Folkedrabets efterdønninger: økonomisk og politisk kaos

Cambodja 1979 – et samfund tæt på opløsning

Efter næsten fire år under De Røde Khmerer var Cambodja i opløsning. Ikke blot var hele befolkningen voldsomt udsultet og dybt traumatiseret; der var heller ikke et eneste marked, hospital, gymnasium eller almindelig folkeskole tilbage i landet. Eftersom uddannede mennesker var blevet forfulgt som værende samfundsfjender fandtes heller ingen fagligt kompetente folk til at bemande institutionerne eller penge, der kunne finansiere dem. Alt var ødelagt i Pol Pot og de Røde Khmerers forsøg på bogstaveligt talt at stille Cambodja tilbage til et år 0. 

I mange uger efter den vietnamesiske invasion var alt kaos i det ødelagte land. I løbet af de foregående fire år var familier blevet splittet op og mange hundrede tusinde mennesker blevet tvangsforflyttet til forskellige regioner for at deltage i arbejdskollektiver. De overlevende begav sig nu ud på landevejene for at finde deres forsvundne familier og for måske at vende tilbage til de hjem og landsbyer, hvor de havde levet før Pol Pot-regimet. Tusinder af de nu dødeligt udmattede cambodjanere omkom under lange vandringer i forsøget på at genetablere en normal tilværelse.

Vietnam som befrier og besætter

I Hanoi i Vietnam sad den kommunistiske partiledelse efter invasionen af Cambodja i 1979 pludselig med den enorme opgave at skulle genopbygge landet. De vietnamesiske ledere fik i løbet af meget kort tid installeret en marionetregering i hovedstaden Phnom Penh bestående af cambodjanske kommunister, som enten havde opholdt sig i Hanoi under hele Røde Khmer-regimet eller var flygtet til Vietnam i Pol Pots sidste år ved magten. Blandt de sidstnævnte var for eksempel landets nye udenrigsminister, den purunge tidligere Røde Khmer-kommandant Hun Sen. Hun Sen er i dag landets ubestridte leder - ministerpræsident. Demokratisk Kampuchea tog igen navneforandring, denne gang til 'Folkerepublikken Kampuchea', og det regerende kommunistparti tog navnet 'Det Cambodjanske Folks Revolutionære Parti'. 

Som en del af genopbygningen begyndte Hanoi at rekruttere vietnamesiske teknikere og bureaukrater, der i tusindtal blev sendt til Cambodja. Vietnamesiske læger og sygeplejersker gik i arbejde på gamle hospitaler, mens vietnamesiske embedsmænd administrerede den cambodjanske regerings ministerier. Busfulde af cambodjanere blev kørt til Vietnam, hvor de fik lynkurser i medicin, forvaltning, pædagogik, økonomi og politi- og sikkerhedsarbejde. Økonomi og handel blev genindført, og små markedspladser med smuglervarer fra især Thailand begyndte så småt at skyde op. 

Klemt i stormagternes spil

Den vietnamesiske invasion, der satte en stopper for et af det 20. århundredes værste regimer, skulle vise sig ikke at være den redning, cambodjanerne troede den var. Som en brik i den Kolde Krig blev den nye Vietnamesisk-styrede cambodjanske regering anerkendt af Sovjetunionen og dets allierede i Østeuropa - men ikke af USA, Vesteuropa og det kommunistiske Kina. Til gengæld blev den gamle Røde Khmer-regering i Vesten fortsat anerkendt som Cambodjas lovlige regering og beholdt endog sin plads som landets officielle repræsentanter i FN frem til 1991. Hovedargumentet for Vestens kritiske holdning over for Vietnam var, at Vietnams måde at vælte De Røde Khmerer og styre den nye regerings politik på var at sammenligne med en besættelsesmagts ageren. Uanset Cambodjas fatning kunne man i Vesten ikke acceptere at støtte en besættelsesmagt.

I lyset af Vestens tidligere apati overfor De Røde Khmerers måde at tage magten og styre Cambodja på virkede denne forklaring noget flosset. I stedet har forskere anført, at Vesten og Kina’s efterfølgende økonomiske boycot af Cambodja snarere skyldtes USA, som på grund af nederlaget i Vietnam-krigen havde et anstrengt forhold til alt vietnamesisk. Uanset begrundelsen blev konsekvensen for Cambodja, at international bistand blev blokeret – selvom landet havde været gennem mere end ti års krig og havde mistet næsten en fjerdedel af sin befolkning på grund af hungersnød, terror og sygdom. For ikke at tale om at samfundet som helhed var sat tilbage til et nulpunkt på grund af De Røde Khmerers destruktionen af religiøse helligdomme, skoler, universiteter, hospitaler og markeder.

Den langsomme genopbygning

På paradoksal vis medførte den vestlige modstand mod Vietnams indflydelse i Cambodja, at de efterfølgende regeringer i Cambodja i 1980'erne var dybt afhængige af støtte fra Hanoi. Vietnam kunne derfor uden større problemer fortsætte sin militære tilstedeværelse i landet helt frem til 1989. Da den Kolde Krig lakkede mod enden i slutningen af 1980’erne, mistede Cambodja noget af sin strategiske betydning for magtbalancen i regionen. Dette førte dels til, at Vietnams hidtidige støtte fra Moskva ophørte, dels at Vietnam selv ikke længere anså det for at være pengene værd at dirigere politikken i Cambodja. Som et resultat af denne udvikling forlod de vietnamesiske styrker Cambodja i 1989. Herefter begyndte støtte fra den vestlige verden gradvist at nå Cambodja - en støtte som ministerpræsident Hun Sens regering i stigende grad blev afhængig af. Bidragsydere som USA, Japan og Frankrig fik dermed indflydelse på den cambodjanske regerings politik på bekostning af Vietnam, der efter tilbagetrækningen i 1989 ikke længere havde særlig indflydelse i landet.