Forsøg på at skjule forbrydelserne
Allerede før de egentlige jødeudryddelser gik i gang, blev der truffet forholdsregler for at hemmeligholde drabene. Der findes derfor ikke nogen skriftlig ordre til iværksættelse af folkedrabet. Alle afgørende forhandlinger er foregået mundtligt mellem medlemmerne af den absolutte partitop.
Nazi-ledelsen forsøgte med alle midler at hemmeligholde jødeudryddelserne. Det var eksempelvis forbudt medlemmer af Einsatz-grupperne i Sovjetunionen at fotografere, og der måtte heller ikke tages billeder i udryddelseslejrene. Officielle dokumenter, der omhandlede drabene, var hemmeligstemplede, og man forsøgte at mane rygterne om ”de meget strenge forholdsregler” over for jøderne i jorden. I 1942 blev afbrænding af ligene praksis ved alle massakrer og i udryddelseslejrene. Desuden skulle de ansatte i lejrene underskrive en tavshedserklæring. Reglerne blev langtfra overholdt, og derfor faldt værdifuld dokumentation for forbrydelserne alligevel i hænderne på de allierede.
Ordforklaringer
Forholdsregel: Plan for hvad man skal gøre i en bestemt situation
Praksis (blive praksis): Det almindelige at gøre
De allierede: Alliance som kæmpede imod Nazityskland. Den blev ledet af Storbritannien, USA og Sovjetunionen
Bureaukratisk: Administrativt
Intern: Indadtil
Ekstern: Udadtil
Relation: Forhold
Aktion 1005
Forsøgene på at skjule drabene på millioner af mennesker blev kaldt Aktion 1005. Aktionen sattes i værk nogenlunde samtidig med at udryddelseslejrene begyndte at operere. Tidligere var ofrene for massakrerne i Sovjetunionen blot smidt i massegrave. Nu fik særlige enheder, der ofte benyttede sig af jødiske slavearbejdere, til opgave at grave ligene op, brænde dem og slette alle spor efter ugerningerne. Inden tyskerne i krigens slutning trak sig tilbage fra de fremrykkende sovjetiske tropper, blev gaskamrene og krematorierne i udryddelseslejrene demonteret og sprængt i luften og stakke af dokumenter brændt.
Et helt nyt sprog
En anden metode til at skjule og nedtone forbrydelsernes karakter var udviklingen af et nyt bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod af omskrivninger, hvor mordet på jøderne omtaltes som ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”evakuering”, ”transporter”, ”deportation mod øst”, ”flytning”, ”udrensning”, ”tvangsarbejde” osv. Udover at skjule, hvad der foregik i lejrene, tjente omskrivningerne tillige til at nedgøre og umenneskeliggøre ofrene.
Hvorfor skjulte nazisterne drabene, når de anså dem for ”rigtige”?
Når det var vigtigt at skjule forbrydelserne, skyldtes det både hensynet til Tysklands egen befolkning og de fremtidige relationer til udlandet. Blandt SS-chefen, Heinrich Himmlers ejendele fandt man efter krigen manuskriptet til en tale fra 1943, som illustrerer det dilemma nazisterne stod i med hensyn til jødeudryddelserne. På den ene side var man overbevist om vigtigheden og rigtigheden af folkedrabet, og på den anden side var man klar over, at det ikke tålte dagens lys:
Jeg vil også nævne et meget alvorligt emne her foran jer i fuld åbenhed. Det skal én gang udtales helt åbent imellem os, og alligevel vil vi aldrig tale om det i offentligheden. […] Det, jeg taler om, er evakueringen af jøderne, udryddelsen af det jødiske folk. Det er en af den slags ting, som er let at sige. ”Det jødiske folk bliver udryddet,” siger enhver partikammerat, ”helt klart, det står i vores program, jøderne sættes ud af spillet, udryddes, det ordner vi.” Og så kommer de alle sammen, de flinke 80 mio. tyskere, og enhver har sin anstændige jøde. ”Det er klart nok, de andre er nogle svin, men ham her er en første klasses jøde”. Ingen af dem, der taler sådan, har set det, ingen af dem har udholdt det. De fleste af jer vil vide, hvad det vil sige, når der ligger 100 lig sammen, når der ligger 500, eller når der ligger 1000. At have gennemgået dette og – når man ser bort fra undtagelser af menneskelig svaghed – og have bevaret sin anstændighed, det har gjort os hårde. Dette er en ærefuld periode i vores historie, som aldrig er beskrevet og aldrig skal beskrives…
SS-mænd der deltog i udryddelsesoperationer under ”Aktion Reinhard”*, skulle underskrive denne kontrakt om tavshedspligt.