Stormagterne USA og Kina
Der er flere stater i det internationale samfund, som på den ene eller den anden måde har haft indflydelse på konflikten i Darfur. Det gælder særligt de fem permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, fordi disse stater har stor betydning for, hvordan FN reagerer og handler. I forbindelse med konflikten er det særligt USA og Kina, som har markeret sig.
USA's præsident George W Bush taler ved FN's Generalforsamling den 21. september 2004. I sin tale kom han bl.a. ind på situationen i Darfur
© UN Photo by Evan Schneider
USA
Som den mest magtfulde aktør på den internationale scene har amerikanerne været bannerførere i forhold til at bruge betegnelsen ”folkedrab” om situationen i Darfur. USA havde ikke et varmt forhold til den sudanske regering under præsident al-Bashir og støttede fx SPLA, den sydsudanesiske oprørsbevægelse i borgerkrigen mellem Nord- og Sydsudan, der i 2005 afsluttede 21 års borgerkrig, og som sidenhen førte til en opsplitning af landet i to selvstændige stater.
Samtidig var USA meget involveret i fredsforhandlingerne mellem borgerkrigens parter og dermed også tilbageholdende med at blande sig i konflikten i Darfur. Argumentet var, at den sudanske regering ville trække sig fra fredsforhandlingerne mellem Nord- og Sydsudan, hvis man blandede den nyere konflikt i Darfur ind i billedet. For amerikanerne spillede også kampen mod terror ind, idet Sudans regering under al-Bashir husede flere prominente terrorister, deriblandt Osama bin Laden, leder af al-Qaeda-gruppen, der stod bag 9/11-terrorangrebet i USA i 2001.
Kina
I forhold til Sudan er Kina en betydningsfuld aktør, fordi landet er en af de største aftagere af olie fra Sudan og har investeret mange penge i Sudans olieudvinding. Kina har som voksende økonomisk stormagt brug for ressourcer som olie og stål. Disse ressourcer kan Kina få adgang til bl.a. i Sudan.
Mens mange vestlige lande for eksempel ikke ville handle med Sudan under præsident al-Bashir på grund af overgrebene i Darfur, betragtede Kina dette som et internt anliggende og blev dermed en alternativ handelspartner. Netop fordi Kina generelt er uvillig til at lade humanitære hensyn stå i vejen for landets økonomiske, militære og politiske interesser.
Kinesernes begrundelse har været, at Kina arbejder ud fra en ikke-interventionspolitik, og at man ikke ville blande sig i Darfur-konflikten uden Sudans samtykke. Dog er Kina blevet kritiseret for at varetage sine egne interesser og ikke træde i karakter som stormagt. I de år sikkerhedsrådet har diskuteret konflikten i Darfur, er mange resolutionsforslag blevet opgivet pga. kinesisk modstand.
Læs mere om Kinas rolle i Darfur-konflikten
Uofficielt pres
Pga. ikke-interventionspolitikken og de mange handelsforbindelser har Kina altså afholdt sig fra officielt at blande sig i Darfur-konflikten. Omvendt har Kina heller ikke stemt direkte imod resolutionsforslag, når de er blevet fremlagt, men derimod kritiseret dem forud for en egentlig afstemning. Angiveligt skulle Kina, i stedet for at kritisere Sudans regering direkte og vedtage sanktioner, i hemmelighed have lagt et pres på den sudanske regering.
Under alle omstændigheder accepterede den sudanske regering indsættelsen af en fredsbevarende hybrid-styrke, som Kina også stemte ja til – uden dermed at gå på kompromis med sin ikke-interventionspolitik. Kritikere pegede på, at Kinas ændrede holdning hang sammen med værtskabet for OL i sommeren 2008. I den forbindelse var Kina længe kritiseret for overgreb på menneskerettighederne i fx Tibet og Hongkong. På samme måde som landet blev kritiseret under de olympiske vinterlege i 2022 og anklaget for folkedrab på det muslimske uighur-mindretal i Xinjiang-provinsen.
Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.