Religion og folkedrab i Rwanda

En kristen nation

Rwanda var før folkedrabet i 1994 den nation i Afrika, der havde den største andel kristne borgere. Ud af en befolkning på omkring otte millioner var ca. 90 % kristne, heraf ca. to tredjedele katolikker. Den katolske kirke i Rwanda har gennem hele det 20. århundrede været landets mest magtfulde kirke, og denne position stammer tilbage fra begyndelsen af den europæiske kolonisering af Rwanda omkring år 1900, hvor en katolsk munkeorden, de såkaldte ‘Hvide Fædre’, etablerede missioner i landet under først tysk, siden belgisk herredømme.

I denne periode begyndte den katolske kirke at knytte sig så tæt som muligt til regeringsmagten, bl.a. ved at skabe og støtte en indfødt elite, som man så brugte til at regere og undertrykke befolkningsflertallet med. Selvom præsterne samtidig prædikede, at man skulle ”elske sin næste som sig selv” – uanset hvilken gruppe man tilhørte – så var virkeligheden, at det ofte var vigtigere for kirken at bevare et godt forhold til både den europæiske og den indfødte elite, end det var at leve op til sine egne idealer.

Etnisk sammensætning

Indtil Rwandas uafhængighed i 1962 var dele af de kristne kirker, specielt den katolske, sammen med de belgiske koloniherrer med til at skabe et Rwanda, der var opsplittet mellem mere eller mindre kunstigt skabte etniske grupper. Ifølge kolonisternes myte var de etniske tutsier et hyrdefolk, der bestod af særligt begavede “halveuropæere”, der oprindeligt stammede fra en mellemøstlig, bibelsk stamme. De udgjorde ca. 10 % af befolkningen. De etniske hutuer, såkaldt “negroide” bønder, udgjorde knap 90 %; og twa folket, de såkaldte “pygmæer”, udgjorde få procent. Denne måde at inddele befolkningen på var kun i begrænset omfang baseret på virkelige forskelle mellem tutsier, hutuer og twa; fx taler de tre grupper for det meste samme sprog, har samme religion, samme skikke, osv.

Racistisk myte

Gennem et landsdækkende net af missioner og kirkedominerede aktiviteter, såsom uddannelse, blev tutsierne af bl.a. den katolske kirke i kolonitiden ofte fremstillet som “racemæssigt” overlegne i kraft af deres status som ”halveuropæere”. Tutsierne var et “udvalgt folk”, der (under europæisk ledelse) havde ret til at dominere hutuer og twa. Den katolske kirke, der var landets næststørste arbejdsgiver, ansatte i lang tid udelukkende tutsier blandt indfødte præster og nonner.

Selvom kirker og missionærer ind imellem kritiserede overgreb fra kolonistyret, fx vilkårlig afstraffelse og tvangsarbejde, som særligt hutuer var udsat for, var protesterne få. Diskrimination af befolkningsflertallet, altså hutuerne, var officiel politik – ofte også for de kristne kirker, på trods af kristendommens budskab om næstekærlighed og menneskers ligeværd.

Selvom tutsierne i den folkelige forståelse efterhånden blev opfattet som et slags herskerfolk, så var det i virkeligheden kun omkring 10 procent af denne mindretalsgruppe, der havde indflydelse eller formue. De fleste tutsier fik kun ringe udbytte af kolonimagtens favorisering. Ikke desto mindre fortsatte myten om, at tutsier var et udefrakommende folk, der gennem århundreder havde udnyttet hutuerne, med at danne grundlag for hutuernes historieforståelse.

Uafhængighed og omvendt racisme

Da det belgiske kolonistyre i løbet af 1950erne måtte indse, at Rwanda var på vej mod uafhængighed, begyndte belgierne at overveje, hvem de helst så overtage magten i landet. Kolonimagten vurderede, at tutsierne måtte regnes for en trussel på grund af det, man mente var kommunistiske tendenser. Måden at undgå et kommunistisk styre i Rwanda var derfor at gå fra at støtte tutsi-mindretallet til at støtte hutuerne.
Samtidig var en ny generation af belgiske missionærer begyndt at reagere mod den forskelsbehandling, som hutu-flertallet blev udsat for. De begyndte at arbejde for en frigørelse af hutuerne, mens tutsierne blev gjort til syndebukke. Dermed ignorerede missionærerne, at kolonistyret og kirken selv havde skabt og opretholdt dette diskriminerende system, og at langt de fleste tutsier var lige så fattige og undertrykte som andre befolkningsgrupper i Rwanda.

Ved uafhængigheden i 1962 var det PARMEHUTU, et ekstremt hutu-parti, der kom til magten ledet af en katolsk-uddannet hutu-elite. Partiets ledelse var fyldt med had til alle tutsier på grund af tutsi-elitens rolle i kolonitidens undertrykkelse af hutuer, og straks efter regimeskiftet blev den racebaserede forskelsbehandling endnu værre, men denne gang var tutsierne ofre. Omkring 150.000 tutsier måtte flygte fra forfølgelse og massakrer og forlade Rwanda.

Den katolske kirke fortsatte til og med folkedrabet i 1994 sine tætte forbindelser til hutu-regeringen og vedblev med at dominere uddannelsessektoren. Dermed spillede dele af den katolske kirke en central rolle i videreførelsen af landets nye racistiske ideologi, der gik ud på, at tutsierne var et både mindreværdigt og farligt folk, der kom udefra og derfor ikke var “rigtige” rwandere. Denne ideologi var i virkeligheden blot en omvendt version af kolonitidens myte om tutsiernes overlegenhed og førte til, at det nu var tutsier, der blev diskrimineret. 

