NGO'er i Rwanda

Er hjælp altid godt?

I april 1994 var Rwanda skueplads for et folkedrab begået af landets hutu-befolkning mod tutsi-befolkningen, hvor omkring 800.000 mennesker blev slået ihjel på 100 dage. I årene op til folkedrabet var bistandsorganisationer tilstede i landet og var dermed vidner til en tiltagende vold og en stigende diskriminering af tutsierne. 

Indtil 1990’erne blev Rwanda af mange i bistandsverdenen set som klassens artige dreng. Bistandsorganisationerne flokkedes til det smukke grønne land i Centralafrikas højder, hvor eksperter i sundheds- eller landbrugsforhold hjalp med at danne andelsforeninger blandt befolkningen på landet, forbedrede jordbrug, infrastruktur, sundhed og uddannelse og hjalp med at skabe en højere levestandard. Op til 1990 foregik arbejdet under rolige forhold, og bistandsorganisationerne beskrev i deres rapporter til donorerne de flotte resultater: nye jordbrugsmetoder, skolebygninger og klinikker, og hvor vigtigt det var med de gode relationer til den lokale ”bourgmestre” – præsidentens mand i kommunen. 

Bistand og politik

Bistandsorganisationerne blandede sig ikke i politiske og sociale spørgsmål, og især ikke i det følsomme spørgsmål om ”etnicitet”, som var et vanskeligt emne i Rwanda. Flertallet af befolkningen tilhørte hutuerne, ligesom præsidenten og den styrende elite, og kun en lille del af Rwandas befolkning tilhørte tutsierne. Dette kunne blandt andet afklares ved hjælp af de etniske identitetskort, som det belgiske kolonistyre i Rwanda havde indført i 1930’erne. 

Diskrimination af tutsierne tog til i løbet af 1990’erne. Officielle kvoteordninger i Rwanda begrænsede tutsiernes adgang til goder som ekempelvis arbejde i det offentlige og pladser på uddannelsesinstitutioner. Nogle menneskerettighedsorganisationer argumenterede for, at systemet med kvoterne lignede Sydafrikas apartheidsystem, og at det var diskriminerende og farligt. De vestlige repræsentanter og bistandsarbejdere valgte for det meste ikke at blande sig i spørgsmålet.

Samtidig vidste alle, at den udenlandske bistand var en politisk faktor i sig selv, både lokalt og nationalt. Hvor længe ville Rwandas præsident kunne overleve uden hjælpen? Kunne de nationalt ansatte bistandsarbejdere holde sig fri af politik, eller brugte de deres position til at støtte præsidentens parti? Havde oppositionstilhængere også adgang til den hjælp, projektet ydede

Vesten i Rwanda

Den belgiske forsker, Peter Uvin, har kritisk undersøgt den rolle, som de vestlige bistandsfolk og organisationer spillede i tiden før folkedrabet brød løs i april 1994. Bistandsorganisationerne arbejdede aktivt sammen med den regering og de folk, der kort efter gik i gang med systematisk at slagte deres landsmænd, kvinder og børn, og de havde ikke protesteret mod den systematiske diskrimination af tutsierne.

Vestens forsømmelse af at gribe ind får os alle til at stille de samme spørgsmål til dem, der befandt sig i landet. Kunne I ikke se, hvad der foregik? Hvorfor gjorde I ikke noget for at forhindre det? En vesterlænding gav følgende svar:

”Hvis du smider en frø i en gryde fyldt med kogende vand, hopper den ud så hurtigt den kan. Hvis du derimod sætter den ned i en gryde med koldt vand og varmer langsomt op, lægger frøen ikke mærke til, at den er i fare. Frøen bliver kogt ihjel.”

Når man er midt i det, er man optaget af det daglige, af det umiddelbare. Det var heller ikke et entydigt billede, der tegnede sig. Landet havde været præget af borgerkrig, og politisk motiverede drab på politikere, også fra de hutu-ekstremistiske partier, var ikke usædvanlige. Alligevel er det svært at se bort fra de klare advarselssignaler. Skulle vore ambassader og bistandsfolk ikke have protesteret før? Burde de ikke have lukket for bistandshjælpen og lagt mere pres på Rwandas regering for at marginalisere ekstremisterne?

