Danske jøder i svensk eksil

I forbindelse med den nazistiske jødeaktion i efteråret 1943 blev en stor gruppe danskere flygtninge. De 8000 danske jøders flugt til Sverige er den største danske flygtningestrøm i nyere tid.

Modtagelsen i Sverige

Efterhånden som de dansk-jødiske flygtninge ankom i sikkerhed i Sverige, blev de sendt til en modtagelsescentral i enten Malmö, Helsingborg eller Trelleborg. Her var der ansat danske politifolk, som selv var kommet til Sverige som flygtninge. Flygtningene blev afhørt, først af det svenske, siden af det danske politi. Både de svenske og danske myndigheder ledte efter desertører fra Waffen SS og nazister, men faktisk blev også sabotører og kommunister, der blev betragtet som farlige af det svenske politi, sendt til en særlig observationslejr. Efter modtagelsen blev flygtningene undersøgt af læger, hvorefter de fik udleveret tøj og blev indkvarteret i sovesale. Fra modtagelsescentralerne blev flygtningene fordelt til forskellige flygtningelejre. Det skete blandt andet efter kriterier som ægteskabsstatus, arbejdsduelighed og alder. 

I flygtningelejr

Da flygtningestrømmen steg dramatisk i oktober 1943, blev det nødvendigt ikke alene at organisere modtagelsen, men også husning af flygtningene. De fleste ankom uden penge og kun med sparsom bagage og tøj. De svenske myndigheder traf i hast aftaler med en række hoteller, pensionater og vandrehjem om indkvartering af flygtningene. Det tjente flere formål at samle flygtningene: dels at sikre kontrollen med såkaldte subsistensløse, dvs. fattige, flygtninge, dels med politisk mistænkelige eller kriminelle personer. 

En flygtning, som ankom til Sverige i oktober 1943, kunne ikke undgå at komme i flygtningelejr, medmindre en svensk statsborger garanterede for hans eller hendes økonomiske understøttelse. Ingen flygtning kunne forlade flygtningelejrene, medmindre hans og familiens levebrød var sikret enten gennem en garanti fra en svensk statsborger eller ved en aftale om arbejde og bolig. 

Strenge vilkår i idylliske sommerpensionater

De danske flygtninge blev indkvarteret i sommerpensionater og hoteller, da de ankom til Sverige. Svenskerne kaldte disse flygtningelejre forlægninger, fordi udtrykket ”flygtningelejr” gav uheldige associationer til primitive, midlertidige teltlejre. Men der var stor kontrast mellem forlægningernes romantiske udseende og charmerende titler som ”kuranstalt” og ”herregårdspension” og den virkelighed, som mødte flygtningene. Ofte var forlægningerne overbefolkede, toilet- og badeforhold var utilstrækkelige, og madrationerne var beskedne.

Trods det herskabelige ydre og de smukke omgivelser, som gengives på idylliske postkort, afslører fotografierne ikke, at der var tale om primitive forhold og sørgelige måltider. Vinterkulde, syge småbørn og den psykiske overlast, som mange flygtninge havde lidt, var en åbenlys belastning. Andelen af selvmord blandt flygtningene var høj. Desuden viste mange flygtninge tydelige symptomer på depression og PTSD, Post Traumatisk Stress Syndrom. 

Restriktiv eller inkluderende flygtningepolitik?

Sammenlignet med den restriktive flygtningepolitik, som Sverige – og Danmark – havde ført over for tyske flygtninge i 1930'erne, var indskrænkningerne i de danske flygtninges liv i Sverige overraskende få. Flygtningene fik opholds- og arbejdstilladelse. De fik lov til at forlade opsamlingssteder og flygtningelejre og bosætte sig i det svenske samfund, hvis de fandt arbejde og bolig. Den svenske stat opfordrede til integration i det svenske samfund gennem sport, kultur og foreningsliv. 

De forskellige flygtningegrupper

Jøderne var den første, og længe den største, flygtningegruppe i Sverige. Men de opholdt sig som flygtninge i Sverige sammen med en række andre grupper, bl.a. danskere, som af eventyrlyst og opportunisme, eller fordi de frygtede at blive likvideret som stikkere, havde valgt at forlade Danmark. Dertil kom nu mennesker fra modstandsbevægelsen; fx fiskere, som sejlede for de illegale ruter, og intellektuelle, som udtrykte modvilje mod besættelsesmagten – som alle følte jorden brænde under sig. Den danske ambassade var tidligt opmærksom på potentielle konflikter mellem flygtningegrupperne og frygtede, at der blev skelnet mellem 'danskere' og 'jøder'.

