Lange udsigter til reel forsoning

Dertil er de tidligere landsmænd i det forhenværende Jugoslavien slet ikke kommet endnu. Et kvart århundrede efter Dayton-fredsaftalen er der stadig lange udsigter til forsoning. Skyld skal først erkendes af de skyldige, før der kan blive tale om forsoning. Og den er en forudsætning for, at tidligere ofre og gerningsmænd kan begynde at leve og sameksistere i et både nationalt og regionalt samarbejde. Desværre er der på Balkan lang vej til både erkendelse og forsoning.

Skolesystem bremser forsoning

Det bosniske skolesystem er et af de områder, der har været stærkt kritiseret for at hindre forsoning i landet. Det skyldes især, at systemet fastholder den stærke etniske opdeling af befolkningen. Uddannelse var ikke skrevet ind i Dayton-aftalen fra 1995, og derfor blev området overladt til de enkelte magthaveres forskellige og ofte stærkt nationalistiske dagsordener. Det har bl.a. betydet, at der findes 13 forskellige undervisningsministerier i Bosnien, der forvalter tre forskellige etnisk definerede dagsordener. 

For eleverne får opdelingen de konsekvenser, at de oftest kun går i skole med elever fra deres ’egen’ etniske gruppe. Eller også bruger børn fra to forskellige etniske grupper samme skole på hver sit tidspunkt. Mens den ene gruppe møder ind om morgenen og får fri tidligt på eftermiddagen, så møder børn fra den anden etniske gruppe ind tidligt om eftermiddagen og får fri 5-6 timer senere. På den måde lærer ingen af børnene nogen af kende fra den anden gruppe. De spiller ikke fodbold sammen og dyrker ingen fælles aktiviteter. Det, der før krigen i 1990erne var et multietnisk og multikulturelt samfund, består i dag af flere parallelsamfund, der har meget, meget lidt med hinanden at gøre.

Dertil kommer, at de forskellige etniske grupper bruger forskellige historiebøger med forskelligt og ofte meget nationalistisk indhold. Derfor findes der tre forskellige versioner af, hvad der skete under krigen.
De her meget forskellige fortolkninger af historien gælder også emner fra før Jugoslavien opstod. Et eksempel er den bosnisk-serbiske attentatmand Gavrilo Princip, der i 1914 myrdede den østrig-ungarske tronfølger og hans kone i Sarajevo, og dermed satte den kæde af begivenheder i gang, der førte direkte til 1. Verdenskrigs udbrud. Gavrilo Princip blev i jugoslaviske og siden hen også i serbiske historiebøger fremstillet som en nationalhelt og frihedskæmper, hvis handling var med til at smide den fremmede besættelsesmagt Østrig-Ungarn ud af Balkan. I kroatiske og bosniakiske historiebøger bliver han betegnet som en terrorist, hvis handling kom til at koste millioner af mennesker livet, fordi han var den direkte ansvarlige for 1. Verdenskrigs udbrud. I nordmakedonske historiebøger fremhæves nabolandet Bulgarien som en skurkenation, hvis aggressive politik over for nabolandene førte til 1. Verdenskrigs udbrud.

Skolebøger med budskaber

Nyhedsorganisationen Radio Free Europe-Radio Liberty, forkortet RFE/RL, har gennemgået serbiske gymnasieelevers undervisningsbog i nyere historie og samfundsfag. Bogen betegner et par af Serbiens nabolande som ”serbiske stater”. Det drejer sig om Republika Srpska, der udgør 49% af Bosnien, og Montenegro, der i 2006 efter en folkeafstemning gjorde sig fri af statsforbundet Serbien-Montenegro. Både Bosnien og Montenegro er internationalt anerkendte nationer.

Bogen gør et stort nummer ud af serbiske lidelser, mens serbiske forbrydelser underspilles eller helt anonymiseres. Bogen er blot en af flere nyere skolebøger på niveauet fra 7. klasse og opefter. Den er udgivet af det Beograd-baserede forlag Novi Logos. På forespørgsel fra RFE/RL forsvarer forlaget sig med, at udtrykket ”serbisk land” gennem de seneste 150 år har været brugt i serbiske historiebøger om områder, der i dag ligger i Montenegro, Bosnien, Kosovo og Serbien. En montenegrinsk borgerforening har klaget over bogens indhold og betegnet det som ”baseret på løgne og nationalistiske konstruktioner”.

