Nationale spændinger

Jugoslavien efter Titos død

Ved sin død den 4. maj 1980 efterlod Tito et magt-vakuum i Jugoslavien. Til trods for, at republikkerne i Jugoslavien allerede i 1974 – med udarbejdelsen af en ny forfatning – havde forsøgt at forberede sig på, hvordan landet skulle regeres efter Titos død. 

Med den nye forfatning fra 1974 fik republikkerne mere selvstændighed. Der blev oprettet et præsidentråd som Jugoslaviens øverste myndighed. Det bestod af otte medlemmer, hvor hver af de seks republikker fik en repræsentant. De to serbiske autonome provinser, Kosovo og Vojvodina, fik også hver en plads i præsidentrådet. Lederskabet af præsidentrådet gik på skift imellem de otte medlemmer.

Serberne var ikke begejstrede for den nye udvikling. De udgjorde den største befolkningsgruppe i Jugoslavien, en stor del boede uden for Serbien, særligt i Bosnien og Kroatien. 1974-forfatningen betød mere magt til republikkerne, hvilket gjorde det sværere for Serbien at få politisk indflydelse på de serbiske mindretals forhold i de andre republikker. Derfor så Serbien hellere et mere centralt styret Jugoslavien. 

Dårlig økonomi

Siden 1960’erne havde jugoslaverne oplevet en stadig stigende velstand. Uddannelsessystemet var forbedret, turismen havde holdt sit indtog, og levestandarden i Jugoslavien havde nærmet sig vestligt niveau. Men forbedringerne var finansieret for lånte penge, og i 1970’erne begyndte en økonomisk nedtur. Krisen blev forværret i 1980’erne, og i perioden 1982 -1987 faldt jugoslavernes levestandard med 40 %. 

Krisen afslørede Jugoslaviens skrøbelige konstruktion: Internt i Jugoslavien blev de regionale uligheder mellem de økonomisk stærke republikker i nord og de fattige områder i syd forstærket. Forbundsregeringen kunne ikke tage fælles politiske beslutninger, medmindre præsidentrådets medlemmer fra de 6 republikker og 2 autonome provinser var enige. I en tid, hvor alle dele af Jugoslavien var hårdt presset økonomisk, var det dog svært at nå til enighed. 

1980’ernes økonomiske krise banede vejen for national utilfredshed, og republikkerne beskyldte hinanden for at være årsag til krisen. Særligt Serbien oplevede i midten af 1980'erne en nationalistisk bølge. En bølge, der blev toneangivende for de følgende nationalistiske strømninger, som ramte hele Jugoslavien i slutningen af 1980'erne, og som resulterede i opløsning af landet og de følgende krige i 1990'erne.

Det Serbiske Memorandum

I 1986 skrev 16 fremtrædende serbiske medlemmer ved det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst (SANU) et memorandum – en officiel redegørelse. Memorandummet behandlede Jugoslaviens situation i 1980’erne set fra et serbisk synspunkt og fremhævede, at decentraliseringen af Jugoslavien efter Titos død var ved at føre landet til undergang. Memorandummet rettede kritik mod forfatningen fra 1974 og kritiserede direkte slovenerne og kroaterne for at være skyld i den dårlige økonomi. Samtidig kritiserede det udviklingen i Kroatien og Kosovo, hvor der ifølge forfatterne blev begået kulturelle og politiske overgreb på de serbiske mindretal. 

Memorandummet blev ikke offentliggjort i sin helhed, kun de mest kritiske og nationalistiske dele blev offentliggjort. På grund af en stærk serbisk nationalistisk ordlyd, er det siden blevet genstand for megen debat og analyse, idet flere historikere og samfundsforskere ser memorandummet som et strategisk oplæg til, hvordan Serbien igen kunne opnå en storhedstid.

Den daværende serbiske politiker Slobodan Milosevic blev siden beskyldt for ikke at have taget afstand fra memorandummet. Ligeledes blev han kritiseret for at have brugt dets pointer som argumentation for sine egne politiske visioner. 

Slobodan Milosevic - Jugoslaviens stærke mand

I 1981, året efter Titos død, begyndte etniske albanerne, der udgjorde den største befolkningsgruppe i Kosovo, at demonstrere. De ønskede at ændre Kosovos status som et autonomt område under Serbien til at være en selvstændig republik. Dette var et krav, som hverken den jugoslaviske regering eller serberne under nogen omstændigheder ville acceptere. Mange serberne så Kosovo som en helt central del af Serbien og som den serbiske kulturs vugge, da flere serbiske kulturmonumenter befinder sig i Kosovo og vigtige serbiske nationale myter udspiller sig der. 

Slobodan Milosevic drog fordel af urolighederne i Kosovo. Under en tale til serberne i Kosovo, blev han med ordene ”Ingen skal vove at slå på serbere mere” Kosovo-serbernes talsmand. Milosevic var hurtig til at udnytte sin popularitet og sit ry som en stærk politiker, der turde kæmpe for det serbiske folks rettigheder. I efteråret 1987 fik Milosevic, med hjælp fra det serbiske kommunistpartis centralkomité, afsat Serbiens præsident Ivan Stambolic og blev i stedet selv Serbiens præsident.  

