Torturens nødvendighed
Tortur var et effektivt middel for regimet til at kontrollere og terrorisere den cambodjanske befolkning. Tortur producerede tilståelser fra ’samfundsfjender, skabte frygt blandt potentielle modstandere og var med til at tvinge folk til at være loyale overfor revolutionsprojektet. I løbet af regimets tid blev angivelser og tortur i stigende grad mere vilkårligt – ingen kunne vide sig sikre.
Ofre for folkemordet i Cambodja - fotos fra Tuol-Sleng-museets udstilling.
Institutionaliseret tortur – torturfængslet S-21
Torturen foregik over hele landet, men ét af de mest berygtede steder for dette var torturfængslet S-21, hvor omkring 14.000 fanger blev afhørt og tortureret af det hemmelige politi Santebal i perioden fra 1975 til 1979. Ingen fanger blev på noget tidspunkt løsladt – kun syv menes at have overlevet. Fra det øjeblik fangerne ankom sammenlænkede og med bind for øjnene til S-21, ophørte de med at blive betragtet som mennesker. En fange i Santebals varetægt var automatisk skyldig, hvilket ofte medførte forhør, hvor hverken forhørslederen eller fangen var klar over, hvad anklagen lød på. Det var forhørslederens opgave at få så mange tilståelser fra fangerne som muligt, og det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt der skulle bruges tortur eller ej, men snarere hvor meget der skulle til, før en fange tilstod.
Under afhøringerne af fangerne blev der anvendt tortur i et omfang, der langt overgår andre kommunistiske stater. Torturen kunne blandt andet indebære, at fangerne blev tvunget til at spise fangevogternes afføring, udsat for elektrochok og langsom kvælning med plasticposer, kombineret med alt lige fra knoglebrækning til drukning. Eftersom forhørslederne, unge mænd mellem 15 og 22 år, selv var under skarp overvågning og konstante dødstrusler for at skaffe et dagligt antal tilståelser, var der ofte tale helt absurde erklæringer, som end ikke fangerne selv forstod.
De fleste, som tilstod, blev kørt udenfor byen til fængslets henrettelsesplads (også kaldet ’Killing Fields’), hvor de blev tvunget på knæ, fik knust baghovedet med en jernstang og derpå smidt i en massegrav. Tilstod de ikke, døde de enten under den gentagne tortur eller blev henrettet alligevel.
S-21's fangevogtere
I modsætning til inderkredsen omkring Pol Pot, som bestod af intellektuelle, hvoraf de fleste havde en fortid som skolelærere, var personalet i S-21 hovedsagelig dårligt uddannede fra landet. Lederen af fængslet, Duch, valgte bevidst at sætte børn og unge mellem 15 og 22 år uden erfaring til at gennemføre afhøringerne. Når Duch først én gang havde fået nedbrudt en ung mands grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre med et andet menneske, havde systemet det mest effektive terrorredskab, man kan forestille sig. De unge bødler var letpåvirkelige og søgte bekræftelse og accept fra deres intellektuelle ledere, som pressede dem til at bruge mere vold i bestræbelserne på at få så mange tilståelser som muligt.
Tilståelsernes voldsspiral og virkeliggørelsen af en forestillet fjende
’Forrædere’ og ’samfundsfjender’ var dømt skyldige fra starten og blev gennem tortur aftvunget vilkårlige tilståelser, der ofte fokuserede på afsløringen af komplotter. Derved fandt ikke kun usandsynlige planer om kup vej til tilståelses-erklæringerne, men også en række uskyldige menneskers navne blev angivet som medsammensvorne i de påståede kup-planer. Resultatet var en hurtigt eskalerende dødelig kædereaktion af mistænkeliggørelser, arrestationer, tilståelser og yderligere mistænksomhed og arrestationer og massehenrettelser.
I et system, som byggede på paranoia og angsten for illoyalitet, blev Tuol Sleng den nødvendige institution til virkeliggørelsen af en forestillet fjende. Ved gennem tortur at fremskaffe overdrevne tilståelser, kunne De Røde Khmerer på bagvendt vis legitimere nødvendigheden af selvsamme tortur. Tilståelserne, som bekræftede Pol Pots paranoide forestillinger om, at det vrimlede med hemmelige agenter for det amerikanske efterretningsvæsen CIA og det sovjetiske KGB, spioner af forskellig slags og politiske modstandere, understregede blot nødvendigheden af disse strenge afhøringsmetoder og producerede håndfaste beviser på, at der fandtes en allestedsnærværende fjende.
De sidste krampetrækninger
Hvordan kunne de?
Nogle forhørsledere er senere blevet interviewet om, hvordan de var i stand til at udføre så grufulde ting mod deres medmennesker. Ofte har svaret været, at så snart en person var stemplet som ’samfundsfjende’ var han i bødlens øjne ikke længere et menneske, og man kunne derfor gøre med fangen, som man ville ’for samfundets skyld’. Andre har svaret, at hvis ikke de nåede et bestemt antal tilståelser per dag, ville de selv blive henrettet.
Både mistænkeliggørelserne og afstraffelserne var altså temmelig tilfældige, og ingen kunne vide sig sikker - selv ikke medlemmer af De Røde Khmerer. For eksempel menes det, at omkring en tredjedel af alle fangevogtere i S-21 blev henrettet, enten fordi de udviste følelser, ikke fik de nødvendige tilståelser eller bukkede under for arbejdspresset. Senere, da høsten slog fejl, bønderne døde af sult eller fejlernæring, hospitaler og markeder var forsvundet, og Pol Pots vision for Demokratisk Kampuchea efterhånden begyndte at smuldre, foregik udrensningerne også indadtil - fra distriktsledere og helt op til Pol Pots inderste kreds. Ifølge De Røde Khmerer fandtes der ingen andre forklaringer på det mislykkede projekt end intern sabotage.
Læs mere om dette i aktør-artiklen: Børn som torturbødler