Transport 2
Transport 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. Ankom til Theresienstadt med 198 fanger den 6. oktober 1943.
Alsgades Skole, Alsgade 14, København V
Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret – ikke fordi de var jøder, men fordi de var ’kendte’ personer i det danske samfund. Derfor var de blandt de ca. 150 gidsler, som tyskerne arresterede den 29. august 1943, efter den danske regering var trådt tilbage. Blandt de arresterede var overrabbiner Friediger og hans søn. Selvom de ikke blev arresteret, fordi de var jøder, så blev arrestationen alligevel skæbnesvanger for dem. Fordi de allerede var blevet fanget, fik de ikke mulighed for at flygte i oktober 1943, da aktionen mod de danske jøder begyndte. De blev i stedet deporteret med transport nummer 2, der afgik fra Langeliniekaj.
Friediger og hans søn Arthur blev arresteret i deres hjem kl. fem om morgenen den 29. august 1943. De blev ført ud til en prærievogn, som de blev gennet op i. Vognen stoppede forskellige steder i København, før den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret på to etager. Den 2. september blev en del af gruppen ført til Vestre Fængsel. De andre blev den 3. september ført til Horserødlejren.
Vestre Fængsel, København
Arthur Friediger, overrabbinerens søn, var blandt de fanger, der blev ført til Vestre Fængsel. Om sin tid i fængslet har han fortalt:
”Opholdet i fængslet prægedes af den deprimerende følelse, man har, når man skal sidde indespærret i enecelle uden at have det mindste at tage sig til; hertil kom så yderligere for mit vedkommende, at jeg ikke vidste, hvorfor tyskerne havde arresteret mig. [...]
Omkring den 20. september havde jeg den eneste virkelig ubehagelige oplevelse i fængslet. En formiddag kom ”Obergefreiteren” ind og spurgte, om jeg havde lyst til at bestille noget et par timer. På det tidspunkt syntes jeg, at alt var at foretrække frem for at sidde og kigge på Væggen, så jeg sagde ja. Sammen med to andre blev jeg ført op til en celle, hvor en fange om morgenen havde begået selvmord ved at skære pulsåren i halsen over med den kniv, vi fik til morgenmaden. Hele cellen var overstænket med blod, og det var alt andet end behageligt arbejde at gøre den i stand. Når vi alligevel gjorde det, så var det, fordi vi på denne måde fik lov til at snakke uforstyrret sammen....”
M. Friediger, 1946, s. 23-24 – stavemåden ændret
Opholdet i Vestre Fængsel varede indtil 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle om bord på skibet Wartheland. Men først måtte de stå på kajen og vente i tre timer under bevogtning af SS-mænd. Først kl. tre om natten fik de ordre til at gå om bord og ned i lasten. Ca. en time senere ankom flere mennesker. De var blevet fanget om natten, da nazisterne gennemførte ’jødeaktionen’.
Dagmarhus, Jernbanegade, København
Det tyske hovedkvarter lå i 1943 i Dagmarhus i København på Rådhuspladsen (der hvor Dagmar-biografen ligger i dag). Der havde Gestapo en lille afdeling, som beskæftigede sig med jøderne i Danmark. Det var fx der, man havde samlet navne og adresser på de mennesker, man ville arrestere under ’jødeaktionen’. I løbet af aftenen blev nogle af de tilfangetagne jøder anbragt i Dagmarhus. Senere blev de kørt til Langelinie og kom om bord på et ventende skib.
Birgit på fem år var blandt de mennesker, der den 1. oktober 1943 blev tilbageholdt på Dagmarhus, før de blev deporteret til Theresienstadt.
