Biljana Plavšić - jernkvinden der angrede

En kompromisløs dame 

Biologiprofessor Biljana Plavšić (født juli 1930) gik ind i serbisk politik i 1990, hvor hun blev medlem af det serbiske demokratiske parti (SDP). Allerede i begyndelsen af 1990´erne, før krigsudbruddet i Bosnien i april 1992, var Biljana Plavšić benhård i sine holdninger angående især de bosniske muslimer (bosniaker). Hun kom med udtalelser om, at befolkningsgrupperne i Bosnien umuligt kunne leve sammen, og hun hævdede, at serberne i Bosnien på ny risikerede at blive ofre for ”folkedrab”, i stil med, hvad de havde været udsat for under 2. Verdenskrig – det var dog ikke at betegne som ”folkedrab”. For Plavšić var en fjernelse af ikke-serbere fra serbiske områder i Bosnien derfor en ren og skær nødvendighed. Plavšić opfordrede også direkte til etnisk udrensning af alle muslimer i det østlige Bosnien. Hun bekymrede sig i sine udtalelser ikke så meget om, hvordan dette skulle foregå, men ønskede blot ikke at leve sammen med bosniaker. Hun hørte således til de virkelige hårde ledere i det politiske miljø i Bosnien. 

Plavšić var en kompromisløs dame, der ikke lagde skjul på sine meninger og sit syn på bosniakerne, og biologiprofessoren stod flere gange offentligt frem og gav udtryk for, at bosniaker var genetisk deforme serbere. I 1994 udtalte hun for eksempel til en bosnisk avis: ”Vi er forfærdede over det faktum, at antallet af ægteskaber mellem serbere og muslimer er steget, da blandede ægteskaber fører til en udveksling af gener mellem etniske grupper, og dermed til en udartning af det serbiske folk.”

Biljana Plavšićs stærkt nationalistiske udtalelser omhandlede ikke kun bosniaker, men også den anden store befolkningsgruppe i Bosnien – kroaterne. Her var hun dog knap så radikal i sine udtalelser. De stærke udtalelser og hendes hårdhændede ledelsesstil var med til at give hende tilnavnet “Jernkvinden”. Først i 1997, to år efter krigens afslutning, kasserede hun sine ellers så faste overbevisninger. Så sent som 1996 blev hun citeret for at have kaldt Arkan, en militsleder som stod bag nogle af de værste overgreb på civilbefolkningen i Bosnien, for: ”En serbisk helt, en sand serber!” Hvorefter hun konstaterede, at ”det var den slags mænd, der var brug for i Bosnien”.

Biljana Plavšićs rolle

Biljana Plavšić var medlem af det kollektive præsidentskab i Republika Srpska og udgjorde sammen med den bosnisk serbiske præsident Radovan Karadzic, Ratko Mladic, Nikola Koljevic og Momcilo Krajisnik inderkredsen af den politiske ledelse. Som en del af den politiske ledelse havde hun kendskab til politiske beslutninger, og hun deltog også i planlægningen af de etniske udrensninger. Biljana Plavšić var ikke den, der ”trykkede på aftrækkeren” eller gav ordre til de etniske udrensninger. Dermed havde hun en mindre rolle i at føre ordene om at fjerne ikke-serbere ud i livet end for eksempel den bosnisk serbiske præsident Karadžić og den militære leder Mladic. Ikke desto mindre opfordrede og støttede hun kampagnen ved at sidde i den politiske ledelse og ved sine yderligtgående og kompromisløse udtalelser, som støttede op omkring de etniske udrensninger og dermed drab på civile bosniaker og kroater. Offentligt benægtede hun de serbiske overgreb, selv om hun havde fuldt kendskab til de omfattende etniske udrensninger, og hun var på den måde med til at dække over forbrydelserne. 

Efter krigen udnævntes Plavšić til Republika Srpskas nye præsident og blev med tiden lidt af en politisk kamæleon. Hun brød med Karadzic, som nu var anklaget ved ICTY for sin rolle i de etniske udrensninger i Bosnien. Hun førte en mildere politik overfor de andre etniske grupper i Bosnien, og som landets nye præsident begyndte hun at samarbejde med Vesten. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har siden udtalt, at Biljana Plavšić i sit præsidentembede fra 1996-1998 bidrog væsentligt til den svære demokratiseringsproces i Bosnien og til opretholdelsen af Dayton-aftalen. Hendes kursskifte omkring 1997 kom for mange som en overraskelse. Desuden valgte Biljana Plavšić i 2001 frivilligt at overgive sig til ICTY og erkendte her sin medvirken i de etniske udrensninger i Bosnien.  

