Hverdagens gerningsmænd

Mange almindelige borgere i Sovjetunionen medvirkede mere eller mindre frivilligt i myndighedernes evige jagt på fjender ved at angive familie, venner og kolleger til myndighederne. Spørgsmålet er, om disse mennesker angav andre for egen vindings skyld, eller om de i virkeligheden var ofre for et system, som fratog dem deres mulighed for at vælge og sige fra. 

Stikkere og angivere i Sovjetunionen

Terroren i Sovjetunionen blev i høj grad udført af det hemmelige politi, som udviklede et altomfattende stikkernetværk, der gennemsyrede alle dele af det sovjetiske samfund. Samfundet udviklede sig til et stikkersamfund, hvor staten forventede, at alle gode og retskafne sovjetborgere angav de af deres medborgere, som på den ene eller den anden måde modsatte sig regimet. 

Den almindelige sovjetborger havde pligt til at angive familiemedlemmer, venner, kollegaer og naboer, blot de eksempelvis sagde noget negativt om Stalin. Det betød, at ingen kunne vide sig sikker. En indbygger i Stalins Sovjetunionen har beskrevet dagliglivet i 1930’erne således:

Som citatet antyder, var der stikkere alle vegne. De var blandt venner og familie, på arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne, og der er endda eksempler på, at det hemmelige politi havde stikkere anbragt i fængslerne og fangelejrene for at opsnappe, om der blev talt dårligt om Stalin og hans regime blandt de indsatte. 

Befolkningen blev opdraget til at angive

En stor del af terroren i Sovjetunionen afhang af, at den almindelige befolkning angav hinanden. Kun på den måde kunne regimet finde alle formodede fjender af sovjetstaten og tilintetgøre dem ved enten at henrette dem eller sende dem i en af de berygtede Gulag-fangelejre. Derfor var det vigtigt for Stalin at få overbevist befolkningen om det fornuftige i, at de skulle angive selv deres nærmeste venner og familiemedlemmer til det hemmelige politi. 

Et oplagt sted for staten at foretage denne opdragelse var i skoler og børnehaver, hvor man havde mulighed for at præge børnene fra en tidlig alder. Skoleeleverne blev opfordret til at angive forældre, familiemedlemmer og skolekammerater. Eksempelvis blev eleverne i skolen opfordret til at angive, hvem der gik i kirke om søndagen, da det var en forbudt handling under Stalins regime. Eleverne kunne for eksempel blive bedt om at skrive en liste på tavlen med navnene på dem, som havde været til gudstjeneste om søndagen. Der er også eksempler på børn, som var blevet så indoktrinerede af systemet, at de af sig selv angav deres egne forældre til myndighederne. Et eksempel på dette var en 13-årig dreng, som i 1934 angav sin mor og meddelte myndighederne, at hun havde stjålet korn fra et kollektivbrug, hvilket var en forbrydelse, som kunne medføre dødsstraf. Drengen blev i Sovjetunionen fremstillet som en barnehelt, og modtog en belønning fra regimet, fordi han havde angivet sin mor. Moderens skæbne kendes ikke, men hun er formentlig endt i en af Sovjetunionens frygtede fangelejre eller er blevet henrettet.

Det var imidlertid ikke kun børnene, der blev opdraget til at angive. Den voksne befolkning blev blandt andet gennem en omfattende propaganda opdraget til at se det rigtige i at angive familie, venner og kolleger, der kunne anses for at være fjender af regimet. Propagandaen havde blandt andet til formål at udskille bestemte befolkningsgrupper og gøre dem til fjender af samfundet, og det var så befolkningens opgave at hjælpe til med at finde og angive disse fjender. På arbejdspladserne kom det eksempelvis til udtryk i afstemninger, hvor de ansatte ved håndsoprækning skulle tilkendegive deres tilslutning til kollegaers udrensninger. En udrensning betød, at man i første omgang blev udstødt af partiet - senere blev man arresteret og enten sendt i fangelejr eller henrettet.

Hvorfor blev man stikker?

Der er mange mulige forklaringer på, hvorfor folk endte som stikkere for det hemmelige politi. Mange har gjort det af frygt for regimet, ud fra den betragtning, at de på den måde kunne redde deres eget og deres families liv, fordi de så fremstod som gode og loyale sovjetborgere. Andre har gjort det, fordi de er blevet lovet, at de ved at angive kunne redde familiemedlemmer, som var blevet arresteret af det hemmelige politi. 

Da der blev set på stikkere med en vis velvilje fra regimets side, har nogle set det som en mulighed for at gavne egne karrieremuligheder, hvis man eksempelvis angav kolleger. Atter andre har set det som en mulighed for at få hævn over gamle fjender. Det var eksempelvis en almindelig begrundelse hos bønder, som følte, at de var kommet i klemme i systemet under kollektiviseringen af landbruget i slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne. De angav i stort antal lokale myndighedspersoner for på den måde at tage hævn for de uretfærdigheder og forbrydelser, som de følte, der var blevet begået imod dem tidligere. Det var i det sovjetiske retssystem stort set umuligt at bevise sin uskyld, og mange mennesker blev derfor dømt for forbrydelse, de aldrig havde begået, og derefter enten henrettet eller sendt i fangelejre.

Der var altså mange forskellige grunde til, at folk blev stikkere i Sovjetunionen. Nogle traf et bevidst valg, andre blev tvunget til det for at redde sig selv. Atter andre endte som stikkere ved et tilfælde. Ligegyldigt hvilke motiver den enkelte havde, fik det store konsekvenser for de personer, der blev angivet. Langt de fleste endte i en af Sovjetunionens utallige fangelejre, mens andre simpelthen blev henrettet.