vis smeltede bevidstheden om fortidens rigdomme og storhed også ind i den ultrakommunistiske bevægelses radikale ideologi om at omskabe Cambodja til det ultimative pengeløse bondesamfund. Angkors magt og rigdom i 1200-tallet lå nemlig delvist i tråd med kommunismens idealer om akkumulation af ressourcer gennem landbrug. Men Angkors ’forretningshemmelighed’ var den avancerede landbrugsteknik i form af store vandingsanlæg og kanaler, som sikrede, at indbyggerne kunne dyrke og høste ris flere gange om året. Således kunne Angkor være selvforsynende med mad. 

Ifølge De Røde Khmerer skulle Cambodjas tidligere storhedstid som landbrugssamfund genskabes, denne gang ved hjælp af en maoistisk bonderevolution. Cambodja skulle ligesom Angkor være selvforsynende og dermed uafhængig af omverdenen. Modsat Angkor, som havde udviklet sig over århundreder, var De Røde Khmerers planer om omfattende omlægning til landbrug over ganske få år totalt urealistiske og langt fra så avancerede. Det blev indenfor ganske få år uhyggelig klart, at De Røde Khmerers vanvidsprojekt kun førte til ekstrem fattigdom, sult og død. Men dette fik ikke De Røde Khmerer til at opgive, tværtimod. Et fejlslagent projekt kunne ifølge dem kun skyldes sabotage, og De Røde Khmerer intensiverede i stedet forfølgelsen af vilkårligt udpegede samfundsfjender – også internt i bevægelsen. Mod slutningen kunne ingen længere vide sig sikker fra systemets paranoia, og selv højtstående embedsmænd og regions-ledere blev ofre for mistænksomhed, tortur og henrettelse. 

 Da De Røde Khmerers regime blev væltet i 1979 af invaderende vietnamesiske styrker, efterlod de sig et land så langt fra Angkors storhed, som man overhovedet kunne forestille sig: Cambodja var en økonomisk ruin, og 1,7 millioner mennesker – næsten en fjerdedel af befolkningen – var døde af sult, tortur og henrettelse. Store dele af den overlevende befolkning var udsultet, nedbrudt og dybt traumatiseret.