Den danske samarbejdspolitik og jødeaktionen

Efter 2. Verdenskrig var brudt ud i september 1939, kom turen den 9. april 1940 til Danmark og Norge. Hitler ønskede at sikre sig Norge – og på vejen til Norge lå Danmark. Om morgenen den 9. april rykkede tyske tropper over grænsen i Sønderjylland og gik i land flere steder i Danmark. Efter få timers kamp besluttede den danske regering under protest at bøje sig for besættelsesmagten. Denne samarbejdspolitik betød, at Danmark indtog en særlig stilling i de næste tre år sammenlignet med andre besatte lande som Belgien, Holland og Norge.

Samarbejde med tyskerne – en fordel for begge parter

Officielt fortsatte Danmark nemlig med at være et neutralt land. Kongen blev i landet, regering og folketing fungerede, det var danske domstole, der dømte, og danske betjente, der sikrede ro og orden i landet. Samarbejdet med den tyske besættelsesmagt foregik gennem forhandlinger mellem Udenrigsministeriet og det tyske gesandtskab (ambassade), som ved enhver anden international forbindelse.

Forbindelsen var naturligvis ikke ”som enhver anden”. Der stod tyske tropper i landet, og i sidste ende kunne tyskerne naturligvis bestemme. Tyskerne var imidlertid også interesserede i at opretholde den specielle situation, idet den betød at der var behov for langt færre tyske soldater og embedsmænd fordi Danmark selv klarede det meste. Tyskerne var naturligvis ligeledes interesserede i en stabil eksport af danske landbrugsvarer til Tyskland. 

Den danske regering: Ingen antijødiske love i Danmark

Én gruppe danskere havde fra den 9. april med god grund følt sig særligt truet. De ca. 8.000 danske jøder havde gennem 1930’erne fulgt de nazistiske overgreb mod de tyske jøder: éndagsboykotten i 1933, Nürnberg-lovene i 1935, ”Krystalnatten” i 1938 og også det lille danske nazistparti havde råbt op om jødernes påståede store indflydelse. Men som månederne gik efter 9. april kunne de danske jøder konstatere, at der ikke skete dem noget – hvilket må siges at være en af de positive sider ved den senere kritiserede ”samarbejdspolitik” fra 1940 til 29. august 1943.

Den danske regering havde fra begyndelsen gjort det klart, at den ikke ville give indrømmelser over for tyske krav om antijødiske love. Som den danske udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius meddelte Hitler, så var der ikke noget ”jødeproblem” i Danmark. 

Problemet udskydes af tyske embedsmænd

Den danske holdning til jødespørgsmålet var kendt af de ledende tyske embedsmænd i Danmark, og de forsøgte i deres kontakter med Berlin at sikre, at spørgsmålet ikke blev taget op. De frygtede, at et tysk krav om antijødiske love ville føre til den danske regerings afgang og forstyrrede dermed af de vigtige leverancer af danske fødevarer. Det ville også medføre, at man ikke længere overfor andre besatte vesteuropæiske lande kunne henvise til det såkaldt "normale" dansk-tyske forhold, og dermed ville et betydningsfuldt indirekte påskud til den tyske krigsføring være i fare. 

At man kendte den danske holdning fremgår af referaterne fra det møde i Berlin i januar 1942, hvor man diskuterede ”den endelige løsning af jødespørgsmålet” (Wannsee-konferencen). På mødet fortæller departementschef Luther fra det tyske Udenrigsministerium at ” ved en gennemgribende behandling af dette problem i visse lande, således de nordiske, kunne opstå vanskeligheder […]”. 

Det blev derfor anbefalet foreløbig at holde disse lande ude af planen, hvad, man ikke mente, ville være et problem, i betragtning af det lave antal jøder i landene. Dette er nogle af grundene til, at man i første omgang lod de danske jøder i fred, i modsætning til alle andre besatte lande, hvor diskriminerende love mod jøder stort set blev indført direkte efter deres besættelse. 

Forhandlingspolitikkens ophør 29. august 1943

I august 1943 blev samarbejdspolitikken afbrudt. Der havde været en lang række sabotagehandlinger og strejker, og Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, blev kaldt til Hitler for at få nye forholdsregler: Kursen skulle skærpes, og den danske regering blev forelagt et ultimatum. Da dette bl.a. indeholdt krav om dødsstraf, blev det afvist af regeringen, som derefter ophørte med at fungere.

