Srebrenica efter massakren
I dag ligger Srebrenica i den serbiske republik, Republika Srpska. Der er gået over et kvart århundrede siden massakren, men byen er stadig synligt tynget af sin historie. Det samlede indbyggertal er faldet markant.
Opbevaring af lig efter Srebrenica-massakren, som skal identificeres af International Comission for Missing People. © Jasmin A., Public domain, via Wikimedia Commons
Før krigen i Bosnien var godt to tredjedele af Srebrenicas 36.000 indbyggere bosniske muslimer, mens en tredjedel var bosniske serbere. Til sammenligning bor der i dag kun 7.500 mennesker i byen – 55% serbere og 45% bosniakker. Mange af byens tidligere muslimske indbyggere har ikke ønsket at vende tilbage. For mange andre har det ikke været muligt, f.eks. på grund af chikane og en ekstrem serbisk nationalisme, der findes i store dele af Republika Srpska.
I årene efter massakren og Dayton fredsaftalen havde Srebrenica en bosniak som borgmester og en serber som viceborgmester. Men ved lokalvalget i 2016 vandt en serber valget og blev byens første serbiske borgmester siden krigen – og det ovenikøbet på et meget nationalistisk program med en lodret benægtelse af, at der har fundet et folkedrab sted i Srebrenica.
En by i forfald
Srebrenica lider stadig efter massakren. Området omkring byen er økonomisk og politisk ustabilt, og byen er stadig præget af det enorme traume og den negative symbolik, som massakren har knyttet til området.
Byen var i årevis efter massakren præget af stor arbejdsløshed, beskadigede elektricitets- og vandforsyninger, ødelagte huse og en elendig økonomi. Samtidig blev genopbygningen forsinket på grund af lokale indbyggeres ekstreme nationalisme og til tider direkte hindring af genopbygningsprogrammer. Det betød også, at det internationale samfund ikke ydede bistand til området før i 1999. Konsekvensen var, at situationen i Srebrenica var fastlåst fra 1995 til 1999. Der var ingen genopbygning, ingen udvikling og ingen tilbagevending af flygtninge.
Kun få er vendt tilbage
Dayton-aftalen
Krigen i Bosnien blev afsluttet med indgåelsen af Dayton-aftalen i 1995. Aftalen blev underskrevet af Alija Izetbegovic (Bosniens daværende præsident), Franjo Tudjman (Kroatiens daværende præsident) og Slobodan Milosevic (Serbiens daværende præsident) den 14. december 1995. Dayton-aftalen etablerede rammerne for den nye, selvstændige stat, der dermed blev delt i to enheder: Føderationen, der primært er beboet af bosniaker (bosniske muslimer) og bosniske kroater, og en serbisk republik (Republika Srpska), der primært er beboet af bosniske serbere.
De to enheder har hver vidtgående selvstændighed og er organiseret, så der kun er meget lidt indbyrdes kontakt mellem de tre etniske grupper. Fredsaftalen fastslog samtidig, at aftalens parter var forpligtede til at sikre, at alle flygtninge og internt fordrevne fik ret til og mulighed for at vende tilbage til deres oprindelige hjem. Den dobbelte statsopbygning har dog i høj grad kompliceret mulighederne for tilbagevending.
Den største donor-nation i Srebrenica er Holland. Det er nationens måde at betale tilbage på efter det svigt, som hollandske FN-soldater udsatte Srebrenicas civile indbyggere for i juli 1995. Det er dog en stor udfordring at muliggøre en sikker tilbagevending, og det gælder både økonomi og politisk vilje. Mange steder er husene stadig ødelagte, andre steder er fremmede flyttet ind i de huse, som flygtningene forlod under krigen. De nye indbyggere er i mange tilfælde selv flygtet fra forfølgelse og overgreb i andre dele af landet.
En anden udfordring for dem, der har ønsket at vende tilbage, er de mange formaliteter og krav, der stilles om at udfylde ansøgningsformularer, vente på tilladelser mm. For mange betyder det, at tilbagevendingsprocessen bliver forhalet eller helt blokeret af ineffektive lokale myndigheder. Ofte sker det som en direkte chikane. Andre gange er årsagen, at det bosniske samfund kæmper med store økonomiske og administrative udfordringer, og at der derfor ikke er meget overskud til også at hjælpe de tilbagevendende flygtninge.
Endelig har det været et problem at få unge til at vende tilbage. Srebrenica er ikke et attraktivt sted for unge mennesker – hverken på grund af byens historie, den høje arbejdsløshed eller den ringe økonomi. Resultatet er, at mange af de tilbagevendte er ældre mennesker, der ikke i samme grad kan skabe udvikling.
Krav fra de overlevende
De fleste af de kvinder, som blev evakueret fra området i 1995, bor nu i Tuzla, som ligger i Føderationen, hvor flertallet er bosniske muslimer. Kvinderne har mistet familiemedlemmer, ægtefæller og venner. Mange af de efterladte kvinder organiserede sig efter krigen i organisationen ”Kvinderne fra Srebrenica”. De kæmper – i dag som dengang – for retfærdighed og værdighed for både de døde og de efterladte. Kvinderne krævede blandt andet, at alle facts om Srebrenica skulle afdækkes og offentliggøres, og at alle anklagede krigsforbrydere skulle arresteres og bringes for en domstol. Hovedparten af disse krav er i dag imødekommet: Mange af de døde er blevet identificeret og begravet, og de hovedansvarlige for massakren er alle anholdt og udleveret til retsforfølgelse ved ICTY i Haag. Den sidste var general Ratko Mladic, der blev anholdt i Serbien i maj 2011.
