Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé?

I Israel og 15 europæiske lande er det forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted, men det er ikke alle, som synes, det er en god idé at forbyde Holocaust-benægtelse ved lov. Selv mellem EU-landene har det været meget svært at blive enige om en fælles politik og lovgivning. Og der er langtfra konsensus blandt historikere, politikere og meningsdannere om, at lovgivning mod Holocaust-benægtelse er den rigtige løsning.

Brud på ytringsfriheden?

Modstandere af at kriminalisere Holocaust-benægtelse mener ikke, at vi kan lovgive os ud af problemet. Selvom vi vedtager love imod benægtelse, vil det ikke ændre på, at vi fortsat har et problem med benægtere i vores samfund. Desuden vil et forbud imod benægtelse blot give benægterne en række argumenter på hånden, som kan understøtte deres konspirationsteorier: ”Hvorfor har frie vestlige demokratier overhovedet behov for at forbyde visse holdninger og meninger?”, ”Hvad er det, der skal skjules?”, spørger benægterne. Hvis man gør Holocaust-benægtelse ulovligt, risikerer man, at de Holocaust-benægtere, der bliver anklaget og straffet, opnår en form for martyrstatus.

Tilhængere af en lovgivning imod Holocaust-benægtelse mener modsat, at Holocaust-benægtere fordrejer og udnytter ytringsfriheden, og at benægtelse netop derfor udgør en trussel mod de mest basale elementer i et demokratisk samfund. Tilhængerne mener, at det er forkert at sige, at Holocaust-benægtere repræsenterer en bestemt holdning: Holocaust-benægtelse er først og fremmest en løgn, der ikke skal tages alvorligt, og der ikke skal betragtes som en legitim holdning på linje med andre. Ytringsfrihed giver ikke ret til at lyve.

Andre stemmer i debatten påpeger, at det kendetegnende ved frie demokratiske samfund netop er, at ytringsfriheden gælder absolut ubegrænset: Den skal ikke kun gælde for dem, som man er enig med, men også for dem, som man er uenig med.

Har vi ikke bevismateriale nok?

Modstandere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at der er en fare for, at benægtere og andre vil fortolke et forbud imod Holocaust-benægtelse som udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig historisk dokumentation, der kan bevise, at benægterne tager fejl. Men Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, og det historiske bevismateriale burde være stærkt nok i sig selv. Derfor er der ikke brug for en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse. Den bedste måde at bekæmpe Holocaust-benægtelse på er ved at argumentere for det modsatte og – ved hjælp af historisk bevismateriale – vise, hvordan og hvorfor benægterne tager fejl.

Tilhængere af love imod Holocaust-benægtelse mener dog, at sådanne love netop er mere nødvendige end nogensinde, fordi antallet af Holocaust-overlevere og øjenvidnerne til begivenhederne svinder ind, i takt med at de bliver gamle og dør. Derfor vil der snart ikke længere være nogen personlige historier, der kan videreføre historien om det, der skete, og som kan forhindre, at historien om de grusomme begivenheder bliver glemt eller manipuleret.

Lovgivning imod Holocaust-benægtelse: et værn imod racisme?

Mange tilhængere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at sådanne love er nødvendige for at forhindre en gentagelse af historien og en genopblomstring af nazismen og andre racistiske ideologier. Det var netop begrundelsen for at indføre et forbud imod nazistiske symboler i Tyskland og Østrig efter 2. Verdenskrig.

Kritikere påpeger, at der ikke er noget, der tyder på, at sådanne love er med til at promovere mere tolerance og mindre racisme. De europæiske lande som fx Tyskland og Østrig, der har en meget stram lovgivning, som både forbyder Holocaust-benægtelse og nazistiske symboler, er ikke gået fri for den fremmarch af racistiske og fremmedfjendske partier, som har præget Europa siden starten af 1990’erne. Eksempelvis er nynazistiske grupperinger opblomstret i Tyskland.

Se oversigt over de lande, der forbyder Holocaust-benægtelse.

Skal staten bestemme, hvad der er historiske fakta?

Modstandere imod love mod benægtelse fremhæver ofte, at vi bevæger os ud på en glidebane, hvis en stat begynder at lovgive om, hvad der er historiske fakta. Det kan blive svært at sætte en grænse for, hvilke forbrydelser der skal lovgives om. Da EU forsøgte at lave en fælles EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse, mente flere af de østeuropæiske lande, som tidligere var underlagt Sovjetunionens diktatur, at det så også skulle være forbudt at benægte de forbrydelser, som foregik under den sovjetiske besættelse.

Læs om Frankrigs anerkendelse af det armenske folkedrab og den franske beslutning om at gøre benægtelse af det armenske folkedrab ulovligt

Kritikere af lovgivningen mener, at det er historikerne og ikke politikerne, der skal undersøge og bestemme, hvad der er historiske fakta. Som klummeskribenten og historikeren Timothy Ash udtaler: ”Der er ikke nogen, der kan lovgive om historisk sandhed. Hvis en historisk sandhed overhovedet kan blive etableret, skal den være baseret på en fri historisk forskning, hvor historikere kan diskutere beviserne og fakta og teste og udfordre hinandens påstande, uden de skal frygte at blive retsforfulgt eller forfulgt.” Med en lovgivning om folkedrabsbenægtelse risikerer man, at selv seriøse historikere eller intellektuelle, der ikke er interesserede i at benægte et folkedrab, føler, at de er underlagt censur.

Samme pointe fremhæver historiker og ekspert inden for Holocaust-benægtelse, Deborah Lipstadt: ”Spørgsmålet om, hvad der er et folkedrab, folkedrabenes historie, og hvad vi kan sige herom, skal ikke afgøres af politikere og dommere.” Hun mener, at det er vigtigt, at historikere fx kan have en debat om, hvorvidt en massakre imod en civilbefolkning er et folkedrab eller ej. En sådan akademisk og juridisk debat sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det skete, men åbner i stedet for en diskussion af, hvad vi rent juridisk skal kalde det. Hun frygter, at en lovgivning om Holocaust- og folkedrabsbenægtelse vil kunne bremse sådanne akademiske debatter.