På besøg i Auschwitz - gæst eller turist?

Auschwitz-Birkenau er meget velbesøgt og har hvert år har rundt regnet 500.000 besøgende fra hele verden. De besøgende kommer af forskellige årsager og med forskellige baggrunde. Men uanset deres forudsætninger er det svært at besøge den tidligere lejr uden at have nogen for form reaktion i forhold til stedets historie. 

Et besøg giver ikke alene stof til eftertanke. Det fremprovokerer også stærke følelser. Det, der står stærkest tilbage hos de besøgende, og som samtidig er sværest at forholde sig til, er omfanget af forbrydelsen og den grusomme måde det blev gjort på. De besøgende fortæller ofte, at stedet på én gang både vækker afsky og fascination. Hvad angår de besøgendes selvopfattelse ser mange af dem sig selv som gæster eller besøgende. Ikke som turister – men hvorfor egentlig ikke?

Omfanget og grusomheden

Omfanget og grusomheden. Det er de to ting, som står stærkest tilbage i erindringen hos de besøgende, og som er sværest at forholde sig til. 1,1 millioner omkomne er et meget stort antal ofre, og tallet i sig selv siger ikke de besøgende særlig meget. Hvis de bare præsenteres for tallet forsvinder det enkelte individ i massen. Fortællinger om de enkelte skæbner er derimod nemmere at forhold sig til og gør derfor også et langt stærkere indtryk. 

Grusomheden er endnu sværere at forholde sig til. Det kan være svært overhovedet at komme i nærheden af at forstå, hvordan det har været i lejren, og ikke mindst hvordan sådan noget overhovedet kunne finde sted. En af de besøgende i lejren udtrykker det således, at ”man kan sætte ord på det, men ikke forstå det”.

Det kunne have været mig

Det er en nærliggende tanke for mange af de besøgende, at ofrene ligeså godt kunne have været dem selv eller nogen i deres familie. De får medfølelse med de døde og forsøger at identificere sig med dem. De besøgende forsøger at relatere historien til sig selv og deres egen hverdag ved fx at forestille sig, hvordan det ville have været selv at være indsat i lejren. Dette er også en del af museets strategi i forhold til de besøgende. Gennem billeder, samlinger af fangernes ejendele, en guidet tur og ikke mindst vha. stedet i sig selv, forsøger museet at konkretisere historien og påvirke de besøgende. Ifølge museet er en følelsesmæssig reaktion nemlig det nødvendige udgangspunkt for refleksion og læring.

Hvordan kunne de gøre det?

Tanken om, hvad det var for mennesker, der kunne arbejde et sted som Auschwitz, fylder meget i de besøgendes bevidsthed. Lejrens gerningsmænd mødes ofte med afsky og manglende forståelse. Nogle af de besøgende reagerer på gerningsmændenes handlinger ved at blive indelukkede og kede af det, mens andre reagerer med vrede. En pige siger f.eks.: ”Jeg blev på en måde også sur af at gå rundt derinde. På de folk som arbejdede der. De var sådan set ligeglade med, hvad der skete med jøderne og sigøjnerne og de andre fanger, bare det ikke var dem selv, det gik ud over.”

På den anden side af væmmelsen eller vreden ligger der dog også en vis fascination af gerningsmændene. En anden besøgende siger: ”Gad vide hvordan gerningsmændene har det? Hvad er der blevet af de mennesker? Den historie kunne man faktisk godt fortælle.” Gerningsmændene ses altså ikke udelukkende som rene monstre, men også som mennesker. Mennesker hvis historie det også kunne være interessant at fortælle. For var det en bestemt slags mennesker? Hvordan kunne de få sig selv til at deltage i henrettelsen af så mange mennesker? Og hvordan har de haft det bagefter? 

Fascination eller afsky?

Mange af de besøgende giver udtryk for meget forskellige, men også modsatrettede følelser i forbindelse med deres besøg i lejren. De føler sig tiltrukket af stedet, men tager samtidig afstand fra det. De synes, at stedets historie er spændende og interessant, men samtidig skræmmende og uhyggelig. Det gælder især i forhold til nazismen og det SS-personale, som arbejde i lejren. En af de besøgende siger f.eks.: ”Det virker både skræmmende, men også imponerende og fascinerende. Det er lidt fascinerende, hvordan de kunne organisere sådan en stor fabrik, som det jo egentlig var. Hvis formål var så ganske uforståeligt.”

Ikke alle besøgende udtrykker sig så præcist. Det kan være svært for dem at sætte ord på, hvordan så forskellige reaktioner blander sig med hinanden. Derudover kan det måske også være svært at acceptere, at man kan føle sig tiltrukket og være fascineret af et sted, hvor 1,1 mio. døde.

