Christian Boltanski – “The Missing House” i Berlin

Grosse Hamburger Strasse 15-16

Gaden ligger i et tidligere multi-etnisk kvarter i det tidligere Østberlin, hvor en del jødiske familier fra den lavere middelklasse boede inden krigen. På samme gade var der et jødisk gymnasium og et jødisk plejehjem. Men da nazisterne kom til magten ændrede situationen sig, og den kulminerede i 1942 med omfattende deportationer af jøderne, hvorefter tyske familier flyttede ind i de tomme lejligheder. 

I 1990 passerer Christian Boltanski den fortsat tomme byggegrund, og af nysgerrighed går han i gang med en omfattende undersøgelse. Hvem havde boet i huset, og kunne man på en eller anden måde rekonstruere deres liv? Christian Boltanski ledte efter faktuelle oplysninger i form af navne på personerne, deres beskæftigelse samt det tidsrum i perioden 1930-45, de havde boet i ejendommen. Han indsamlede også forskelligt arkivmateriale fra ejendommen såsom breve, børnetegninger, familiefotografier, rationeringsmærker og andre genstande, der kunne afspejle beboernes daværende liv. Bl.a. fandt han en række ubetalte huslejeopkrævninger, der var sendt til den jødiske beboer Julian Schnapp, selv efter han var blevet deporteret til kz-lejr.

Genstande og fotokopier af forskellige papirdokumenter blev udstillet under titlen ”The Museum” i montrer på en anden tom byggeplads i det tidligere Vestberlin. Mens byggegrunden i Grosse Hamburger Strasse 15-16 blev lavet om til den permanente installation ”The Missing House”,  hvor 12 hvide plancher med information om beboerne blev hængt op på naboejendommenes gavlmure.

Jødiske vs. tyske beboere

Et nærstudie af plancherne er interessant. De fortæller os, at mange jødiske beboere flyttede fra ejendommen i 1942 eller årene forinden, mens nye tyske beboere flyttede ind i samme tidsrum. De fortæller også, at der tilsyneladende ikke var tale om enkelt anholdelse og deportation af alle husets jøder i 1942, men at folk flyttede løbende. Der hører ingen uddybende forklaring med, så man må selv forestille sig, om de flyttede pga. anholdelser, deportation, chikane eller af andre årsager. 

Det interessante ved værket er de forestillinger, man knytter an til de sparsomme detaljer. Man kan registrere, at mange af husets såvel jødiske som tyske beboere boede der gennem en længere tid, men man må tænke sig til deres indbyrdes relationer: hvordan blev fx de tyske beboere påvirket af nazisternes forfølgelser af deres naboer, hvilke venskaber var der mellem ejendommens beboere etc. 

Fælles skæbne

Det manglende hus danner ramme om en fælles skæbne: sandsynligvis døde mange af både de tyske og de jødiske beboere under krigen. Skiltenes lighed med avisernes begravelses- og bisættelsesannoncer er slående, og det sidste årstal på skiltene vil i flere beboeres tilfælde falde sammen med det år, de døde. Enkelte tyske beboere kan dog have været ude af huset den formiddag, huset blev bombet, mens årstallet for nogle af de jødiske beboere ’bare’ markerer det år, de flyttede ud af huset. 

Men uanset hvornår den enkelte jødiske beboer flyttede ud af huset, så kender vi de fleste jøders videre skæbne. Derfor er det sandsynligt, at langt de fleste og måske alle de jødiske beboere døde i løbet af krigen - uanset hvilket år de flyttede ud af huset. 

Mikrohistorie og makrohistorie

Gennem sin fortælling om den skæbne, der ramte husets jødiske og tyske beboere, fokuserer Christian Boltanski på et afgrænset udsnit af begivenhederne under 2. Verdenskrig. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at Boltanski ikke sætter et lighedstegn mellem jødernes og de civile tyskeres skæbne i den ’lille’ fortælling om huset og i den ’store’ fortælling om Holocaust og 2. Verdenskrig generelt. Det er med andre ord ikke Boltanskis pointe, at man kan sammenligne eller ligestille tyske civiles skæbne med den, jøderne led i form af Holocaust.  

Når kunstnere vælger at fortælle om den store historie gennem den lille, er det ofte for at give historien et menneskeligt udtryk, som er nemmere at forholde sig til. Boltanskis fokus på en mindre fortælling giver os mulighed for at forholde os til de enkelte menneskeskæbner, der ofte overses i den ’store’ fortælling. I The Missing House bringes historien tæt på, fordi den udfolder sig inden for rammerne af en beboelsesejendom, hvor mennesker har haft en hverdag, ligesom du og jeg. Og den lille historie gør det tydeligt, at den store historie kan udfolde sig på talrige måder for det enkelte menneske, afhængigt af, hvor man befinder sig, hvornår, med hvem osv.  

Holocaust i installationen

The Missing House fortæller flere historier på en gang. Værket danner en fælles ramme om både de jødiske og de tyske beboeres liv og handler om den fælles skæbne i form af døden. Men det fortæller også om den enorme forskel mellem tyskere og jøder, eftersom Holocaust skilte de to ’gruppers’ veje, allerede inden bombningen fandt sted. Fortællingen om Holocaust står derfor centralt i installationen, men Boltanski føjer også nye perspektiver til denne historie ved inddrage de tyske civile ofre.

Mange spørgsmål stilles og efterlades ubesvarede i Christian Boltanskis værk: Var den ene parts død ’værre’ end den andens? Handler værket primært om ligheder eller forskelle mellem jøder og tyskere? Træder jødernes skæbne under Holocaust i baggrunden, når også civile tyske ofre mindes? Er det forkert at oprette et mindested, hvor tyske og jødiske ofre mindes samtidigt? Hvad vil Boltanski sige med denne sammenligning af jødernes og de civile tyskeres skæbne?

Af Diana Gerlach, cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling, 2008