Kvinden der angrede – sagen ved ICTY 

Dommerne stod i sagen mod Biljana Plavšić overfor en leder, som bl.a. havde opfordret til etniske udrensninger, stået bag racistiske udtalelser og hyldet serbiske krigsforbrydere som helte. Samtidig stod de overfor en politisk leder, der som en af de første politikere på Balkan tilstod sine forbrydelser. Siden soldaten Drazen Erdemovići i 1996 som den første erklærede sig skyldig i forbrydelser begået under krigen, har kun 20 ud af mere end 150 anklagede gjort det samme. Plavšić tilstod under afhøringerne, at hun offentligt havde støttet og opfordret til at adskille de etniske samfund i Bosnien via massedrab, tvungen befolkningsforflytning, tortur og andre kriminelle handlinger. Men samtidig opfordrede hun under afhøringerne andre ledere fra alle sider til at følge hendes eksempel og tage deres del af ansvaret for krigen og de etniske udrensninger. Endelig undskyldte Plavšić gentagne gange under afhøringerne over for ofrene. Dommerne så Plavšić’ erkendelse af skyld, hendes høje alder, hendes politiske skifte i Republika Srpska, hendes opfordring til andre ledere om at erkende deres ansvar og undskyldningerne overfor ofrene som vigtige formildende omstændigheder, dvs. forhold der førte til en mildere straf. Den oprindelige anklage om, at Plavšić med sine handlinger havde begået folkedrab, blev frafaldet. 

Den 27. februar 2003 idømte ICTY den da 72-årige Biljana Plavšić 11 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. Hun blev derefter sendt til et kvindefængsel i Sverige for at afsone sin straf. Biljana Plavšić blev den første og eneste kvinde dømt ved ICTY for sin medvirken til de etniske udrensninger i Bosnien 1992-1995. Imidlertid begyndte Plavšić under afsoningen af sin fængselsstraf at sætte spørgsmålstegn ved sin tidligere erkendelse af skyld, bl.a. i en bog som hun skrev i fængslet. Hun forsøgte også at undgå at vidne i retssager mod sine tidligere kolleger, hvilket ellers havde været en del af hendes aftale om nedsat straf. Ikke desto mindre blev hun løsladt fra fængslet allerede i oktober 2009.

Hvad er vigtigst for ofrene - retfærdighed eller forsoning?

Som så mange andre sager ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, rejser sagen mod Biljana Plavšić en række vigtige spørgsmål. Dommerne slog fast, at spørgsmålet om forsoning spillede en central rolle i domsafsigelsen og understregede, at den forholdsmæssigt milde straf skulle være med til at skabe forsoning i Bosnien og forhåbentlig bidrage til, at andre ledere ville følge Plavšićs eksempel og stå frem. Erkendelsen af skyld var for dommerne centralt i forsøget på at finde sandheden i forbindelse med forbrydelsen. Sandheden anses for at være et centralt skridt frem mod forsoning.

Familiemedlemmer til ofrene for de etniske udrensninger var ikke tilfredse med dommen: ”Vi, familierne, finder det latterligt, at formildende omstændigheder blev taget ind i overvejelserne i sagen mod Plavšić. Hun var ikke så sympatisk, da hun udstedte ordrer, som resulterede i, at kvinder, børn og ældre blev dræbt”, sagde Kada Hodzic efter domsafsigelsen. Ofrenes udtalelser rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at en undskyldning til ofrene, den høje alder, anger og en erkendelse af skyld er formildende omstændigheder i en sag, hvor forbryderen har tusinder af liv på samvittigheden? Er det rimeligt, at en af de hovedansvarlige for forbrydelserne i Bosnien slipper for anklagen om folkedrab og dermed får en mildere straf?  Selv set i dansk kontekst er den straf, som Plavšić modtog, usædvanlig mild.

Den oprindelige artikel er forfattet af daværende specialestuderende (historie) Camilla Pedersen i samarbejde med DIIS i forbindelse med Auschwitz-dag 2005, der havde temaet "Gerningsmænd". Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.