Læs den tyske regerings krav om indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf 

Læs den danske regerings afvisning af de tyske krav

Læs en artikel fra det illegale blad, Frit Danmark, som beskriver og forsvarer det stigende omfang af sabotagehandlinger

Den tyske øverstkommanderende i Danmark, von Hanneken, meddelte herefter den danske udenrigsminister Scavenius, at det tyske militær havde overtaget magten i Danmark, og den 29. august blev den danske hær interneret og kongen sat i husarrest. Ikke desto mindre fortsatte det danske politi med at fungere frem til arrestationen i september 1944, danske domstole dømte fortsat danske lovovertrædelser, og embedsmændene i ministerierne arbejdede videre.

Læs den tyske bekendtgørelse om undtagelsestilstand i Danmark

Aktionen mod de danske jøder besluttes

Anledningen til aktionen mod de danske jøder var antagelig et telegram fra den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, til regeringen i Berlin, hvor han foreslog en aktion mod de danske jøder under den undtagelsestilstand, som var indført 29. august 1943. Hitler godkendte forslaget, og aktionens udførelse blev planlagt til natten mellem den 1. og 2. oktober. 

Læs telegrammet, hvori Werner Best foreslog en aktion mod de danske jøder

Se en række centrale telegrammer og notater, skrevet af tyske og danske politikere forud for aktionen mod de danske jøder

Det underlige er, at Best fra det øjeblik, han selv havde foreslået aktionen, synes at have modarbejdet den; han arbejdede i hvert fald ikke hårdt for at sikre dens succes. Heller ikke det tyske militær var begejstrede. Den tyske øverstkommanderende, von Hanneken, ville hellere udsætte en evt. aktion til undtagelsestilstanden var forbi. Også mange af de tyske embedsmænd var mod aktionen. En af dem var skibsfartsattachéen G. F. Duckwitz. Duckwitz stod som tysk embedsmand i et voldsomt dilemma. Aktionen mod de danske jøder var hans regerings officielle politik, og han var embedsmand og burde arbejde for denne politik. Men Duckwitz var imod aktionen og informerede derfor den 28. september de ledende socialdemokrater om den forestående aktion.

Socialdemokraterne gik videre til ledelsen af den jødiske menighed i Danmark, Det mosaiske Troessamfund, der faktisk i første omgang nægtede at tro på advarslen. Men beviserne var stærke, og de næste dage gjorde man alt for at bringe meddelelsen ud til alle jøder i Danmark, der for størstedelens vedkommende boede i og omkring København.  

Læs et interview med Marcus Melchior, som blev advaret om aktionen gennem en bekendt til socialdemokraternes formand, Alsing Andersen

Du kan også se et klip, hvor Bent Melchior fortæller om, hvordan hans far Marcus Melchior, der var rabbiner, forsøgte at advare det jødiske samfund under nytårsgudstjenesten et par dage før aktionen. Se flere film med Bent Melchior her

Aktionen gennemføres

Sent på aftenen fredag den 1. oktober rykkede det tyske politi ud. I dagene forinden var der ankommet en tysk ordenspolitistyrke på 1500 mand, og der var også 3000 mand fra det tyske sikkerhedspoliti. Endelig deltog danske nazister, der bl.a. fungerede som vejvisere. Men de traf ikke mange hjemme, advarslerne var blevet hørt, og langt de fleste jøder var flygtet. Nogle af dem, der ikke var flygtet, undlod at lukke op og undslap derved nazisterne, fordi Werner Best havde givet ordre til, at der ikke måtte brydes ind i de danske jøders hjem. Det tyske politi havde fået udleveret lister med navne på danske jøder og tog kun de jøder med, hvis navne stod på listerne.

De ca. 200 jøder, der blev fanget i Københavns-området, blev ført ned til et ventende skib ved Langelinie. For at fylde skibet op, hentede man nogle af de tilfangetagne kommunister. En af disse, Martin Nielsen, har i bogen ”Rapport fra Stutthof” fra 1947 givet en rystende skildring af sin oplevelse, af skibets ankomst til Swinemünde: ”Under helt ufattelige eder, skrig og skrål er Gestapo-folkene i færd med at drive et andet hold røvede mennesker ned ad landgangsbroen fra skibets agterstavn. Det er jøder” Denne oplevelse ”har brændt sig så stærkt ind i vort sind, at vi aldrig kan slippe den igen”. 