Bistandens rolle

Folkedrabet, der foregik mere eller mindre skjult for vestlige tv-kameraer, blev efterfulgt af en humanitær krise, der blev transmitteret direkte i nyhederne.

Krisen blev sat endnu mere på spidsen umiddelbart efter folkedrabet, da mere end to millioner hutuer flygtede til nabolandene. Hutu-regeringen havde opfordret hutuerne til at flygte, idet tutsierne var ved at stoppe folkedrabet og at vinde kampen mod hutu-regimet. Bistandsmaskineriet kom rullende til Goma og Bukavu i Congo og til det vestlige Tanzania for at afværge tusindvis af nye dødsfald forårsaget af sult og nød. 

Nødshjælpsoperationen var en af de største nogensinde og, efter nogle kriterier, en klar succes. Dog blev bagsiden hurtigt synlig: de enorme bistandsbudgetter udgjorde en kilde til penge og magt for de ekstremistiske hutuer, der kontrollerede lejrene. De brugte midlerne til åbenlyst at købe våben og træne og forberede de unge mænd på en genoptagelse af ”kampen” hjemme i Rwanda. Endnu en gang kunne stormagterne i FN’s Sikkerhedsråd ikke tage sig sammen til at gøre noget ved situationen. I slutningen af 1994 valgte hjælporganisationen Læger uden Grænser at trække sig ud af lejrene i Congo i håbet om, at dette signal ville påvirke sikkerhedsrådet til at gribe ind. Det gjorde det ikke.

Udfordringen ved at balancere neutralitet og engagement

Når man arbejder med bistand, er den virkelighed, man lever i, fyldt med kompromiser og forhindringer. Man arbejder i mange slags lande med alle slags regeringer, som alle har deres egen særlige fortid og som oplever vanskeligheder på vejen til demokrati og respekt for menneskerettigheder. Det er derfor, at man som bistandsorganisation er der for at hjælpe. Ofte er det vigtigt at hjælpe med at opbygge en stat, så den bliver stabil nok til eksempelvis at kunne opkræve skatter, kontrollere landets grænser og garantere sikkerhed for alle slags lovløshed. 

For at opnå resultater skal man være parat til at arbejde hånd i hånd med partneren gennem en lang og ofte sej proces. En sådan proces er ofte umulig uden et gensidigt godt forhold. Ikke så sjældent er dette venlige partnerskab svært at forene med et meget kritisk forhold til statens krænkelse af menneskerettigheder. Samtidig er det nemt at miste sin neutralitet overfor et land, en regering eller en embedsmand, der kan afgøre hvorvidt bistandens målsætninger kan opnås. Det er nemt at blive fanget af egen indbildning eller egne ambitioner eller helt enkelt af de investeringer, man allerede har foretaget i et land eller en regering. 

Det svære valg

Gentagne gange har vestlige lande støttet afrikanske regeringer, der virkede lovende i en periode, men som endte med i vore øjne at køre af sporet. Ledere, der virker stærke og trækker deres lande ud af krig, ender ofte med ikke at ville opgive den magt, som de har vundet. Partier, der i årevis har klaget over korruption og manglende demokrati falder i samme fælde, når de kommer til magten. Mekanismer til at skifte dem ud og sætte nye kræfter ind er ikke så smidige i Afrika som i Europa. Det er ikke en undskyldning for den manglede vilje til at gribe ind i Rwanda op til 1994, men valget kan i praksis stå mellem den onde, som man kender, og den onde, som man ikke kender, og ustabilitet kan ofte være den største trussel. 

Bistands- og humanitærorganisationer må lære at blive bedre til at arbejde i denne komplekse situation og være tro mod et sæt af principper. Humanitære organisationer, og især det internationale Røde Kors, har arbejdet ud fra tre principper – uafhængighed, upartiskhed og neutralitet. Dette er gode principper, men deres gennemførelse i praktiske situationer bliver til stadighed sat på nye prøver. De uundgåelige kompromiser må ikke føre til tilsidesættelse af en moralsk pligt til at se sandheden i øjnene og til at sige fra over for misbrug af bistanden.

Af Fergus Kerrigan, Dansk Institut for Menneskerettigheder.