Om krigen i Kroatien noterer historiebogen, at den ”forårsagede store tab blandt civile serbere”. Bogen nævner ingen specifikke serbiske krigsforbrydelser begået imod kroatiske civile under krigen. Den taler blot om, at der blev begået forbrydelser.

Byen Vukovar i det østlige Kroatien blev belejret af serbiske frivillige militsenheder sammen med store styrker fra den Jugoslaviske Folkehær, JNA, i 87 dage. Byen blev også bombet af det jugoslaviske luftvåben. Her oplyser bogen – i en anonymisering – at ”flere tusinde mennesker døde i kampen om byen, inklusive en general fra JNA, og at der under kampene blev begået krigsforbrydelser mod den civile befolkning”. Altså intet om, hvem der var henholdsvis ofre og gerningsmænd.

Hvad beskrivelsen af Sarajevos belejring og bombardement angår, så skriver RFE/RL, at det ”formentlig er det mest modbydelige eksempel på fordrejninger af facts … fra serbiske gerningsmænd og deres ofre til serbiske ofre”.

Folkedrabet i Srebrenica omtales som en reel kamp i stedet for et massedrab: ”Under erobringen af Srebrenica begik serbiske enheder alvorlige krigsforbrydelser imod muslimske enheder og mod mænd, der kæmpede sig ud af byen. Et antal af dem blev fanget og skudt, mens andre blev dræbt under kampene. Historikere er uenige om antallet af dræbte og døde”. 

Ordet folkedrab nævnes slet ikke. Desuden er der i fremstillingen tale om regulære kamphandlinger mellem bevæbnede modstandere. For det første var der ikke tale om kamp mellem ligeværdige modstandere, og for det andet ville en sådan kamp ikke være at regne som en krigsforbrydelse.

Nogle af de unge, som RFE/RL har talt med om historieundervisning fortæller, at de slet ikke nåede at tale om begivenhederne i 1990erne efter Jugoslaviens sammenbrud. En enkelt nåede dog at høre om sammenbruddet, som hun har lært var ”forkert for det serbiske folk, det var en katastrofe for os”.

Hylder krigsforbrydere

Mange af de krigsforbrydere, der gennem årene er blevet fængslet og dømt af Tribunalet i Haag, er efterhånden blev løsladt igen efter udstået straf. Og de er nu hjemme i Serbien og Srpska, hvor de ofte betragtes som helte i deres respektive samfund. De bliver hyldet og får gode politisk udpegede stillinger. 

”Deres egne krigsforbrydelser bliver fuldstændigt ignoreret, og deres dømte krigsforbrydere bliver direkte hyldet. Der er i de serbiske medier ikke nogen anerkendelse af at have begået krigsforbrydelser, og fortællingerne i deres samfund er i vid udstrækning vendt tilbage til den måde, man talte om begivenhederne i 1990erne: ”Vi var ikke gerningsmænd, vi var ofre”, ”Vi har ikke begået forbrydelser, vi forsvarede bare os selv”, forklarer Florian Bieber, der er professor i Sydøsteuropæisk historie og politik ved universitetet i Graz i Østrig med speciale i det tidligere Jugoslavien.

Han mener, at forsoningsprocessen har fået meget trange vilkår. I 2000-tallet begyndte folk at diskutere krigen og tale om, hvad der var foregået. Nu er benægtelserne meget stærke og manipulationer af minder og historie er blevet værre, det er en bevidst kamp for underspille de forbrydelser, ens egne begik.

I Beograd findes der et meget omtalt vægmaleri af den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic, der i 2021 fik stadfæstet sin dom på livsvarigt fængsel for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Den form for hyldest af en krigsforbryder findes mange steder i Serbien. Men det er værd at bemærke, at de slet ikke eksisterede i midten af 2010erne.

