En bølge af massakrer i 1890'erne

Et multietnisk imperium under pres

Før det armenske folkedrab begyndte i 1915, var Osmannerriget det, man kan kalde et multietnisk og multikulturelt imperium. Riget, der i sin storhedstid strakte sig fra Wien i vest til den arabiske halvø i øst, var stykket sammen af erobrede landområder, hvor der levede mange forskellige folkeslag med forskellige traditioner, sprog og religioner Gennem 1700-tallet og frem skrumpede riget gradvist ind, fordi flere af de erobrede lande og folk enten løsrev sig fra riget eller blev erobret af andre imperier. På trods af at Osmannerriget var begyndt at smuldre, var det stadig i 1890’erne et broget kludetæppe af bl.a. tyrkere, grækere, kurdere, armeniere og arabere.

I 1890’erne var de europæiske stormagter England, Frankrig og især Rusland alle i opposition til det Osmannerrigets politik og regering. Stormagterne fik presset rigets sultan, Abdul Hamid II (1876-1909), og hans regering til at indføre reformer for at forbedre tilværelsen for armenierne, men det ønskede resultat udeblev. I de armensk-beboede områder blev armenierne endnu mere ildesete blandt tyrkere og kurdere, der følte, at armenierne var skyld i, at fremmede magter blandede sig i osmanniske forhold. 

En bølge af massakrer

Sultan Abdul Hamid II opfattede armenierne som politisk upålidelige, fordi de søgte hjælp hos de europæiske magter og støttede demokratiske reformer, som i sidste ende ville fratage ham noget af sin magt. Desuden frygtede han, at armenierne ville gøre oprør for at løsrive sig fra Osmannerriget og kræve deres eget territorium ligesom de kristne på Balkan. Derfor igangsatte han en omfattende og systematisk forfølgelse af armenierne fra 1894 til 1896. Sultanen udnyttede, at der var udbredt modvilje mod det armenske mindretal blandt den tyrkiske og kurdiske befolkning, så disse forfølgelser kunne finde sted uden udbredt modstand. 

Den direkte årsag til massakrerne i 1890’erne blev en armensk demonstration i byen Sassun, hvor armenierne demonstrerede mod, at de blev beskattet dobbelt så meget som områdets muslimer. Demonstrationen udviklede sig til en mindre opstand, hvorefter 10.000 mænd, kvinder og børn blev beordret dræbt af sultanen. Gennem de næste tre år rullede en bølge af massakrer på armenierne gennem Osmannerriget.

Sultanen brugte blandt andet statsreligionen islam som instrument ved at opildne fanatiske muslimer til at angribe og massakrere den ”vantro” kristne armenske befolkning. 

Armensk modstand

I langt de fleste tilfælde blev armenierne dræbt uden at kunne gøre modstand mod overmagten, men i nogle tilfælde fik armenierne organiseret væbnet forsvar mod de osmanniske soldater og kurdiske grupper, der var sat til at slå dem ihjel. Men på grund af armeniernes ringe antal og mangel på våben kunne de ikke stoppe massakrerne i at blive ført ud i livet. Forsøgene på modstand forværrede hadet og aggressioner mod armeniere. 

Selv om massakrerne på armenierne fremkaldte stærke reaktioner i Europa og USA, var der trods løfter om hjælp ingen udenlandske regeringer, der greb ind. I mange lande, blandt andet i Danmark, var der dog missionærer og private hjælpeorganisationer, der sendte læger, mad og penge til de trængte armeniere. Det anslås, at mellem 100.000 og 200.000 armeniere blev dræbt i løbet af de tre år, som bølgen af massakrer varede. 

Sammenhængen mellem massakrerne i 1890’erne og folkedrabet 1915-1917

Der er uenighed blandt folkedrabsforskere om, hvordan sammenhængen mellem massakrerne på armenierne i perioden 1894 til 1896 og det armenske folkedrab godt 20 år senere skal fortolkes. Nogle forskere mener, at massakrerne i 1890’erne var den direkte forløber for det armenske folkedrab, forstået på den måde at sultan Abdul Hamid II satte projektet om udryddelse af armenierne i Osmannerriget i gang, og at ungtyrkerne forsøgte at gøre det færdigt i perioden 1915 til 1917. Hermed udgør massakrerne i 1890’erne og folkedrabet 1915 til 1917 to sider af samme sag.

Andre forskere mener ikke, at sammenhængen mellem massakrerne i 1890’erne og selve folkedrabet er nær så åbenlys. Disse forskere hæfter sig ved definitionen på folkedrab, der findes i FN’s folkedrabskonvention, hvor der står, at gerningsmændene skal have en klar forudgående hensigt om at udrydde en bestemt befolkningsgruppe på baggrund af eksempelvis deres race eller religion. Flere forskere tvivler nemlig på, at sultanens hensigt med massakrerne var fuldstændig at udrydde den armenske befolkning i Osmannerriget, men at han ’blot’ ønskede at straffe dem for deres reformtanker og true dem til lydig underkastelse. 

Ligegyldigt hvordan man tolker sammenhængen mellem massakrerne i 1890’erne og folkedrabet 1915-1917, er ét dog sikkert: Forud for det armenske folkedrabs begyndelse i 1915 var gået en årrække, hvor armenierne i Osmannerriget blev behandlet som andenrangs borgere og syndebukke og udsat for vold, undertrykkelse og mord.