Efter krigen

I dag er Theresienstadt, eller Terezìn som den hedder i dag, en lille provinsby i Tjekkiet, hvor mennesker bor og lever almindelige liv. Men samtidig er Theresienstadt også et mindested, og byen har et museum med udstillinger om byen som kz-lejr.

Gade i Theresienstadt i dag © Suvi Helminen

De kom ikke tilbage

Størstedelen af de mennesker, der var blevet sendt fra Danmark med de fire ’jødetransporter’ i oktober og november 1943, kom tilbage til Danmark i løbet af sommeren 1945. Men det var ikke alle, der klarede sig igennem tiden i Theresienstadt. Hverdagen med sult, angst, overbefolkning, hårdt fysisk arbejde og epidemier kostede mange menneskeliv. Af de danske fanger døde 51 voksne og 2 spædbørn, som var født i lejren i Theresienstadt. Derudover blev en af fangerne fra Danmark deporteret fra Theresienstadt til en udryddelseslejr. En anden fange, der med den fjerde transport var kommet til Sachsenhausen, blev sendt derfra til Majdanek – ingen af de to overlevede. I alt døde altså ca. 10 % af de jødiske fanger fra Danmark. Af lejrens ca. 140.000 fanger døde ca. 35.000 mennesker i Theresienstadt.

Theresienstadt – i dag 

Mindeplade i byen Terezín for danskerne i den tidligere lejr Theresienstadt © Suvi Helminen

I dag findes der et stort museum med flere afdelinger i Theresienstadt. I selve byen, hvor bl.a. de danske fanger boede, er der udstillinger om lejrens historie og kulturliv. Man kan også besøge et rum, der blev brugt som synagoge, og i ceremonihallen og krematoriet er der udstillinger om, hvordan man behandlede de døde, hvordan krematoriet fungerede, og hvad der senere skete med asken.

Museet i Den Lille Fæstning © Suvi Helminen

I Den Lille Fæstning, der ligger ved siden af selve byen, er der en udstilling om fængslets historie. Udstillingen i Den Lille Fæstning omhandler primært tjekkisk modstand og politiske fanger under 2. Verdenskrig. Mange danske skoleklasser besøger Den Lille Fæstning, som indtil 1991 havde den eneste udstilling i Theresienstadt. I et dansk perspektiv er det dog udstillingerne i selve byen, der er de mest interessante, da de handler om de steder, hvor alle danske fanger – på nær én – var under krigen.

 

 
Kilder

Lily Bornstein, Jødisk Samfund, 22. årgang, nr. 4, april 1948. I artiklen fortæller danske Lily Bornstein om sit gensyn med Theresienstadt, hvor hun ...

Gensyn med Theresienstadt
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information