Religiøs strid om Auschwitz

Auschwitz ligger i Polen, der er et stærkt katolsk land, og det er derfor først og fremmest polakker, der vælger, hvordan Auschwitz-museet ser ud. Langt de fleste af ofrene var imidlertid jøder, og jøder og katolikker har vidt forskellige opfattelser af, hvordan man skal erindre sine døde. Dette har været årsag til langstrakte og til tider meget heftige diskussioner om, hvordan erindringskulturen i Auschwitz skal være.

Pavens besøg starter uenigheden

Den polsk fødte Pave Johannes Paul II besøgte Auschwitz-Birkenau i 1979. Hans besøg var en stor begivenhed, som også fik international opmærksomhed. Der blev afholdt en messe i Birkenau, hvor han bl.a. benyttede lejligheden til at kritisere kommunismen. Pavens besøg blev startskuddet til en årelang debat mellem jøder og katolikker om retten til erindringen om Auschwitz. Det, at messen blev holdt i Birkenau, var på den ene side en anerkendelse af den jødiske erindring om Auschwitz og de mange jødiske ofre, da denne del af lejren var det sted, hvor den største del af jødeudryddelserne fandt sted. Men pavens udtalelser var på den anden side stærkt katolsk prægede. Han kaldte eksempelvis stedet for vor tids Golgata, hvilket er en tydelig kristen reference. Auschwitz I derimod, husede hovedsageligt polske fanger. Auschwitz I er altså det naturlige udgangspunkt for en fortælling om den polske nations lidelser, mens Birkenau lægger op til erindringen om de jødiske lidelser. 

Jødisk-katolsk strid om erindringen

Siden slutningen af 1970’erne har der været heftige diskussioner mellem jøder og katolikker om, hvordan Auschwitz skal erindres. Diskussionerne er dog stilnet af siden slutningen af 1990’erne, men der skal ikke meget til, for at de blusser op igen. Den længst varende strid udspillede sig op gennem 1980’erne. Striden startede i 1980 og drejede sig om, hvorvidt det skulle tillades, at der blev oprettet et katolsk kloster i en af de tidligere lejrbygninger. Katolikkerne sagde ja, mens jøderne var imod. Det hele kulminerede i et sammenstød mellem katolikker og jøder i juli 1989. Herefter trådte Vatikanet ind i konflikten og tilbød at give penge til, at et nyt tværreligiøst center for information, uddannelse, møder og bøn kunne blive bygget. Centret stod færdigt i juni 1993, hvorefter klostret kunne flytte ind. Centret eksisterer stadig i dag under navnet ”Centre for Dialogue and Prayer i Auschwitz”.

Et kors bliver årsag til uenighed

I juli 1989, midt under stridighederne om klosteret, opstillede en gruppe lokale katolikker et syv meter højt trækors i en tidligere grusgrav i tilknytning til Auschwitz I. Opstillingen af korset afstedkom naturligvis protester, men det fik dog lov at blive stående frem til 1998, hvor modstanden mod korset tog kraftigt til. Årsagen var, at katolske aktivister efterhånden havde opstillet op imod 300 mindre kors omkring det store. I marts 1999 vedtog den polske regering en lov om at etablere en 100-meters beskyttelseszone rundt om lejren. Med loven i hånden blev de ca. 300 kors fjernet og den ansvarlige, der havde camperet i grusgraven i flere måneder, blev arresteret. Han blev senere idømt seks måneders fængsel med den begrundelse, at han havde krænket det polske parlaments, jødernes og tyskernes ære. Det store kors blev dog aldrig fjernet og står der stadig i dag.

Hvorfor strides jøder og katolikker?

Når jøder og katolikker strides om, hvordan der skal erindres i Auschwitz skyldes det i høj grad de to religioners meget forskellige måder at mindes sine døde på. Samt deres forskellige opfattelser af korset som symbol. Katolicismen har tradition for at mindes sine døde ved at rejse kors eller placere hellige figurer på deres gravsteder. Jøderne derimod er af den opfattelse at dette skal ske gennem bøn, og at gravstedet skal forblive uberørt. Hvad angår korset er det for katolikker et symbol på troen og frelsen – altså noget positivt, mens det for jøderne har en negativ symbolværdi og forbindes med døden. Ifølge jødisk tradition er det altså forkert og respektløst at placere et symbol som f.eks. korset i Auschwitz, der af mange opfattes som en kirkegård, eller at bruge stedet til nye formål. Katolikkerne kan derimod ikke se noget galt i dette. 

Erindringen om Auschwitz er et følsomt emne

Ovenstående eksempler illustrerer, hvor følsomt et emne erindringen om Auschwitz er. Den erindring der præsenteres skal hele tiden forsøge at tage højde for, hvad især jøder og polakker mener, er rigtigt og forkert at gøre. Eksemplerne viser desuden, at den jødiske part ofte står tilbage som tabere i striden om erindringen. Dette viser sig f.eks. tydeligt i sagen om korset i grusgraven – korset fik lov at stå, mens jødernes ønske om helt at få det fjernet blev overhørt. På den anden side kan det dog også hævdes, at den jødiske part ikke udviser tilstrækkelig forståelse for katolikkernes måde at mindes sine døde. Og at det ville være på sin plads hvis jøderne udviste større imødekommenhed.

Skrevet af Anne Wæhrens, cand mag i historie, 2007