Staten

Statsapparatet var fuldstændig underlagt Kommunistpartiet, som var det eneste tilladte parti. Fra 1919 var det partiets erklærede mål at kontrollere alle instanser inden for den sovjetiske stat - et mål, der under Josef Stalin blev opfyldt i en sådan grad, at man ofte omtaler Sovjetunionen som en ét-parti-stat. En ét-parti-stat er et land, hvor parti og stat er en og samme ting, og der ikke er nogen reel magtdeling mellem de to instanser. Da Stalin havde den øverste magt i både parti og stat, var han i praksis enehersker i Sovjetunionen, og statsapparatet var et af de instrumenter, han brugte til at fastholde og udbrede sin magt.

Det marxistiske statsbegreb

Ifølge Karl Marx er staten et redskab for den herskende klasse i et samfund til at undertrykke underklassen. Teorien siger, at efterhånden som det socialistiske samfund bliver udbygget og klasseinddelingen af samfundet ophører, vil staten forsvinde. 

Efter kapitalismens fald vil samfundsudviklingen, ifølge den marxistiske statsteori, gennemgå to faser:

I den første fase, som kaldes proletariatets diktatur, bliver proletariatet nødt til at benytte sig af samme undertrykkende mekanisme til at varetage sine interesser, som kapitalisterne tidligere benyttede sig af, nemlig statsapparatet. I anden fase af den socialistiske samfundsudvikling vil samfundsklasserne imidlertid forsvinde, efterhånden som der kommer fælleseje af produktionsmidlerne. Det vil de, fordi det er forholdet til produktionsmidlerne (om man ejer dem eller ikke ejer dem), der definerer klasserne i et samfund. Når klasserne forsvinder, vil også klassemodsætningerne forsvinde. Og det vil resultere i, at staten i anden og sidste fase bortvisner og forsvinder, fordi der ikke længere eksisterer en herskende klasse, der har brug for staten til at undertrykke en underklasse.

Læs mere om den kommunistiske ideologi

Den sovjetiske statsstruktur dannes

Det sovjetiske statsapparats struktur blev grundlagt i 1918, hvor den første forfatning for den nye sammenslutning af unioner, der i 1922 blev til Sovjetunionen, blev vedtaget. Statssystemet blev her beskrevet som en hierarkisk pyramidestruktur med lokale organer i bunden og centrale organer i toppen. Denne struktur blev med få ændringer fastholdt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Grundstammen i det sovjetiske statssystem var sovjetterne. Sovjet betyder "råd" på russisk, og sovjetterne var folkevalgte forsamlinger, som fandtes på alle niveauer i statssystemet lige fra lokale sovjetter til Den Øverste Sovjet, som formelt havde den øverste magt i landet. Sovjetterne mistede dog i løbet af 1920’erne mere og mere magt til Kommunistpartiet, og landets ledelse kom til sidst reelt til at ligge hos partiets øverste organ, Politbureauet.

Forfatningen fra 1918 var karakteriseret ved, at alle organer havde både lovgivende og udøvende funktioner, og ved at valgsystemet var begrænset og diskriminerende. Således havde for eksempel ingen af dem, der havde tilhørt det gamle borgerskab (arbejdsgivere, private købmænd o.a.), stemmeret.

I 1936 blev en ny forfatning vedtaget, som siden er blevet kendt som Stalinforfatningen. Ifølge Stalin markederede forfatningen overgangen til socialismen, og han erklærede i den, at klassemodsætningen i Sovjetunionen nu var forsvundet og socialismen endeligt indført. Dermed åbnedes der op for direkte og hemmelige valg, og alle sovjetborgere fik stemmeret, da det ikke længere blev anset for nødvendigt at afskære visse befolkningsgrupper fra at stemme. Socialismens formelle indførelse i Sovjetunionen blev dog ikke ensbetydende med statens bortvisnen, som Marx i sin statsteori havde forudsagt.

