Dražen Erdemović – "At dræbe... eller at blive dræbt"

En dag i Dražen Erdemović' liv 

Dražen Erdemović er etnisk kroat, men boede i den serbisk kontrollerede del af Bosnien og var tvunget til at kæmpe i den bosnisk-serbiske hær. Han var 23 år, da han og syv andre soldater i den 10. ”Sabotageenhed” i den bosnisk-serbiske hær blev beordret til en by lidt uden for Srebrenica. Ingen af dem vidste, hvad der skulle ske den dag. Det eneste, de vidste, var, at de medbragte en stor mængde ammunition til både pistoler og automatvåben. Da de ankom, blev de informeret af deres overordnede om, at busser med bosnisk-muslimske (bosniakiske) mænd snart ville ankomme. Mændene var civile eller soldater fra Srebrenica, der havde overgivet sig til bosnisk-serbiske styrker i forbindelse med indtagelsen af Srebrenica. Erdemović og de andre fik besked på at inddele mændene i grupper på ti, stille dem op på rækker og skyde dem på en nærliggende mark.

Erdemović og to andre protesterede. De ønskede ikke at deltage i massemordet. ”Venner, jeg ønsker ikke at gøre det. Er I normale?”, sagde Erdemović, hvorefter kommandanten for operationen, Brano Gojković, svarede: ”Hvis du ikke ønsker at gøre det, så stil dig på rækken sammen med resten af dem og giv de andre din riffel, så de kan skyde dig.” Erdemović og de to andre opgav deres protester og endte med at dræbe i stedet for at blive dræbt.

I løbet af de næste fire timer, skød soldaterne fra den 10. ”Sabotageenhed” systematisk omkring 1.200 mænd og drenge i alderen 16 – 60 år. Ca. 20 busser med 60 personer i hver kørte op til soldaterne i løbet af formiddagen og det meste af eftermiddagen, menneskene blev lukket ud af busserne og alle myrdet. Mens soldaterne ventede på, at den næste bus skulle komme, tjekkede de, om alle var døde. De, der ikke var, blev skudt igen. Erdemović og de andre deltog dermed i det, der siden er blevet kendt som Srebrenica-massakren – den værste forbrydelse i Europa siden 2. Verdenskrig, hvor mere end 8.000 bosniakiske mænd og drenge blev myrdet i en blodrus.

"Det ødelagde mig" 

Et halvt år senere fortalte Dražen Erdemović sin historie til en amerikansk tv-station og en fransk avis. Han bad om hjælp til at komme til Haag i Holland, så han kunne overgive sig til den internationale domstol, der behandler sagerne om krigsforbrydelser fra det tidligere Jugoslavien (ICTY). Erdemović ønskede at fortælle om episoden og at samarbejde med domstolen. Inden han nåede så langt, blev han arresteret af det serbiske politi og bragt for en domstol i Novi Sad lidt nord for den serbiske hovedstad Beograd, hvor han igen fortalte om forbrydelserne i Srebrenica. Først efter pres fra USA på de serbiske myndigheder blev Erdemović i marts 1996 udleveret til Haag, hvor han erklærede sig skyldig i massemord og begyndte sit samarbejde med den Internationale Krigsforbryderdomstol.

"Det ødelagde mig. Det slog mig ihjel. Mit liv var simpelthen meningsløst efter det”, sagde Erdemović under beskrivelsen af massakren til den Internationale Krigsforbryderdomstol. Selv indrømmede han at have henrettet op mod 100 mænd og drenge den dag i juli. Erdemović’ beskrivelse af massakren indeholdt en lang række oplysninger om begivenhedsforløbet, som har været værdifulde for anklagerne ved domstolen sidenhen. Erdemović har på den måde været med til at skabe klarhed over begivenhederne i Srebrenica, at identificere mindst 10 personer, som begik eller beordrede forbrydelserne i Srebrenica og at afsløre placeringen af flere massegrave. Desuden har Erdemović, siden han overgav sig til den Internationale Krigsforbryderdomstol, indvilget i at vidne mod andre krigsforbrydersigtede ved domstolen, herunder mod den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, som bl.a. var anklaget for folkedrab og meddelagtighed i folkedrab i forbindelse med Srebrenica-massakren.

Sagen mod Erdemović

I sagen mod Erdemović stod dommerne i en situation, hvor de på én gang skulle yde ofrene for massakren retfærdighed ved at straffe de skyldige samt anerkende, at den anklagede havde været en uvurderlig hjælp til at skabe klarhed over forbrydelserne i Srebrenica.

Flere faktorer blev afgørende for domsafsigelsen i Erdemovićs retssag. For en hård straf talte, at han, hvor lidt han end havde ønsket at deltage i myrderierne, var fortsat med at dræbe hele dagen. Dermed var han massemorder. Det, der talte til fordel for en mild straf til Erdemović, var hans unge alder under forbrydelsen, og at han gentagne gange offentligt havde angret sin rolle i massakren. Desuden havde han selv overgivet sig til domstolen og havde med sit vidneudsagn bidraget væsentligt til at få fuld klarhed over hele hændelsesforløbet omkring Srebrenica-massakren. Han havde hele vejen igennem valgt at samarbejde med ICTY. Dommerne kom frem til, at Erdemović var en almindelig soldat, og at han havde deltaget i myrderierne mod sin vilje. I november 1996 blev Erdemović idømt 10 års fængsel for sin medvirken i Srebrenica-massakren.

Erdemović’ forsvarer ankede dommen med det samme, da han mente at straffen var for hård. Erdemović havde ikke haft andet valg end at dræbe, hvis han selv skulle undgå at blive dræbt. Han havde begået drabene af frygt for sit eget og sin families liv. I 1998 blev dommen halveret og nedsat til 5 års fængsel. Dommerne håbede på, at den milde dom kunne være med til at få andre til at træde frem. Samtidig sagde dommeren: ”Den anklagede har vist tegn på forbedring, og han skal have mulighed for at starte sit liv på en frisk, når han har afsonet sin straf, mens han endnu er ung nok”. I 2001 blev Erdemović løsladt og er i dag en fri mand.

Sagen mod gerningsmanden Erdemović rejser, som mange af de andre sager ved de Internationale Krigsforbrydertribunal, en lang række spørgsmål. Var Dražen Erdemović, som han selv hævder, tvunget til at deltage i massemordet, og er det overhovedet en undskyldning, at valget stod mellem at dræbe eller at blive dræbt? Har man som soldat en større forpligtelse end andre til at modstå urimelige ordrer og ofre sit eget liv frem for uskyldige civiles?

De overlevende fra massakren var utilfredse med den milde dom og mente, at Erdemović var sluppet for let. En islamisk menneskerettighedskommission udtalte efter domsafsigelsen: ”Erdemović er i stedet blevet belønnet for sine motiver”. For dem er Erdemović stadig en massemorder, uanset om han dengang protesterede og i dag angrer, og de efterladte mener ikke, at fem års fængsel er en tilstrækkelig straf for at have dræbt omkring 100 uskyldige mennesker på en dag. Spørgsmålet er, om det er rimeligt, at man kan få nedsat sin straf mod at angre sine handlinger, ved at samarbejde med domstolen og mod at vidne i andre krigsforbrydersager. Hvad er vigtigst i sager mod gerningsmænd som Dražen Erdemović: At yde retfærdighed for ofrene eller at få sandheden frem?

Den oprindelige artikel er forfattet af daværende specialestuderende ved Århus Universitet (historie) Camilla Pedersen i samarbejde med DIIS i forbindelse med Auschwitz-dag 2005, der havde temaet "Gerningsmænd". Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.