Bosnisk muslimske forbrydelser

En selvstændig bosnisk stat

Bosnien var Jugoslaviens mest etnisk sammenblandede republik med 44% muslimer, 31% serbere og 17 % kroater. Landet blev splittet efter Bosniens uafhængighedserklæring i 1992. De bosniske serbere ønskede, at Bosnien – eller store dele af landet – fortsat skulle være en del af Jugoslavien, eller af et ”Storserbien”. Kroater og muslimer, der ikke ønskede denne løsning, skulle fordrives. De bosniske muslimer ønskede derimod et selvstændigt Bosnien. De ønskede en samlet nation med plads til alle etniske grupper. Disse to modstridende ønsker udviklede sig i løbet af 1991 og 1992 til krig.

Da krigen i Bosnien brød ud i april 1992, blev det klart, at de bosniske muslimer måtte forsvare sig, hvis ikke de ønskede at blive knust af serbiske visioner om rene serbiske områder med tæt tilknytning til Serbien. Den bosnisk-muslimske præsident, Alija Izetbegovic, var i begyndelsen overbevist om, at den Jugoslaviske Folkehær, JNA, ville komme den bosniske regering til undsætning. Det kom dog til at gå lige modsat. JNA var stærkt domineret af etnisk serbere og montenegrinere, og uanset om de støttede en jugoslavisk eller ”storserbisk” løsning, så ønskede de fleste ikke at forsvare en uafhængig bosnisk stat.

Med massiv støtte fra JNA i form af tungt artilleri, kampfly og forsyninger lykkedes det de bosnisk-serbiske soldater at gennemføre en lynkrig, som resulterede i, at 60-70 % af Bosniens territorium kom under serbisk kontrol i løbet af ganske kort tid. Lynkrigen kom bag på de politiske ledere i Sarajevo. De var uforberedte på angrebet fra de serbiske specialenheder og de militære styrker fra den serbiske del af Bosnien.  

Organiseringen af de bosnisk-muslimske styrker

Ved krigsudbruddet i foråret 1992 rådede de serbiske styrker over 90 % af den militære udrustning, og størstedelen af våbenproduktionen befandt sig i Serbien og den serbisk dominerede del af Bosnien, Republika Srpska. De internationale sanktioner – i form af forbud mod salg af våben til alle republikker i det tidligere Jugoslavien – gik derfor hårdt ud over de bosniske muslimer, der var udelukket fra på lovlig vis at importere våben. I modsætning til de bosniske kroater og serbere, som fik støtte fra henholdsvis Kroatien og Serbien, havde de bosniske regeringsstyrker ingen effektiv støtte fra omkringliggende nabostater.

Tidligt i krigen organiserede muslimske ledere lokale initiativer og paramilitære enheder, som ”De Grønne Baretter”. Men det var først i maj 1992, at den bosniske regering i Sarajevo etablerede en egentlig hær ledet af Sefer Halilović. I løbet af krigen oprettede den bosniske regering særlige specialenheder som de ”Sorte Svaner” og andre rent muslimske enheder, hvor udenlandske muslimske soldater – mujahediner - spillede en aktiv rolle. De blev, ligesom de serbiske og kroatiske specialenheder, brugt til at skabe terror og frygt blandt civilbefolkningen og var ansvarlige for forbrydelser mod serbiske og kroatiske civile i Bosnien.

Det skal understreges, at der i den bosniske regeringshær fortsat fandtes både serbere og kroater, der kæmpede for et uafhængigt Bosnien. En af dem var endda en tidligere JNA-general, der var med til at organisere forsvaret af Sarajevo – serberen Jovan Divjak.

Alliance med de kroatiske styrker

Efterhånden opnåede den bosniske regeringshær en vis styrke i alliance med de bosnisk-kroatiske styrker. Sidst i maj 1992 lykkedes det de bosniske muslimer og kroater at genvinde nogle af de erobrede områder specielt i det centrale og sydlige Bosnien. Men den fælles front mellem de bosniske muslimer og kroater brød sammen allerede i slutningen af 1992. 

Den krig var på mange måder lige så uforsonlig som den, de to parter sammen havde ført mod de bosnisk-serbiske styrker. Alligevel var der en forskel i omfanget af forbrydelser. De bosnisk-muslimske angreb havde mest af alt karakter af et forsøg på at forsvare muslimske områder og et forsøg på ikke at blive opslugt af de bosniske kroaters og serberes planer om at skabe etnisk rene landområder. De bosniske regeringsstyrker benyttede sig også langt mindre af ”etnisk udrensning” – altså fordrivelse af andre etniske grupper fra eget territorium – end serberne og kroaterne gjorde. For eksempel var det i både hovedstaden Sarajevo såvel som byen Tuzla muligt for serbere og kroater at blive boende, hvilket til gengæld var meget vanskeligt for muslimer i byer under bosnisk serbisk eller kroatisk kontrol.

