Diskrimination

Bliver du behandlet ringere, bare fordi du tilhører en bestemt gruppe, så er der tale om diskrimination. Fx oplever nogle unge fyre med indvandrerbaggrund at blive afvist på diskoteker og barer uden anden umiddelbar grund end deres oprindelse. Diskrimination er strafbart i Danmark.

I Danmark har der været sager om supermarkeders regler i forhold til muslimske piger brug af tørklæder på arbejdet © Scanpix Denmark / Keld Navntoft 

Når en person bliver behandlet anderledes, blot fordi han eller hun tilhører en bestemt gruppe, så er det diskrimination. Diskrimination handler altså om at gøre forskel på folk på et urimeligt eller uretfærdigt grundlag. Det er diskrimination, når mennesker behandles anderledes fx på grund af deres køn, seksualitet, kultur eller religion. Et eksempel på diskrimination er en arbejdsgiver, der fravælger en person til et job, fordi han er handicappet, eller fordi hans navn er Hassan og ikke Hansen. Når arbejdsgiverens beslutning ikke har noget at gøre med personens kvalifikationer eller egnethed at gøre, så er det diskrimination. Det er ofte svært at bevise, om nogen med vilje har behandlet en person dårligt på grund af personens oprindelse eller tro.    

Diskrimination forbudt!

Diskrimination er ulovligt i Danmark. Den første lov om forskelsbehandling blev indført i 1939 for at beskytte jøder mod antisemitisme. Loven blev ændret i 1971 til også at forbyde forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, afstamning eller oprindelse. I 1987 blev loven igen ændret, så seksualitet og tro også var omfattet af forbuddet. Og i 1996 trådte en lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i kraft.

§ Love om forskelsbehandling

Dansk lov om forbud mod forskelsbehandling

”Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil seks måneder.” 

Europæisk forbud mod diskrimination

Artikel 21 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder fra 2000:
”Enhver forskelsbehandling på grund af køn, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller anden anskuelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.”

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information