Benægtelsen af det armenske folkedrab

Det armenske folkedrab bliver også kaldt ’Det glemte folkedrab’, fordi det ikke fylder særlig meget i historiebøgerne, og fordi almindelige mennesker næsten ingenting ved om det. Men det kunne med lige så stor ret kaldes 'Det benægtede folkedrab', fordi det er det folkedrab, der benægtes mest massivt og sofistikeret. Benægtelsen af folkedrabet fremstår ofte meget velargumenteret og i videnskabelig form, hvilket kan gøre benægtelsen svær at gennemskue, hvis man ikke selv har særlig stor viden om emnet. 

Hvad er folkedrabsbenægtelse?

Kort fortalt er folkedrabsbenægtelse, når enkeltpersoner, offentlige myndigheder eller organiserede grupper påstår, at et folkedrab ikke har fundet sted. Benægtelse af et folkedrab kan ske på mange forskellige måder. Det kan ske ved at sige, at det aldrig er sket, ved at fordreje fakta, ved at fortie det eller at få omfanget af det til at virke mindre. Der er forskellige grader af benægtelse, men de fører alle sammen til det samme resultat: At der bliver sået tvivl og spredt fejlinformation om et folkedrab. 

Hvem benægter det armenske folkedrab?

Siden 1923 har den tyrkiske stat haft den officielle holdning til det armenske folkedrab, at det, der skete med armenierne i Osmannerriget i 1915, ikke kan betegnes som et folkedrab. Ifølge den tyrkiske stat var begivenhederne i 1915 mere en slags borgerkrig, som armenierne selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod Osmannerriget i begyndelsen af 1. Verdenskrig. 

Læs mere om den tyrkiske stats benægtelse af det armenske folkedrab

Fra 1923 til 1960’erne var benægtelsen af det armenske folkedrab mest noget, der fandt sted i Tyrkiet af tyrkiske politikere og historikere. Men fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag er folkedrabet også blevet benægtet af amerikanske og europæiske forskere og politikere. Der er flere eksempler på, at de amerikanske historikere, der har benægtet det armenske folkedrab, har fået deres arbejde sponseret af den tyrkiske stat.

Hvorfor benægte?

Der er to årsager til, benægtelsen af det armenske folkedrab stadig står stærkt i dag. I Tyrkiet benægtes folkedrabet, fordi en anerkendelse af det anses for en skamplet på militærets og embedsmændenes historie; to institutioner, der stadig er meget magtfulde i Tyrkiet i dag. Flere af de embedsmænd, der spillede vigtige roller i grundlæggelsen af det moderne Tyrkiet i 1923, havde også magtfulde poster under den regering, der begik folkedrabet. Den manglende anerkendelse af det armenske folkedrab kan også skyldes en modvilje mod, at Tyrkiet i udlandet bliver kendt som en ’folkedræber-nation’. Sluttelig vil en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet muligvis rejse spørgsmål om økonomisk erstatning eller overdragelse af tyrkiske landområder til armenierne, hvilket den tyrkiske regering næppe ønsker.

I Vesten er der politikere og forskere, der ikke bruger betegnelsen ’folkedrab’ om det armenske folkedrab, sandsynligvis af frygt for at lægge sig ud med Tyrkiet, der er en vigtig brik i international storpolitik. Under Den Kolde Krig var Tyrkiet eksempelvis en vigtig allieret for Vestblokken, fordi landet var nabo til supermagten Sovjet, men var vestligt orienteret og medlem af NATO. Efter 11. september har Tyrkiet spillet en anden vigtig rolle i international politik, idet landet er en vigtig samarbejdspartner for bl.a. USA i krigen mod terror. 

Hvordan benægtes det armenske folkedrab?

Benægtelsen af det armenske folkedrab følger nogle bestemte mønstre, som også er kendt fra benægtelse af andre folkedrab, eksempelvis Holocaust-benægtelse.  

• Sæt spørgsmålstegn ved, om begivenhederne hører ind under FN’s definition på folkedrab 
  At sætte spørgsmålstegn ved, om bestemte massakrer hører ind under FN’s folkedrabsdefinition, er en ofte anvendt benægterargumentation. I forbindelse med det armenske folkedrab bliver definitionsspørgsmålet brugt til at argumentere for, at armenierne ikke blev udslettet, fordi de tilhørte en bestemt etnisk eller religiøs gruppe, men på grund af deres politiske holdninger, hvilket ikke er dækket at FN’s folkedrabskonvention.
• Giv ofrene skylden
  At give ofrene skylden for det folkedrab, der er overgået dem, kan ske ved fx at sige, at de selv havde provokeret, truet eller erklæret krig mod deres gerningsmænd. På den måde skyldes dødsfaldene ”almindelig” krig og konflikt, hvor skylden ligger på begge parters side. Når det armenske folkedrab benægtes med denne strategi, sker det ved at fastholde, at armenierne havde erklæret krig mod tyrkerne ved at støtte russerne militært under 1. Verdenskrig og fremprovokerede drabene ved at kræve deres egen stat. 
• Sig, at dødsfaldene var uundgåelige
  At argumentere for, at et folkedrabs mange dødsfald var uundgåelige, finder bl.a. sted, når det erklæres, at dødsfaldene var resultat af sygdom og sult frem for egentlig vold og mord. En af måderne det armenske folkedrab bliver benægtet, er en påstand om, at det var en slags hændeligt uheld, at mange hundrede tusind armeniere døde som resultat af sult, tørst, udmattelse og sygdom under ”forflyttelsen” til den syriske ørken. Det fjerner skylden fra den regering, der havde organiseret ”forflyttelsen”, som i virkeligheden bestod af dødsmarcher og deportationer.
• Sæt spørgsmålstegn ved statistik og dødstal
  At sætte spørgsmålstegn ved et folkedrabs dødstal er en meget almindelig måde at benægte et folkedrab på. Denne argumentation bruges også af benægtere af det armenske folkedrab i og med, de erklærer, at der slet ikke boede 1,5 mio. armeniere i Osmannerriget i 1915 (dødstallet er anslået til mellem 1 mio. og 1,5 mio.), og at dødstallene derfor er utroværdige og urealistiske.

Af historiker Ulla Nedergård Pedersen i samarbejde med DIIS, 2008