Grundskolen: Vær kritisk på nettet

Internettet er det første sted, vi leder, når vi vil vide mere om et emne, men der er meget stor forskel på kvaliteten af det, vi finder. Hvem som helst kan lægge hvad som helst på nettet. Det kan være svært at skelne skidt fra kanel. Hvordan afgør du, om indholdet af en webside er troværdigt? Og hvordan gennemskuer du, om den information, du finder, er brugbar?

Du kan meget hurtigt finde viden om næsten alt på nettet. Udfordringen ligger i at finde den rigtige information. Mange websider indeholder forældede, fordrejede og forkerte oplysninger. Nettet er lige så meget en skraldespand som en guldgrube af information. Derfor er det nødvendigt at sortere og vurdere alt materiale, du finder på nettet. 

Først og fremmest: Vær kritisk!

Alle websider er skabt med en bestemt hensigt. Det er vigtigt at finde ud af, hvad hensigten er. Nogle sider vil påvirke læseren med bestemte holdninger – andre vil sælge noget. Som regel kan du gennemskue en websides hensigt. Men nogle gange er budskabet pakket godt ind. Det betyder, at du må gøre dig en række overvejelser, når du skal afgøre, om en side er troværdig eller ej 

Hvem er afsender?

Det første spørgsmål, du må stille sig selv, er: Hvem er sidens afsender? Hvem er forfatteren, og hvem er udgiveren? Er forfatteren professionel eller en selvudnævnt ekspert? Hvilke evner har den person? Hvem betaler siden, og hvorfor bruger de penge på den? 

Du kan fx tjekke, hvad forfatteren ellers har skrevet, og hvilke andre sammenhænge han/hun har optrådt i. Hvis der ikke er information om sidens afsender, skal du være på vagt. Overvej grunden til, du ikke må få mere at vide. Der skal som minimum altid være en kontaktadresse på websiden. Det viser, at der er nogen, som tager ansvar for indholdet. Men det er på ingen måde en garanti for sidens kvalitet.

Du kan også tjekke, hvem der ejer websiden på dk hostmaster

Hvad er hensigten med siden?

For at kunne afgøre om en webside er troværdig, må du se på, hvad hensigten med siden og den enkelte tekst er. Mange websider har et punkt, der hedder ”om os” eller ”om siden”, hvor der står noget om baggrunden for siden. Det er et fint sted at starte, men det er ikke nok. Du må også se på resten af siden og de enkelte tekster. 

Sprogbrugen 

Sprogbrugen på siden og i den enkelte tekst er vigtigt. Hvis der bliver brugt mange positive eller negative ord, siger det noget om, hvor sidens afsender lægger sin sympati. Giver siden udtryk for meninger eller præsenterer den fakta? Bliver der givet udtryk for personlige holdninger? Overvej, hvad det betyder for troværdigheden. Tænk over, om den enkelte teksts formål er at informere, uddanne, underholde, påvirke eller fordreje. Kan der være skjulte motiver?  

Se på sammenhængen

Vær ekstra opmærksom, hvis materialet indeholder budskaber og synspunkter, der virker ude af sammenhæng. Fx stærke politiske eller personlige bemærkninger. Se på sidens øvrige indhold og læg mærke til, hvordan tonen og indtrykket af det øvrige indhold er. Se også på, hvilke andre sider websiden linker til. 

Når du bruger søgemaskiner som fx Google, vil du ofte blive henvist til en bestemt artikel om emnet. Det er sjældent, man bliver henvist til webstedets forside, hvor det som regel fremgår, hvem der står bag. Måske kan du klikke på et menupunkt, der hedder Forside,Hjem eller Home, hvor du så kan finde de relevante oplysninger. En anden mulighed er at ’skrælle’ websidens adresse bagfra lag for lag for at finde frem til hvilken organisation eller virksomhed, der udgiver teksten. Eksempelvis skal linket www.videnskab.dk/content/dk/samfund/holocaust_benagtes_for_sjov  ’skrælles’ til http://videnskab.dk  

Hvordan bruges billeder og illustrationer?

Billeder kan bruges til at fejlinformere. Det er ikke kun, fordi et foto kan ændres. Et foto kan bruges til at belyse noget, som ikke hænger sammen med det, der rent faktisk er på fotoet – og billedtekster er nemme at ændre. Se på de billeder der bliver brugt på websiden. Og overvej, hvilken virkning afsenderen ønsker, de skal have. Billeder bliver ofte brugt til at påvirke modtageren. Overvej derfor altid, hvad der ligger bag udvælgelsen af lige netop dét billede.

Er siden aktuel?

Nettet bugner af forældet information. Det øger sidens troværdighed, hvis det fremgår, hvornår den sidst er opdateret, og hvornår siden blev oprettet. Hold øje med, om siden bliver vedligeholdt regelmæssigt, og om der er mange links, der ikke virker. Faktuelle fejl, stavefejl mv. gør siden mindre troværdig. 

Det vigtigste: supplér med andet materiale

Den bedste og nyeste viden er ofte ikke tilgængelig på nettet, fordi den er beskyttet af copyright eller udgivet i tidsskrift eller på bog. Det kan derfor være svært at finde frem til de bedste informationer. Og selvom den nyeste og bedste viden faktisk ligger på nettet, så ligger den ikke nødvendigvis højt i søgeresultaterne. Hvis du vil have større viden om et emne, bliver du nødt til at supplere internettet med andre kilder. 

Det bedste sted at starte er på biblioteket. Her undgår du det materiale, som ikke kan blive udgivet på rigtige forlag – og som nettet bugner af. Samtidig kan du få hjælp af bibliotekarer, som kan finde frem til de vigtigste bøger og hjælpe dig til at søge målrettet på nettet.

 

Arbejdsspørgsmål og opgaver

Gå ind på hjemmesiderne som er listet nedenunder

  1. Undersøg hjemmesiderne med "Ti hurtige. Vær kritisk! – din tjekliste til information fra nettet"
  2. Giv dit bud på hvilke sider, der indeholder troværdige informationer og hvilke, du er mere tilbageholdende overfor
  3.  Begrund for hver hjemmeside, hvorfor du anser den for at være troværdig eller ej.

NB: lad være med at installere programmer og foretage køb. Opgaven går kun ud på at vurdere, om du finder siden troværdig.   

www.rokokoposten.dk
http://www.ft.dk/Demokrati/Grundloven.aspx
http://www.samisdat.dk/samisdat/Samisdat%208%20-%202010/Sam08_in.htm
http://www.internetfirstpage.com/
http://www.venstre.dk/
http://socialdemokraterne.dk 

 

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information