Kolonitiden 1884-1962 – de hvide kommer til Rwanda

En af de første europæere, der kom til Rwanda, var den tyske grev Gustav Adolf von Götzen. Han blev i maj 1894 modtaget af Rwandas kong Rwabugiri, der gav ham en varm velkomst. Hvad kongen ikke vidste, var at Tysklands herredømme over Rwanda var blevet anerkendt af de andre europæiske lande ved en konference i Berlin i 1884-1885. Von Götzen, der var guvernør over Tysk Øst Afrika, havde dermed også magten over Rwanda. 

Tyskland regerede over Rwanda ved hjælp af indirekte styre. Det vil sige, at de brugte det allerede eksisterende administrationssystem, der var yderst effektivt og organiseret. Dermed kunne tyskerne spare på antallet af kolonipersonale og simpelthen regere gennem den eksisterende magtstruktur. I 1914 befandt der sig f.eks. kun fem tyske embedsmænd i Rwanda. Efter Tysklands nederlag i første Verdenskrig blev Rwanda af Folkeforbundet overdraget til Belgien som mandatområde, hvilket betød, at Belgien skulle administrere Rwanda, idet man ikke mente, at landet var i stand til at regere sig selv.  

Den belgiske kolonimagt favoriserer tutsierne

Ligesom tyskerne, gav belgierne udtryk for, at tutsierne var klogere end hutuerne. Det skyldtes især, at tutsierne var højere og slankere end hutuerne og derfor i europæernes øjne var mere lig dem selv. Hutuerne blev derimod opfattet som dummere og ikke nær så flittige. Belgiernes forskellige opfattelse af de to grupper kom til udtryk i den måde de styrede landet på. 

Det blev besluttet, at man skulle foretrække en tutsi, når man skulle besætte en politisk stilling, og mange hutuer, som allerede sad på ledende stillinger, blev udskiftet med tutsier. På den måde kom tutsierne til at sidde på meget af den politiske magt. Europæernes holdning var dermed med til at forstærke opdelingen af de to grupper, idet tutsierne således fik magt over hututerne. Det gjorde heller ikke forholdet mellem de to grupper bedre, at det stort set kun var tutsier, som havde adgang til universitetet. Universiteterne blev nemlig ledet af belgiske præster fra den katolske kirke, og de prioriterede tutsierne, da de ønskede at have indflydelse på den befolkningsgruppe, som de opfattede som landets fremtidige ledere.  

Alle skal inddeles i grupper

I 1933 besluttede belgierne at lave en folketælling og en gang for alle inddele befolkning i tre grupper. Alle fik målt deres højde, længden på næsen og øjenformen. Dem, der var høje, måtte ifølge belgierne være tutsier, mens dem, der var lave og bredere måtte være hutuer. På grund af ægteskab mellem hutuer og tutsier, var der dog en del, hvor man ikke umiddelbart kunne afgøre, hvilken gruppe de hørte til. Disse fik ofte selv lov til at bestemme, hvilken gruppe de ville tilhøre. Dernæst fik alle et identitetskort, hvorpå deres etniske tilhørsforhold stod noteret. Dette identitetskort overlevede helt til folkedrabet i 1994, hvor gerningsmændene stoppede folk på gaden og dræbte alle, hvis identitetskort afslørede dem som tutsier. 

FN er ikke tilfreds

Efter Anden Verdenskrig overtog FN opgaven med at overvåge Belgiens bestræbelser på at udvikle Rwanda, således at landet kunne være i stand til at opnå selvstændighed. Organisationen sendte flere gange delegationer til Rwanda for at vurdere belgiernes indsats. Disse kritiserede bl.a. manglen på uddannelse i Rwanda samt undertrykkelsen af hutuerne. Efter et besøg i 1957 skrev deltagerne i en rapport bl.a. at de kun så lidt håb for en fremtidig tilnærmelse og opblødning mellem de to grupper, og opfordrede Belgien til gøre mere for at fremme hutuernes stilling.