Statens opbygning

Det var karakteristisk for statsopbygningen, at den formelle magt lå hos større forsamlinger, som sjældent mødtes, mens den reelle magt lå hos mindre organer, som mødtes oftere. Den måde at fordele magten på var den samme, som i Kommunistpartiets partistruktur.

Læs mere om kommunistpartiet

Centrale statsorganer

De centrale statsorganer i det sovjetiske statsapparat bestod af Den Øverste Sovjet, Den øverste Sovjets Præsidium, Ministerrådet og Sovjetunionens Folkekongres.

Den Øverste Sovjet var formelt set landet øverste magt, og den samledes to gange om året på møder, som varede 3-4 dage. Det var gigantiske forsamlinger, hvor der ikke var mulighed for en egentlig debat. Den Øverste Sovjets opgave var derfor reelt at vedtage på forhånd udarbejdede love samt statsbudgettet og de økonomiske planer. Selve lovgivningsarbejdet foregik i en række faste udvalg, som sovjetten nedsatte på sit førte møde efter valget. Det var desuden Den Øverste Sovjets opgave at udpege medlemmerne til Den Øverste Sovjets Præsidium og Ministerrådet. 

Den Øverste Sovjet var opdelt i to kamre, Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten. I alt var der 1500 medlemmer fordelt med 750 medlemmer på hvert af de to kamre. Ved valg til Den Øverste Sovjet blev der opstillet én kandidat til hver post, og det var kun Kommunistpartiet eller organisationer ledet af partiet, der havde ret til at opstille kandidater. På den måde havde partiet fuld kontrol med valgene, og reelt havde man ikke anden mulighed end at stemme på den kandidat, som Kommunistpartiet opstillede. 

Præsidiet bestod af cirka 39 medlemmer og havde to funktioner: Dels at lede arbejdet af de mange udvalg, der blev nedsat af Den Øverste Sovjet, dels at foretage egentligt lovgivningsarbejde. Præsidiet kunne udstede visse bindende bekendtgørelser og love, mens andre skulle godkendes på Den Øverste Sovjets samlinger.

Ministerrådet udgjorde ledelsen af de centrale forvaltninger og var et administrativt organ, som sørgede for at føre den politik ud i livet, som blev tilrettelagt og besluttet. Derudover kunne Ministerrådet udstede forordninger og bekendtgørelser, der havde lovkraft, og Ministerrådet havde derved både udøvende og lovgivende magt. Magten i Sovjetunionen var altså samlet hos en snæver kreds af personer.

Lokale statsorganer

De lokale statsorganer var hierarkisk opdelte og bestod af unionsrepublikkerne, regionale og nationale inddelinger, distrikter og byer samt bymæssige bebyggelser og landsbysovjetter.

Valg til sovjetterne på de lokale niveauer foregik på samme måde som valgene til Den Øverste Sovjet, dvs. at der kun var én mulig kandidat til hver post. Som ved valgene til Den Øverste Sovjet havde kun Kommunistpartiet eller organisationer ledet af partiet ret til at opstille kandidater, som man så kunne stemme på eller lade være. 

De øverste lokale organer var unionsrepublikkerne. Republikkerne havde alle deres egen forfatning, og den administrative opbygning lignede opbygningen i Den Øverste Sovjet, så hver unionsrepublik havde sin Øverste Sovjet og sit Ministerråd. Det tilsyneladende selvstyre i republikkerne blev dog begrænset af, at unionsmyndighederne i Moskva havde vidtrækkende beføjelser over republikkerne. Spørgsmål om udenrigs- og forsvarspolitik, økonomisk planlægning, industri, landbrug og transport var eksempelvis alle anliggender, som unionsmyndighederne tog sig af.

På de underliggende niveauer havde hvert af de lokale organer, det vil sige regioner, distrikter, byer, landsbyer osv., sin egen sovjet. Til hver af disse sovjetter hørte der en Eksekutivkomite, som var den instans, der udøvede den pågældende sovjets magt.