”Det er for pænt”

Når man ankommer til Auschwitz i dag, ser stedet umiddelbart pænt og fredeligt ud. Den historie, stedet rummer, viser sig ikke ved første øjekast, og det kan være svært at forestille sig, hvad der er foregået. Ikke kun pga. karakteren og omfanget af det, der skete, men også fordi det er så lang tid siden, og fordi den tidligere lejr langt fra ser ud, som den gjorde engang. En besøgende pige siger: ”Det, der virkede mest uvirkeligt, var, at der ikke rigtig var nogen mennesker. De mennesker man havde set i filmen, der stod ude ved hegnet. De stod der jo ikke nu. Det var det, der fik det til at virke sådan lidt … er det nu også rigtigt?”  

En anden besøgende synes, lejren er for pæn: ”Det er for pænt. Det er for nemt at slippe udenom. Det er for nemt ikke at involvere sig.” Hun mener, at brutaliteten fra dengang gerne må komme mere til udtryk, men ved på den anden side ikke helt hvordan. Her er det relevant at spørge sig selv på, hvilken måde vi skal huske Auschwitz’ historie. For skal vi have alle detaljerne penslet ud, eller er det nok at antyde, hvad der skete?

Et billede siger mere end tusind ord

Rundt omkring på museet er der forskellige billeder fra dengang, lejren var i funktion. De gør det nemmere at forstille sig, hvordan det var at være i lejren og er med til at sætte ansigt på ofrene og give dem en personlighed. Samtidig illustrerer de, at ofrene netop ikke blev betragtet eller behandlet som mennesker. 

En besøgende siger bl.a.: ”De var jo alle sammen skaldede, havde det samme tøj på, og der var ikke noget navn bare et nummer.” Mens en anden udtrykker sig således om fotografierne på museet: ”Der sætter man virkelig ansigter på nogle af de folk, man ikke kender. Selvom man ikke kender dem, synes man, det er forfærdeligt at kigge på.”

Fangernes ejendele

En del af udstillingerne i Auschwitz I består af fangernes ejendele. Museet har f.eks. mere end 80.000 sko, ca. 3.800 kufferter og ca. 1,85 ton hår. Disse udstillinger skal illustrere omfanget af forbrydelserne og vise, hvordan ofrene blev behandlet. Især samlingen af fangernes hår gør indtryk. Håret blev barberet af fangerne ved deres indsættelse i lejren, eller efter de var blevet henrettet. En pige siger om håret: ”Jeg synes, det var afskyeligt, og jeg synes, det var ulækkert. Jeg tænkte, det var synd, man kunne jo se lange fletninger og … hvorfor de skulle barberes? Det var uhyggeligt.” 

Håret og fangernes ejendele er også genstand for diskussioner om konservering og bevarelse. Fagfolkene diskuterer, om de skal blive ved med at konservere tingene, så de så vidt muligt ser ud, som de gjorde engang. Om de skal bevare dem, som de ser ud nu. Eller om de helt skal lade være med at gøre noget og lade tingene forfalde naturligt. 

”Man skal ned og være der”

Det at være på det autentiske sted har stor betydning for mange af de besøgendes oplevelse. ”Det er ikke nok at læse, høre om stedet og se film. Man skal ned og være der, så man har fornemmelsen af at stå midt i historien, midt i det, der har passeret engang, på gerningsstedet. Det synes jeg, er væsentligt..” Det at være på stedet kan give en følelse af at være tættere på historien og gør det nemmere at forestille sig, hvad der skete, end hvis man bare læser om det. Et besøg kan være med til at levendegøre ens viden og tilføre den en ekstra dimension. Mange af de besøgende giver udtryk for, at det betyder noget at mærke og fornemme stedet og dets atmosfære. Nogle siger at de havde svært ved at tro på, at det var virkelighed, før de rent faktisk stod der.

Turist eller gæst i Auschwitz?

For nogle af de besøgende er begrebet turisme nærliggende i forbindelse med deres besøg i Auschwitz. Andre opfatter derimod ikke sig selv som turister eller ser Auschwitz-Birkenau som en turistattraktion. I stedet ser de sig selv som gæster eller besøgende. Det hænger givetvis sammen med, at begrebet turisme ofte forbindes med noget negativt eller overfladisk. Mange er af den opfattelse, at der er en modsætning mellem det at være turist og det at give sig tid og ro til fordybelse. Én udtrykker det på følgende måde: ”En turist er overfladisk og springer over, hvis der er noget, vedkommende ikke gider. Det gjorde vi ikke. Jeg synes nærmere, vi var gæster. En gæst involverer sig på en eller anden måde og går i en slags dialog med stedet. Som turist behøver man ikke involvere sig med stedet, hvis man ikke gider.” 

Netop tiden, roen og fordybelsen er central for mange af de besøgende. De opfatter Auschwitz’ fortid som et af de sorteste kapitler i historien og mener, at de døde fortjener respekt, hvilket står i modsætning til den gængse opfattelse af en turistattraktion. Men behøver det at være sådan? Og er det nødvendigvis nedsættende at kalde Auschwitz-Birkenau for en turistattraktion?