Tilbageskridt i Vukovar

I 2013 rapporterede Kristeligt Dagblad fra Vukovar. Byen bar og bærer stadig tydeligt præg af de voldsomme bombardementer, den blev udsat for i 1991. Genopbygningen er gået trægt, for enten har ejerne af de halvt ødelagte huse givet op, er flyttet eller døde. Eller de har ganske enkelt ikke råd til genopbygning.
De mentale ar efter krigen er også tydelige. Selv blandt unge, der blev født samme år, som krigen stoppede. To 18-årige kroater – Nikolina og Luka – fortalte avisens udsendte, at de ingen serbiske venner havde. De oplevede begge jævnlige konflikter, hvor grupper af unge serbere og kroater kom i slagsmål. Nikolina tilføjede, at hun ikke kunne forestille sig at have en serbisk kæreste. Begge deres fædre kæmpede mod serberne i det omringede Vukovar, og begge fik invalidepension. Den ene med diagnosen PTSD – posttraumatisk stress syndrom. 
Vukovar er stadig en delt by. Folk kommer kun på cafeer, der er ejet af en af ”deres egne”. 

I forbindelse med Kroatiens optagelse i EU indførte regeringen en regel, der tog hensyn til mindretal. Reglen går ud på, at mindretal har ret til at få f.eks. gadenavne stavet på deres eget sprog – eller med deres eget alfabet. På den kroatiske halvø Istrien er der et stort italiensktalende mindretal. I de landsbyer, hvor de udgør 1/3-del eller mere af indbyggerne, sidestilles italiensk og kroatisk på by- og gadeskilte.
I Vukovar var der i 2013 35% serbere, så derfor havde de også ret til at få sat gadeskilte med det kyrilliske alfabet op ved siden af kroaternes latinske. Men byens indbyggere protesterede voldsomt. Og ved byens hospital blev de kyrilliske bogstaver ganske enkelt smadret gang på gang.
Beslutningen kunne ikke gennemføres. I løbet af 2022 blev den også overflødig, skulle det vise sig. En folketælling viste nemlig, at der gennem årene var flyttet så mange serbere fra byen, at de kun udgjorde lige under 30% af indbyggerne. Derfor vedtog byrådet, at al tale om kyrilliske bogstaver i det offentlige rum var irrelevant. Selv små skridt på vej mod forsoning og accept var der altså ikke plads til.
Der er dog lyspunkter, der viser, at det er muligt for de forskellige etniske grupper at kæmpe for samme mål.
Byen Jajce i Bosnien udgør et sådant lyspunkt – om end det er på en lidt dyster baggrund.
Jajces borgmester gav i 2022 tilladelse til, at to udenlandske selskaber kunne opføre to små vandkraftværker ved byen. Jajce er en meget gammel og velbevaret middelalderby, som er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Og borgmesteren havde ikke taget hensyn til, at dele af byen ville blive mere eller mindre ødelagt og oversvømmet af kraftværkernes dæmninger og opstemmede søer. 
Det fik aktivister fra alle etniske grupper på barrikaderne, og efter tre måneders demonstrationer og underskriftindsamlinger bøjede borgmesteren sig endelig.
Den politiske aktivist og menneskerettighedsforkæmper Samir Beharic var med til at arrangere protesterne:
”Borgmesteren stoppede først projektet, da han kunne se, at der var 30% flere, der havde skrevet under på miljøprotesterne, end der havde stemt på ham ved seneste kommunalvalg. Det vil sige, at der blandt underskriverne var mennesker fra alle tre etniske grupper, ellers havde tallet ikke været så højt. Måske ville de så gå sammen igen ved næste kommunalvalg? Så borgmesteren bøjede sig. Det viser, at bosniere faktisk godt kan enes og samarbejde på tværs af etniske skel. I hvert fald, når det drejer sig om miljø og andre enkeltsager”.
Et lyspunkt, der skaber håb om, at de tre etniske grupper i fremtiden kan samarbejde på flere og flere områder.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Steen Ramsgaard, 2023.