Når de bosniske muslimer ikke i samme grad som krigens to andre parter kæmpede for en etnisk ren muslimsk stat, så lå der også en realpolitisk erkendelse bag. Der ville ganske enkelt ikke være nogen europæisk stat, der hverken ville godkende eller anerkende en rent muslimsk stat i Europa, bygget på etniske udrensninger af kristne serbere og kroater.

Lasva-dalen - Det centrale Bosnien

Specielt i april og først på sommeren 1993 iværksatte de muslimske styrker en række angreb på kroater i Lasva-dalen i det centrale Bosnien. Operationerne kulminerede i et massivt angreb i juni i området omkring Zenica, hvor mindst 200 kroater og serbiske civile blev dræbt, og mange flere såret. I byen Konjic i det centrale Bosnien fordrev muslimer mange lokale kroater, hvorefter de tilbageblevne blev ført til den muslimske koncentrationslejr i Celebici. 

Tuzlaområdet - Det østlige Bosnien

Bosniske guerillaenheder angreb serbere i områderne omkring Tuzla og Zvornik i det østlige Bosnien. Guerillaenhederne havde ofte base i de ”FN-sikrede zoner”, som blev oprettet i 1993 for at beskytte de bosniske muslimer. FN-soldaternes beskyttelse gjorde de ”sikre zoner” til et godt skjul for de muslimske guerillaenheder. 

Den bosnisk-muslimske by Tuzla i det nordøstlige Bosnien havde modtaget et stort antal bosniske muslimer under den serbiske lynkrig – især efter de etniske udrensninger i det østlige Bosnien, som tvang hundredtusinder af bosniske muslimer på flugt. Byens serbiske indbyggere blev i løbet af krigen fyret fra deres job, fængslet eller tvunget til at flytte i takt med, at flere og flere bosniske muslimer fandt tilflugt i det muslimsk dominerede område og fortalte historier om serbiske overgreb.

Srebrenica

Den 16. bosniske brigade i det østlige Bosnien omkring Srebrenica spillede en central rolle i den muslimske offensiv. I 1992 erobrede de bosniske muslimer gradvist kontrollen med Srebrenica-området under ledelse af den bosnisk-muslimske general Naser Orić. Han havde ansvaret for området omkring byen Srebrenica i det østlige Bosnien og var ansvarlig for aktioner mod serbiske landsbyer i området. Mange civile bosniske serbere blev drevet på flugt fra området. I samme periode angreb de bosnisk-serbiske styrker næsten 300 muslimsk dominerede landsbyer og sendte 70.000 muslimer på flugt. Forinden var over 3.000 af dem blevet dræbt. Mange af flygtningene kom til Srebrenica, og der opstod hurtigt akut mangel på mad. Indbyggerne blev tvunget til at spise både bark, græs og andet, de fandt i skovene. Det betød også, at muslimske styrker overfaldt serbiske landsbyer for at plyndre dem for alt spiseligt. De beboere, der gjorde modstand, blev slået ihjel.

I løbet af krigen begik begge parter overgreb på civilbefolkningen, kulminerende i de bosniske serberes massakre på mere end 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge i juli 1995. Massakren blev af serberne betegnet som en hævnaktion for muslimernes overgreb i årene op til.

Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Nogle bosnisk-muslimske generaler blev anklaget og retsforfulgt ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag for deres handlinger mod kroater og serbere. De bosnisk-muslimske overgreb på ikke-muslimer var imidlertid ikke så omfattende og systematiske, som de bosniske serberes overgreb på muslimer. Ingen bosniske muslimer blev anklaget for folkedrab.

Naser Orić og Sefer Halilović var blandt de muslimer, der blev anklaget ved domstolen for deres rolle i forbindelse med overgreb begået mod kroatiske og serbiske civile i Bosnien.

Naser Oric var fra 1992 og indtil maj 1995 leder af Srebrenicas forsvar. Og eftersom bevæbnede mænd fra Srebrenica-enklaven i flere tilfælde havde begået drab på civile serbere, der boede i landsbyer i Srebrenica-området, blev Oric anklaget for krigsforbrydelser. I 2006 blev han idømt to års fængsel, fordi han som leder ikke havde formået at stoppe sine militsfolks drab på fem tilbageholdte serbere samt mishandling af yderligere 11. Han blev frikendt for alle øvrige tiltaler. Han ankede dommen og blev i 2008 pure frifundet for samtlige anklager. Ikke desto mindre udstedte myndighederne i selve Serbien en ny arrestordre mod ham. I 2015 blev han tilbageholdt af de schweiziske myndigheder, som sendte ham tilbage til Bosnien, hvor en lokal domstol skulle gennemgå sagen, baseret på de serbiske myndigheders beviser imod ham. Også denne sag endte to år senere med Oric’ frifindelse.

Sefer Halilovic var general og en af de ledende officerer i den bosniske hær. Han blev i 2001 tiltalt for krigsforbrydelser af ICTY – og frifundet for alle anklager i 2005.

Frifindelserne skabte stor utilfredshed hos serbere i det tidligere Jugoslavien. De tolkede dommene som en bekræftelse af tribunalets angivelige ensidighed.