I lejren
Fangerne fra Danmark ankom til et sted, der på mange måder lignede en by, men ikke var det. Selvom der var såkaldt ’jødisk selvstyre’ i byen, foregik alt inden for de rammer, som SS udstak. De mennesker, som boede i byen, var jødiske fanger, der sultede og var tvunget til at arbejde hårdt.
Theresienstadts historie
Theresienstadt ligger 60 km nord for Prag på vej mod Dresden. Grundstenen til byen blev lagt omkring 1780. På det tidspunkt lå Theresienstadt i Østrig-Ungarn og var egentlig et fort. Allerede i 1864 var der danske fanger i Theresienstadt. Det var danske soldater, der var taget som krigsfanger under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Theresienstadts status som fort blev ophævet i 1888, men byens mange kaserner blev fortsat brugt. Tjekkoslovakiet blev besat af tyske tropper den 15. marts 1939, og i november 1941 blev de første jøder fra Prag sendt til Theresienstadt.
En ”som-om”-by
Den østrigske fange Leo Strauss skrev i 1944 digtet ”Als ob –”,”som om”. Digtet illustrerer, hvordan Theresienstadt lignede en almindelig by uden at være det. Første strofe af digtet lyder sådan her:
”Ich kenn ein kleines Städtchen,
Ein Städtchen ganz tiptop –
Ich nenn es nicht beim Namen,
Ich nenn’s die Stadt Als-ob.“
I digtet fortæller han om ”som-om”-byen, hvor man lever sit liv, som om det var et liv, og lytter til rygter, som om de var sandhed. Man drikker ”som-om”-kaffe og spiser ”som-om”-mad. Man lægger sig på gulvet, som om det var en seng. Og man tager den svære skæbne, som om den ikke var så svær, og taler om fremtiden, som om den allerede var der.
’Selvstyre’
I Theresienstadt var der ’selvstyre’. Det betød , at der blev udnævnt en ’jødeældste’, som var overhoved for et såkaldt ’ældsteråd’. Man kan sammenligne det med en borgmester og et byråd. Men i virkeligheden havde de ikke meget at skulle have sagt. Alting skulle godkendes af lejrkommandanten, der udstedte ordrer, og så kunne ’ældsterådet’ bestemme, hvordan ordren skulle forvaltes. En ordre kunne fx være, at et antal mennesker skulle sendes til Auschwitz. Det var så ’ældsterådet’, der stod med den svære beslutning at udvælge, hvem det skulle være. I det omfang de havde mulighed for det, forsøgte ’ældsterådet’ at forbedre vilkårene i lejren, og de havde ansvaret for bl.a. lejrens sundhedsvæsen, for at uddelegere arbejdet i lejren og for lejrens kulturliv.
Ankomst
Ved fangernes ankomst til Theresienstadt blev al bagage undersøgt og alt, hvad der var værdifuldt, skulle afleveres. Fangerne fik tildelt en gul stofstjerne, hvorpå der stod Jude, og et såkaldt transportnummer. Nummeret blev ikke som i Auschwitz tatoveret på deres hud, men man skulle kende sit nummer – nummeret var fangernes identitet.
Boliger
Der var forskellige fangekategorier i Theresienstadt, og nogle fanger havde bedre boligforhold end andre. De fleste familier blev skilt ad og boede på overfyldte lofter i de gamle kasernebygninger – i store sovesale med køjesenge. Kvinder for sig, ofte sammen med de mindre børn, og mænd for sig. Mange børn boede på børnehjem i Theresienstadt. Blandt de danske fanger var der en lille gruppe ’prominente’ fanger, som fik det privilegium at bo sammen på værelser familievis. Der kunne godt bo flere ’prominente’ familier i ét værelse, men disse familier blev ikke skilt ad. Ved ankomsten fra Danmark blev de kvinder, der kunne arbejde, indkvarteret i Hamburgerkasernen og mændene på loftet i Hannoverkasernen. En af de overlevende har kaldt dette loft for Hotel Floh – Hotel Loppe.