Serbisk propaganda

På 600-årsdagen for et historisk slag, hvor serberne led nederlag til de osmanniske tyrkere, gik Milosevic på talerstolen på Solsortesletten i Kosovo. Han talte her foran en million serbere og udtalte bl.a.: ”Serbien er der, hvor serberne bor!” Talen var et vendepunkt for mange serberes selvopfattelse. Siden Tito med 1974-forfatningen havde givet en mere selvstændig status til de indtil da serbiske områder, Vojvodina og Kosovo, havde mange serbere følt, at Serbien ikke havde så stor indflydelse på Jugoslavien, som det burde have. Med talen på Solsortesletten satte Milosevic ord på, hvad mange serbere drømte om: En tilbagevenden til et Serbien, som både geografisk og politisk var Jugoslaviens ledende republik.

Forud for talen i 1989 havde Slobodan Milosevic gradvist øget sin politiske magt. Milosevic havde sikret sig kontrollen med de serbiske medier. Særligt de serbiske tv-kanaler og avisen Politika Ekspres tjente til at formidle Milosevics nationalistiske politik. 

Milosevics kontrol med medierne og velplanlagte massedemonstrationer gav ham stor opbakning i befolkningen. Milosevic tegnede et ensidigt billede af Serbien, og af serberne som et forfulgt folk. Samtidig forsøgte han at skabe et billede af den kroatiske ledelse som en bande fascister, i stil med Kroatiens fascistiske Ustasja-styre under 2. Verdenskrig.

Kroatisk nationalisme

Udgivelsen af det serbiske memorandum og Slobodan Milosevics uforsonlige kurs fik utilfredsheden med serberne til at brede sig. Frygten for, at Jugoslavien skulle blive serbisk domineret og styret af Milosevic, voksede, og det samme gjorde de nationalistiske strømninger i hver af de øvrige republikker. I 1990, hvor man for første gang afholdt frie valg i Jugoslavien, vandt Franjo Tudjman flertal med sit nationalistiske parti – Den Kroatiske Demokratiske Union, HDZ. Dermed blev Franjo Tudjman Kroatiens præsident. 

Franjo Tudjman forstærkede det anspændte forhold imellem kroater og serbere, hvilket blev tydeligt på en række områder. F.eks. erstattede Tudjman den kommunistiske stjerne i det kroatiske flag med Kroatiens historiske og flere hundrede år gamle skakternede våbenskjold, der under 2. Verdenskrig havde været Ustasja-bevægelsens våbenskjold. Ligeledes beordrede han, på trods af den store serbiske befolkning i Kroatien, at alle by- og gadeskilte, der hidtil havde været skrevet med det kyrilliske alfabet, skulle fjernes, så alle skilte kun stod med latinske bogstaver.

Udviklingen i Bosnien

I Bosnien fulgte man nøje udviklingen i forholdet imellem Slovenien, Kroatien og Serbien. Mange bosniere frygtede, at den jugoslaviske forbundsstat skulle opløses. En opløsning ville stille Bosnien i en vanskelig situation. Bosnien var den mest multietniske stat i det tidligere Jugoslavien, og republikken bestod udover bosniske muslimer af store serbiske og kroatiske mindretal. 

Alligevel var det ved valget i 1990 de nationalistiske partier, som kom til magten i Bosnien. Valgets vinder blev Partiet for Demokratisk Aktion (SDA), der med lederen Alija Izetbegovic var de bosniske muslimers parti. De bosniske kroaters parti, en gren af det kroatiske parti HDZ ledet af Stjepan Kljujic, og det serbiske parti, Det Serbiske Demokratiske Parti (SDS) ledet af Radovan Karadzic, blev de næststørste partier i Bosnien. Alija Izetbegovic blev præsident og forsøgte, ved at fordele ministerposterne ligeligt imellem SDA, SDS og HDZ, at føre en politik, der kunne undgå en splittelse af Bosnien. 

Nationalisme og usikkerhed

Hvor Tito havde forsøgt at skabe en fælles jugoslavisk historie, bl.a. ved at fortrænge alle interne stridigheder, blev disse stridigheder nu åbnet lagt frem og misbrugt til at opildne til splittelse og nationalisme. 

Både Slobodan Milosevic og Franjo Tudjman genoplivede 2. Verdenskrigs forbrydelser i forsøget på at opnå størst mulig tilslutning til deres nationalistiske visioner. Og i både Serbien og Kroatien fik angsten for en gentagelse af 2. Verdenskrigs hændelser derfor ny næring.

10 år efter Titos død nærmede Jugoslavien sin opløsning. Kommunistpartiet var i 1990 ophørt med at eksistere og blevet afløst af nye nationalistiske partier. Forholdet imellem Kroatien og Slovenien på den ene side og Serbien på den anden var anspændt. Bosnien befandt sig midt imellem de stridende parter som en lus imellem to negle. Slobodan Milosevics udtalte i 1991, at hvis nogen af republikkerne erklærede sig for selvstændige stater, ville Serbien annektere dele af Kroatien og Bosnien. En udtalelse som ikke just forbedrede forholdet imellem republikkerne. Ved indgangen til 1990’erne var situationen i Jugoslavien dermed højspændt, og landets fremtid var usikker.