Synagogen, Krystalgade, København
Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem – også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. De gamle mennesker fra plejehjemmet og andre jøder, der blev fanget i nærheden, blev alle samlet i selve synagogen. Blandt dem, som tilbragte natten i synagogen, var den unge Elias Levin. Han havde været hjemme om aftenen d. 1. oktober sammen med sin far og sin søster for at fejre Rosh Hashana, det jødiske nytår. Men kl. ca. 21 bankede det på deres dør i Nansensgade 19, og bevæbnede gestapomænd trådte ind. Familien blev ført hen til synagogen. Elias har senere beskrevet, hvad der skete den aften:
”Der holdt biler parkeret uden for Synagogen, som var fuldt oplyst, og her blev vi ført ind. Vi blev forestillet for en ”general”, der sad og skrev. [...] Herefter fik vi plads i midterrækken, hvor der sad en del gamle mennesker fra stiftelsen Meyers Minde og nogle andre jøder, taget rundt om i byen.
Der kom af og til nye mennesker, og jeg havde især medlidenhed med fru Eva Salomonsen fra Bredgade. Hun ankom dødssyg på en madras med to Røde Kors sygeplejersker. Med tårer i øjnene bad de to sygeplejersker for hende, men de måtte gå med uforrettet sag. ”
Elias Levin, 2001, s. 13
Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen. De skulle op i åbne vogne, men for mange af de gamle mennesker fra plejehjemmet var dette stort set umuligt uden hjælp.
”Da jeg havde fået anbragt min far og min søster i vognen, gik jeg hen til den næste vogn, hvorfra der lød klagen og skrig fra gamle og syge mennesker. I mørket kunne de ikke komme op i vognene. Når de vendte sig om, fik de lussinger, og når det ikke gik hurtigt nok, smed gestapomændene dem op. Det så meget kritisk ud, og derfor tog jeg og nogle andre yngre mod til os og hjalp de gamle op.”
Elias Levin, 2001, s. 14
Derefter kørte vognene til Langelinie.
Langliniekaj, København
”Jeg kom som den sidste op ad Landgangsbroen. De måtte have forfærdeligt travlt, for et hårdt slag med en bajonet over min ryg gav mig tydeligt at forstå, at jeg ikke havde tid til at tage en af mine bylter op, som jeg havde tabt på broen, heller ikke den ene af mine galoscher, som gled af min fod. Weiter! Weiter! lød kommandoen. Så var jeg på dækket, og landgangsbroen bag mig blev hejst op! Et sidste blik mod Langelinie, mod molen, mod Marmorkirkens vældige kuppel, mod de store petroleumsbeholdere – og atter et hæst kommandoråb: Ned med dig, dit jødesvin!
Jeg gik ned ad en smal jerntrappe, det forekom mig, som om der var mange hundrede trin. Det hele var som en ond drøm, af hvilken jeg blev vækket, da min søn slyngede sine arme om min hals. Jeg var segnefærdig og kunne ikke sanse. Jeg gnider mine øjne! Ser jeg rigtigt? Lutter kendte ansigter! Jeg lægger mig på en træbriks for at sunde mig, for jeg forstår stadig ikke et muk af det hele. Men så vågner jeg af min bedøvelse. Jeg får at vide, at jødeforfølgelserne er i fuld gang, og de ca. to hundrede mennesker, jeg ser om mig, er alle mine sognebørn, der er blevet hentet i deres hjem eller, takket være samvittighedsløse stikkere, er blevet fanget ind på vejen til Sverige.”
M. Friediger, 1946, s. 28 – stavemåden ændret
På kajen var der soldater, gestapofolk og tilfangetagne mennesker, der blev forhørt. En del af fangerne blev løsladt i løbet af natten, hvis de kunne bevise, at de enten var gift med ikke-jøder, eller at de havde en ikke-jødisk mor eller far. Tidligt om morgenen den 2. oktober ankom også nogle af de jødiske fanger, der var blevet taget som gidsler den 29. august og senere ført til Horserødlejren. De skulle alle om bord på skibet Wartheland, der lå ved kajen. Den sidste, som kom om bord, var overrabbiner Friediger:
Skibet afgik om formiddagen den 2. oktober og sejlede til Swinemünde, det nuværende Świnouście i Polen. Der skulle fangerne over i kreaturvogne, som førte dem til Theresienstadt, hvor de ankom den 6. oktober 1943.