Læs tre artikler, bragt i den illegale presse som reaktion på aktionen mod de danske jøder natten til den 2. oktober 1943: ​'1600 danske jøder og 125 danske kommunister ført til Tyskland' og 'Jøderne' og 'Jødeforfølgelserne'

Blandt de jøder, der var blevet fanget om natten, var der en del ældre mennesker, som det ikke var lykkedes at skjule sig. Det, Martin Nielsen var så chokeret over, var behandlingen af disse ældre: ”Efter at de unge og yngre jøder var blevet udskibet, kom turen til de ældre, de gamle, de værkbrudne, de syge, alle de uendelige fattigt udseende mennesker, der efter nazismens bibel ikke blot var skyld i krigen, men overhovedet skyld i alt ondt på denne syndige jord”. De ældre danske jøder blev med brutal vold sparket ned af landgangsbroen.  

Disse jøder og en gruppe jøder, der var blevet fanget i Jylland, blev med tog ført gennem Tyskland og havnede alle i ghettoen Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. 

Efter aktionen

Situationen i Danmark under aktionen mod de danske jøder adskilte sig på flere måder fra situationen i Holland, Belgien og Frankrig. Én af de afgørende forskelle var Sveriges nærhed og Sveriges rolle som ubesat neutralt land. Sverige udgjorde et muligt tilflugtssted. 

Masseflugten begyndte mellem 28. og 29. september. At det skete på dette tidlige tidspunkt og ikke først efter razziaen mellem 1. og 2. oktober, skyldes sandsynligvis Duckwitz’ advarsel, den 28. september 1943. Om aftenen den 2. oktober, da Sverige officielt meddelte, at man ville tage imod flygtningene fra Danmark, var over 500 jøder allerede ankommet til Skåne. Antallet af flygtninge voksede støt i den første uge efter razziaen, og flugten kulminerede den 8.-9. oktober, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt op til 2.500 flygtninge over Sundet. I løbet af den anden uge nåede yderligere 2.000 over. Omkring midten af oktober var ni ud af ti danske jøder på svensk grund, og efter to uger havde masseflugten nået sin ende. En række eftersendelser af små børn og ægtefæller strakte sig dog helt ind i vinteren 1943/44.

I Sverige stod de danske jøder overfor de problemer, vi kender fra andre flygtninge: Hvordan bygges en tilværelse op i et nyt land? Der var problemer med at få arbejde, eftersom Sveriges økonomiske situation selvfølgelig også var præget af krigen. Flygtningene led under uvisheden om den skæbne, der var tilfaldet de familiemedlemmer og venner, der var blevet fanget og ført til Theresienstadt, og de bekymrede sig om deres efterladte boliger og job. 

Læs artiklen om de danske jøder i svensk eksil

Mange jøder har efter 1945 fremhævet to datoer som vigtige for dansk-jødisk historie: Den 2. oktober og redningen af størstedelen af jøderne til Sverige, samt befrielsen den 5. maj 1945 og hjemvendelsen til Danmark de følgende uger. Mange steder i Europa havde jøderne ikke mulighed for at vende hjem. Ofte fordi der ikke længere eksisterede et hjem, eller fordi det var deres naboer, der havde angivet dem til tyskerne, og flygtningene derfor ikke ønskede at vende hjem.

Men i Danmark blev de danske jøder budt velkomne tilbage. I mange tilfælde var der tilmed blevet passet godt på deres lejligheder og huse, mens de havde været væk. Forhenværende overrabbiner Bent Melchior har i foredrag på danske skoler fortalt historien om, i hvilken stand hans familie fandt deres lejlighed, da de vendte hjem til Frederiksberg: Selv potteplanterne var blevet passet. Ikke alle var i den situation, men i de fleste tilfælde følte de danske jøder sig velkomne, da de vendte hjem til Danmark. 

Sverige under krigen  

Sverige havde fra krigens begyndelse været neutral, men havde f.eks. tilladt transport af tyske tropper til Norge gennem Sverige og havde en stor handel med Tyskland. Mange lande anså Sverige for at være protysk på det tidspunkt, hvor den tyske krigslykke afgørende syntes at vende: Sovjetunionen havde sejret ved Stalingrad i januar/februar og englænderne og amerikanerne i Nordafrika. Ved at åbne sine havne for de danske jøder viste Sverige nu en anden side af sin udenrigspolitik – en side, landet siden er blevet berømmet for.

Af Otto Rühl, Gymnasielærer, Helsingør Gymnasium, og undervisningskonsulent ved Dansk Institut for Internationale Studier, Holocaust og folkedrab.