Børn som torturbødler

’Et nyt land kræver nye mennesker’

De Røde Khmerer regnede deres magtovertagelse i 1975 som ’år nul’ og ville med deres brutale revolution give Cambodja en helt ny begyndelse. Landets historie før De Røde Khmerer skulle glemmes. De cambodjanske børn blev fremhævet som et vigtigt led i visionen om det nye Cambodja, fordi de netop blev symboler på landet uden historie. Ifølge De Røde Khmerer var børn mere renfærdige og uskyldige end voksne, som måske allerede var blevet ’forurenet’ af den udenlandske indflydelse på økonomi, uddannelse, medicin og kultur, som regimet netop ville bekæmpe. Men samtidig med at børnene metaforisk blev fremhævet som uspolerede ’uskrevne ark papir’ og afgørende for Cambodjas fremtid, blev de også rent praktisk brugt som arbejdskraft i De Røde Khmerers arbejdslejre, fængsler og organisation.

De Røde Khmerers ’plejebørn’ 

Den borgerkrig, der gik forud for De Røde Khmerers magtovertagelse i 1975, stod mellem Cambodjas amerikansk-støttede regering og oprørsbevægelsen De Røde Khmerer. Den siddende cambodjanske regering tillod USA at bombe dele af Cambodja som et led i amerikanernes krig mod kommunisterne i Vietnam. Disse bombardementer krævede mange cambodjanske ofre, og en del af de børnesoldater, der blev indrulleret i De Røde Khmerers hær, var forældreløse børn, som ved at tilslutte sig oprørsbevægelsen måske håbede at genfinde en form for familieliv. De Røde Khmerer gjorde i deres propaganda meget ud af at benævne regimet som nationens nye ’forældre’, der som den eneste værdifulde ’familie’ havde krav på loyalitet. Børnene blev opfordret til at glemme deres rigtige forældre og se de nye magthavere som ’både far og mor’. 

Selvom De Røde Khmerer havde uindskrænket magt over disse børn og så dem som instrumenter i revolutionen, har tilslutningen til bevægelsen formentlig alligevel i begyndelsen virket som en form for beskyttelse for de børn og unge, som allerede havde mistet alt. Derudover har det givet mange af de unge Røde Khmerer en følelse af magt og selvværd pludselig at blive udstyret med geværer, uanset at de blev gjort til gerningsmænd for en sag, der ikke nødvendigvis var deres egen.

Opdragelse af gerningsmænd

Også børn med forældrene i behold blev mere eller mindre ufrivilligt involveret i De Røde Khmerers revolutionære bevægelse og udfyldte bl.a. posterne som opsynsholdere i arbejdslejre og som spioner for regimet. Det var en bevidst strategi for magthaverne at nedbryde eksisterende familiemønstre som et led i ambitionen om at nulstille det cambodjanske samfund og starte det på ny. Folket skulle snarere føle sig som del af systemet end som del af familien.

De arbejdslejre, som De Røde Khmerer inddelte befolkningen i, blev også organiseret uden hensyn til familierelationer. Fx blev der oprettet lejre, som kun var til børn, fordi De Røde Khmerer mente, at kun de kunne give børnene den rette uddannelse til gavn for landet. Mange børn blev lokket ind i bevægelsen med falske løfter om, at de siden kunne få lov at besøge deres familier. I arbejdslejrene fik børnene indprentet De Røde Khmerers budskaber, således at de kunne udvikle sig til tro partisoldater. Udover at synge sange, der priste det ny regime, skulle man på såkaldte ’opdragelsesmøder’ også bekende, hvis man havde overtrådt ledelsens regler. De Røde Khmerer opfordrede desuden børnene til at angive deres kammerater og søskende, hvis disse havde forbrudt sig mod reglementet ved fx at tale dårligt om regimet eller ved at tage mad fra de fælles rationer. Dermed skabte magthaverne et klima gennemsyret af frygt, hvor ingen kunne stole på nogen. 

De Røde Khmerer udnyttede det faktum, at det ofte er lettere at manipulere børn til at udføre grufulde forbrydelser end voksne, som allerede har veludviklede holdninger, normer og værdier. Når man samtidig har nedbrudt alle andre holdepunkter og fællesskaber end revolutionen og troen på et kommunistisk idealsamfund, er det nemt at opdrage børnene i en særlig retning. 

Frivillighed eller overlevelse?

Et af de steder De Røde Khmerer benyttede børn som gerningsmænd, var i torturfængslerne. Det største og mest berygtede af disse hed Tuol Sleng eller S-21 og var indrettet i et tidligere gymnasium i hovedstaden Phnom Penh. Her blev drenge helt ned til tolvårsalderen hentet til fra alle dele af landet for at bevogte de mange indsatte i fængslet, forestå afhøringer, inddrive tilståelser som oftest gennem tortur af forskellig art. 

Selvom de unge fangevogtere nok har haft større fysisk bevægelsesfrihed end de fanger, de var sat til at bevogte, har også fængslets personale været under et næsten umenneskeligt pres i en ekstremt undertrykkende atmosfære, hvor frivillighed var et ukendt begreb. Ofte skulle børnene arbejde op til 16 timer om dagen uden pauser og med minimale rationer af mad og drikke. Desuden har de i lighed med fangerne været under konstant overvågning af fængslets ledelse, fordi alle var under stadig mistanke for at modarbejde revolutionen. Fængselsbetjentene blev holdt personligt ansvarlige, hvis en fange flygtede eller på anden måde ikke samarbejdede. Undersøgelser viser, at ca. en tredjedel af fangevogterne i Tuol Sleng-fængslet blev henrettet for ikke at have opfyldt ledelsens krav om fx at skaffe et vist antal tilståelser fra de indsatte. Mange af de forhenværende fangevogtere beskriver således i interviews deres arbejde som en daglig kamp for overlevelse. De fleste unge gerningsmænd i fængslerne valgte derfor at parere ordre fra regimets top, selvom de derved gjorde sig skyldige i grusomheder overfor uskyldige fanger. ’Livet’ i fængslet var alles kamp mod alle.  

Gerningsbørnenes psykologi

Mens der er gennemført mange undersøgelser af, hvordan børn reagerer, hvis de bliver udsat for vold og tortur, står det ikke på samme måde klart, hvordan disse forbrydelser påvirker de børn, der udøver dem. En nyere undersøgelse viser dog, at mange af de forhenværende gerningsmænd har alvorlige traumer pga. af deres erfaringer og handlinger. De har søvnproblemer, koncentrationsbesvær, mareridt, skyldkomplekser, angstanfald og kan i en del tilfælde simpelt hen ikke fungere normalt i dagligdagen. Dermed deler de forhenværende gerningsbørn, som i mellemtiden er blevet voksne, på paradoksal vis en række traumer med de overlevende ofre, som heller ikke kan glemme deres gruopvækkende fortid. Spørgsmålet er, hvad man i dag skal stille op med disse traumatiserede personer. 

Af Frida Hastrup, cand.mag i religionssociologi. Senest opdateret 2005.