”Jødekontoret”

På den danske ambassades flygtningekontor i Stockholm var det nødvendigt at forholde sig til antisemitiske fordomme, som blev rettet mod kontorets medarbejdere og mod dets leder, dr. jur. Stephan Hurwitz. Han havde fra begyndelsen gennemført, at der skulle være en ligelig fordeling af jøder og ikke-jøder blandt de ansatte på flygtningekontoret. Det forhindrede dog ikke, at flygtningekontoret ofte blev betegnet ”Jødekontoret” blandt ikke-jødiske flygtninge. 

Fordomme mod jøder – også i Sverige 

Desuden oplevede de jødiske flygtninge antisemitisme i forlægningerne, både fra medflygtninge, hotelværter og det svenske lokalsamfund. Danske modstandsfolk i Sverige hævdede, at de jødiske flygtninge fik særbehandling og hyggede sig på tryg afstand af krigen i Danmark, og de betvivlede jødernes bidrag til modstandskampen. De antisemitiske fordomme var både racistiske og aggressive. Der var også eksempler på, at jødiske flygtninge blev diskrimineret af de svenske værter i flygtningelejrene og mødte fordomme og chikane fra lokalbefolkningen. 

Forklaringen på, at danske flygtninge i Sverige gav udtryk for antisemitisme, er delvist, at flygtningetilværelsen var en psykisk belastning, hvor antisemitiske fordomme kunne være en bekvem forklaring på egne frustrationer og angst. Men antisemitismen trak på traditionelle og rodfæstede antisemitiske fordomme. Paradoksalt nok kunne et hvilket som helst karaktertræk fortolkes som særligt ”jødisk”, uanset om anklagen gik på, at de jødiske flygtninge var for passive, for aktive, for fattige eller for rige. At de dansk-jødiske flygtninge også mødte fordomme i det svenske samfund vidner om, at racisme og racetænkning var en del af datidens tankegang. Racismen påstod, at jøder var anderledes, uanset deres levevis og religiøse overbevisning, og ikke ”rigtige” danskere.  Og antisemitismen forsvandt da heller ikke, da Befrielsen endelig kom. 

Den svenske stat skelnede mellem "danskere" og "jøder"

Den svenske stat skelnede også mellem ”danskere” og ”jøder”. Det startede allerede ved ankomsten, hvor det svenske politi registrerede alle jøder med et ”M” eller ”MT”. Formelt stod ”M” og ”MT” ganske vist for ”Mosaisk Trosbekendelse”, men definitionen var baseret på en opfattelse af, at jøder udgjorde en særlig race og så derfor reelt bort fra netop trosbekendelse og overbevisning, når også personer, der var døbt, blev betragtet som ”jøder”. Det er stadig uklart, hvad den svenske stat skulle bruge registreringerne til, men de fortæller om, hvor rodfæstet racetænkningen var i det svenske samfund. 

Mødet med antisemitismen var en chokerende belastning for de jødiske flygtninge og vakte bekymring for den fremtid, som freden ville bringe.

 

Ikke en sommerferie

Et mere virkelighedsnært billede af livet i de danske forlægninger reducerer ikke den svenske indsats for de danske jøder. Den svenske gæstfrihed var et brud med årtiers restriktive flygtningepolitik over for jødiske flygtninge – også selvom man fastholdt fortidens racistiske registrering. De danske jøder mødte en meget liberal flygtningepolitik, som tillod dem at bosætte sig i det svenske samfund og frit søge arbejde. Svenskerne skulle på ganske få dage improvisere opholdssteder til tusindvis af mennesker, og alle forventede, at eksilet ville blive af kortere varighed. Derfor var sommerpensionaterne et oplagt valg. Når det alligevel er væsentligt at påpege forlægningernes karakter, er det for at understrege, at ophold på disse steder, trods det romantiske udseende, langtfra var en sommerferie. 

 

Efter en dramatisk tur over Østersøen ankommer Bent Melchiors familie til Sverige, hvor der venter en tilværelse som flygtning, og de udfordringer det indebærer. Se flere film med Bent Melchior her

Konsekvenser for flygtningene

De danske jøders flugt og ophold i eksil i Sverige havde store økonomiske og psykiske konsekvenser. Selv om flugten havde været kortvarig, og Sverige kulturelt og sprogligt lignede Danmark, var flugt og eksil en stor psykisk belastning. Frygten for, hvad der kunne være sket med familiemedlemmer, der var blevet arresteret og deporteret til Theresienstadt, og savnet af børn og familie, man havde måttet efterlade i Danmark, sled på nerverne og ægteskaberne. De fleste familier havde i hast forladt deres bolig og ejendele i Danmark eller solgt alt af værdi for at skaffe penge til flugten. Da de ankom til Sverige, ejede nogle kun, hvad de kunne bære i deres arme. Nu skulle de begynde forfra – uden at vide, hvornår de kunne komme hjem, eller hvad der ventede dem, når krigen var forbi.

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d., Dansk Jødisk Museum, forfatter til bl.a. ”Dansk Antisemitisme 1930-1945” og ”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45”. 
DIIS, januar 2012