For de mennesker, der var for gamle og svage til at arbejde, var forholdene endnu værre:
Arbejde
De fanger, som var i stand til at arbejde, blev sendt på hårdt fysisk arbejde – det gjaldt både børn og voksne. Fangerne arbejdede i de forskellige værksteder, der var i Theresienstadt, lavede vejarbejde eller passede SS’ernes haver. Et af de steder, man kunne komme til at arbejde, var værkstedet, hvor der blev spaltet glimmer. Glimmer eller marieglas, som det også kaldes, er et mineral. Det skulle spaltes – og det er både et meget svært og et meget ensformigt arbejde – og de fine flager blev så brugt i krigsindustrien. Der var også værksteder, hvor der blev fremstillet uniformer, bagt eller lavet sko. Nogle varer blev sendt til Tyskland, andre var til brug i lejren, fx brødet. Fangerne kunne også blive sat til at arbejde på lejrens sygehus, posthus eller alderdomshjem. Nogle af de unge mænd arbejdede som ligbærere.
Tid med familien
Efter en lang og hård arbejdsdag var det ikke meget tid, en familie kunne tilbringe sammen, og de trange forhold i de store sovesale gjorde ikke situationen lettere. Det var umuligt at opretholde et normalt familieliv, men man forsøgte alligevel. En af fangerne fra Danmark har senere beskrevet en aften i Theresienstadt:
Sult
Fangerne i Theresienstadt sultede. Den mad, de fik i lejren, var elendig. Hver tredje dag blev der udleveret brød, som de kunne spise til en tynd, grålig suppe. Der var aldrig frugt, grønt eller æg og kun meget sjældent mælk til børnene. Alt i alt fik de hver dag mad, så derfor indeholdt ca. 1000 kalorier. Et voksent menneske har behov for omkring 3000 kalorier om dagen, så derfor døde mange mennesker i lejren af sult eller underernæring. De unge, som arbejdede ekstra hårdt, fik en lidt større madration end de andre fanger. Gamle mennesker sad ofte udhungrede ved siden af suppekøen og tiggede om mad. Alex Eisenberg har gengivet det på denne måde:
Madpakker
I løbet af foråret 1944 ændrede forholdene sig drastisk for gruppen af fanger fra Danmark. De begyndte at modtage pakker med mad sendt fra Danmark. I begyndelsen var det almindelige mennesker, bl.a. organiseret af et netværk af præster, der simpelthen bare sendte pakker med posten fra Danmark til Theresienstadt. Det var ikke noget, man havde spurgt om lov til at gøre – man gjorde det bare, og pakkerne kom faktisk frem. I sommeren 1944 blev der officielt givet lov til, at danskerne kunne modtage pakker hjemmefra, og Røde Kors overtog en del af forsendelserne. Pakkerne blev i stort omfang betalt af Socialministeriet, som overførte penge til ”Fondet af 1944 til Sociale og Humanitære Formaal”. Det neutrale navn dækkede over pakkeforsendelser til Theresienstadt. På den måde kunne Socialministeriet give penge, uden at besættelsesmagten kendte til det.
Fanger fra andre lande kunne også modtage mad, men pga. hungersnøden i de fleste besatte lande var det svært at få lov til at sende mad ud af landet. Derfor var det kun fanger, som var heldige at kende nogen, der ville og kunne få lov til at sende dem mad, som modtog pakker.
Læs mere om hjælpepakkerne til danskene i Theresienstadt
Mad!
I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betaltes af den ’løn’, de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe noget for dem. Der var en butik, hvor man fx kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.
Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlige lejrmad, og de var pludselig ’rige’ og kunne bytte sig til andre ting, de manglede, fx sko, tøj, eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selvom den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse ned gennem det krigshærgede Europa:
Richard Ege, Jødisk Samfund, 21. årgang, nr. 1, jan. 1948. Professor Richard Ege fortæller om organiseringen af hjælpepakker til fangerne i ...