IHR - Institute for Historical Review

Den amerikanske organisation Institute for Historical Review (IHR) blev grundlagt i 1978 af Willis Carto og David McCalden, der begge har rødder i den ekstreme højrefløj. Formålet med organisationen var – ifølge Carto og McCalden – at fungere som et uddannelses-, forsknings- og informationscenter, dedikeret til udbredelsen af de "sande" historiske fakta om bl.a. Holocaust og nazismen. IHR blev hurtigt anerkendt på den internationale benægterscene. Det skyldtes bl.a., at organisationen introducerede en række nye metoder til udbredelsen af benægterpåstande.

I 1993 overtog den amerikanske Holocaust-benægter og historiker Mark Weber direktørstolen i IHR og har siden da haft succes med at promovere Holocaust-benægtelse, hvilket især skyldes hans retoriske talent, evne til at få taletid i pressen og historiske viden om 2. Verdenskrig.

50.000 dollar i ”Holocaust-dusør”

I 1980 søsatte IHR en kampagne, der gik ud på, at den, der kunne fremlægge troværdige beviser på eksistensen af gaskamre i Auschwitz, ville modtage en belønning på 50.000 dollar. En jødisk Auschwitz-overlevende tog udfordringen op og fremlagde det nødvendige bevismateriale, herunder bl.a. vidneudsagn fra ham selv og andre Auschwitz-fanger. På trods af den udlovede dusør var det imidlertid ikke nemt at få IHR til at betale, og sagen endte derfor i retten, med det udfald at IHR både måtte betale dusøren samt en ekstra bøde på 40.000 dollar for svie og smerte.

Vil fremstå som en akademisk respektabel organisation

IHR’s strategi var fra starten at fremstå som en akademisk og respektabel organisation. Derfor afholder IHR konferencer, inviterer professorer, udgiver og sælger bøger, skriver papers og artikler og udsender nyhedsbreve ligesom "rigtige" akademiske organisationer. Tidligere udgav organisationen også et tidsskrift, Journal of Historical Review, hvis navn var mistænkeligt lig det anerkendte historiske tidsskrift, American Historical Review, som udgives af Den Amerikanske Historiske Forening. 

Journal of Historical Review

Journal of Historical Review var kendetegnet ved artikler, der fremstod saglige og akademiske i både sprogbrug og indhold. Mange af artiklerne var skrevet af forfattere med akademiske titler og indeholdt fodnoter, statistikker og var bygget op som "rigtige" akademiske udgivelser.

En større undersøgelse af Journal of Historical Reviews artikler i perioden 1980-1999 viste imidlertid et lidt andet billede: Mere end halvdelen af alle artiklerne omhandlede Holocaust og ”revisionisme”, og yderligere en femtedel af alle artiklerne argumenterede for, at Nazitysklands forbrydelser ikke var værre end dem, andre lande havde begået. I 2002 lukkede tidsskriftet – ifølge IHR’s webside pga. mangel på ”medarbejdere og økonomiske ressourcer." IHR er dog ikke stoppet med at producere revisionistisk materiale, nu lægges det blot direkte på nettet, hvorfra det spredes til andre benægterorganisationer og deres websider, herunder den danske websidewww.holocaust.nu

Please help!

Denne bøn er at finde på IHR's webside:

"If you appreciate our work, please donate, or let others know about the IHR. We especially need your help right now. Along with all other public interest groups, we're coping with the impact of the global economy downturn. Week by week, month after month, we're hard at work providing solid information and sound perspective you won't find anywhere else. But we can't do it without backing from readers like you. Please Help! To make a tax-deductible donation, click here. 

Faithfully yours, 

Marc Weber, 
Director, Institute for Historical Review"

Revisionismens "moderskib"

Siden organisationens etablering har IHR stået meget centralt i det internationale benægternetværk, og organisationen kan i dag siges at være Holocaust-benægtelsens "moderskib". Det skyldes bl.a. IHR’s succes med at skabe opmærksomhed omkring sig selv, fx via tiltag som "Auschwitz-udfordringen" og en effektiv pressestrategi.

På mange måder har IHR været banebrydende i deres måde at kommunikere på: Ud over at være dygtige til at udarbejde materiale, der umiddelbart fremstår akademisk, har organisationen også været nytænkende i brugen af internettet til at udbrede deres budskaber, eksempelvis via online radioprogrammer, et online bibliotek, løbende upload af nye artikler samt internetbaseret fundraising. 

Sidst opdateret 2010

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information