Læs artikel om betydningen af Mladic’ anholdelse for nogle af de overlevende
Hvem var ansvarlig?
Men de overlevendes kamp for oprejsning har også budt på nederlag. I 2004 rejste en gruppe af de efterladte kvinder fra Srebrenica til Holland for at forsøge at få erstatning fra den hollandske regering. Kvinderne anklagede de hollandske myndigheder for ikke at have stoppet gerningsmændene og for ikke at have levet op til deres internationale retslige forpligtelse til at beskytte civile. I et brev til det hollandske udenrigsministerium bad kvindernes advokater om erstatning for deres tab. Kravet, de stillede, var på 2,4 mia. dollars (14,7 mia. kr.), og blev stillet på vegne af mellem 9.000 og 10.000 overlevende. Kvinderne fik ikke medhold i deres sag.
Men flere lignende sager er fulgt efter. I 2008 sagsøgte to bosniske muslimer de hollandske myndigheder for tre af deres familiemedlemmers død. De to mænd overlevede selv massakren, fordi de arbejdede for FN i Srebrenica. Men de mistede deres familier, som de ellers havde forsøgt at beskytte på FN-basen i byen. Familierne blev dræbt, fordi hollandske FN-tropper gennede dem ud fra basen, hvor de havde søgt tilflugt. I 2008 blev sagen afvist i Haag, men de to mænd ankede sagen, og i juli 2011 fik de medhold i en appelretssag i Holland: Retten slog nu fast, at den hollandske stat ikke havde gjort nok for at beskytte deres lokalt ansattes familier, og at de dermed havde ansvar for de tre mænds død. Det var første gang, en domstol dømte medlemmer af det internationale samfund for deres rolle i Srebrenica.
I 2014 afgjorde en hollandsk domstol, at den hollandske stat havde ansvaret for over 300 bosnisk-muslimske mænds og drenges død. Det var første gang, at en nation blev holdt ansvarlig for en fredsbevarende FN-styrkes handlinger. En appeldomstol ændrede dog 3 år senere dommen til, at Holland kun var delvis ansvarlig.
På trods af den historiske dom har retten dog ikke dermed taget stilling til det langt større spørgsmål: om Holland også er juridisk ansvarlig for de tusindvis øvrige civile, der befandt sig udenfor basen og omkom under massakren.
Under alle omstændigheder har massakren lige siden været et åbent sår i Holland. I 2022 gav den hollandske stat en formel undskyldning til de hollandske FN-soldater, der i juli 1995 skulle forsvare Srebrenicas indbyggere. Den hollandske premierminister Mark Rutte erklærede på den hollandske nations vegne, at FN-soldaterne blev ladt i stikken, da de bad om hjælp til at forhindre det bosnisk-serbiske stormløb mod byen.
Kilde: Se klip fra Al-Jazeera om dommen i Holland
Begravelsen af de døde
Tusindvis af mennesker samledes i marts 2003 til en massebegravelse af 600 identificerede lig fra Srebrenica-massakren. Det internationale samfunds daværende Høje Repræsentant Paddy Ashdown og USA’s tidligere præsident Bill Clinton var til stede ved ceremonien og hjalp med at sænke kisterne i jorden. Det internationale samfund har ydet støtte til en gravplads, som er bygget ved siden af den tidligere FN-base i udkanten af Srebrenica. Gravpladsen fungerer samtidig som et mindesmærke for de døde. De 600, der blev begravet i 2003, var de første identificerede lig fra 60 forskellige massegrave i området.
Siden massebegravelsen i 2003 har Bosnien hvert år markeret Srebrenica-massakren ved en mindehøjtidelighed den 11. juli. Hvert år begraves de lig, der i løbet af det forgangne år er blevet identificeret. Den 11. juli 2011 blev 613 ofre begravet.
I juli 2020 blev 15 års dagen markeret ved en stor mindehøjtidelighed. Da var næsten 6.900 af de over 8.300 ofre blevet fundet og identificerede. De menneskelige rester var blevet fundet i over 80 forskellige massegrave.
Alle ofre skal identificeres
For første gang i historien har man i Bosnien besluttet, at samtlige lig skal registreres og identificeres. Dette registreringsarbejde bliver dog besværliggjort af, at mange lig har været begravet i såkaldte sekundære massegrave, hvor de er blevet flyttet fra én massegrav til en anden. Det betyder, at ligene er sønderdelte, og at DNA-materiale i nogle tilfælde er spredt over store områder eller flere massegrave. Tusinder af lig efter krigen i Bosnien er derfor stadig uidentificeret.
Det vækker stor frustration for mange tilbageblevne. De fleste ved godt, at der er meget ringe sandsynlighed for, at deres savnede stadig er i live, men for nogen lever håbet endnu. Mange efterladte fremhæver, hvor vigtigt det er, blot at få vished og at kunne give deres pårørende en begravelse.