Fra krise til hellig krig

I perioden 1990-94 blev det i Rwanda mere og mere almindeligt, at tutsier blev omtalt som “kakerlakker” og “ukrudt”. Ekstreme hutuer brugte desuden bibelen og kristne symboler til at fordømme ægteskab mellem hutuer og tutsier og til at fastslå, at hutuer ikke længere skulle vise tutsier nåde. Via bl.a. en religiøs argumentation blev et billede af “os” mod “dem” etableret, og for mange hutuer blev det efterhånden opfattet som et spørgsmål om overlevelse at skaffe sig af med den truende gruppe, tutsierne. Den øgede undertrykkelse fik generelt ikke den katolske kirke til at protestere, heller ikke mod misbrugen af religiøse symboler i en systematisk og hadefuld kampagne mod et mindretal; tværtimod fortsatte kirken generelt samarbejdet med hutu-regimet.

Hormisdas Nsengimana: Præst og folkemorder

En af de katolske gejstlige, der ifølge øjenvidner gik længere end til “kun” at støtte og samarbejde med de ekstreme hutuer før og under folkedrabet, var Hormisdas Nsengimana, født i 1954 og præst i byen Nyanza i det sydlige Rwanda. Nsengimana var allerede flere år før folkedrabet blevet kendt for sit store had til tutsier, men alligevel havde han som rektor ansvaret for Nyanzas store katolske kostskole, Christ Roi, fra 1989-94, hvor han åbenlyst favoriserede hutu-studerende og diskriminerede tutsier. 

En elev på skolen, Emmanuel Mugiraneza, fortæller: “Skolen ændrede sig fuldstændigt efter at Hormidas kom til. Fra begyndelsen valgte han en gruppe studenter fra Ruhengeri og Gisenyi [i det nordlige Rwanda] til at samarbejde med sig. […] Deres job var at demoralisere tutsi-studenterne, som de beskyldte for at støtte RPF [en tutsi-domineret guerillabevægelse]. De pressede hutuerne til at hade tutsierne. I klasseværelset turde tutsierne ikke længere komme til timer. I 1993 begyndte [disse ekstreme hutu-studenter] på militærtræning. De plejede at stå op klokken 4 om morgenen for at eksercere, og bagefter kom de tilbage [til sovesalen] for at terrorisere os og fortælle, at de en dag ville dræbe os.”

Nsengimana arbejdede tæt sammen med lokale hutu-politikere, officerer og forretningsmænd i planlægningen af folkedrabet i området, og om at sammensætte en milits, der blev kaldt “Dragen”, som skulle opspore og dræbe tutsier. Den katolske skole blev brugt som mødested og kaserne for militsen, der også i 1995 brugte skolens blå Toyota til at køre til og fra vejspærringer og massakrer. Nsengimana tog i flere tilfælde direkte initiativ til militsens aktioner, og han medvirkede aktivt til drab på bl.a. fire tutsi-præster, og efter al sandsynlighed også på tre unge tutsidrenge, som han fandt skjult i sin kirke.

Déo Ntacyonzaba, en hutu, der arbejdede for den katolske kirke i byen, udtaler om denne sidste aktion at “Hormisdas [Nsengirmana] var først inde [i kirken]; han så dem før os [Déo og hans kollega Gaspard]. Han råbte, at han havde opdaget Inyenzi [dvs ‘kakerlakker’, nedsættende betegnelse brugt om tutsier, specielt om medlemmer af RPF]. Præsten spurgte dem øjeblikkeligt om, hvor de kom fra. De sagde, at de var fra Gikongoro. Hormisdas sagde: ‘Selvfølgelig er I Inyenzis og vi vil dræbe jer.’ Drengene bad for deres liv og tryglede ham om at vise nåde. Hormisdas svarede: ‘I må vide, at jeg aldrig i mit liv har haft medlidenhed med en tutsi.’ Så bad han os om at bevogte præsteboligerne. Hormisdas [og to medlemmer af militsen] førte drengene bort, jeg ved ikke hvorhen. Jeg blev tilbage med Gaspard.”

Efter folkedrabet blev Nsengimana, som mange andre katolske gejstlige, hjulpet af den katolske kirke til at flygte. Nsengimana kom først til Italien og senere til Cameroun i den vestlige del af Centralafrika, hvor han i 2001 var præst i en menighed i Diang-sognet. I april 2002 blev han udleveret til den internationale domstol i Arusha i Tanzania, der behandler retssager om forbrydelser begået under folkedrabet i Rwanda (ICTR). Han stod anklaget for bl.a. medvirken folkedrab, men nægtede sig skyldig. I 2009 blev han frikendt ved ICTR.

De kristne kirker efter folkedrabet

Siden 1994 er adskillige rwandiske gejstlige – nonner, præster og biskopper - blevet dømt ved lokale og nationale domstole og ved det internationale forbrydertribunal i Arusha, Tanzania (ICTR), bl.a. for folkedrab. Kirkerne som institutioner er derimod ikke officielt blevet anklaget, men den mangeårige støtte til et folkemorderisk regime, som særligt dele af den katolske kirke har stået for, er ikke blevet glemt. Internationalt har bl.a. menneskerettighedsorganisationen African Rights kraftigt kritiseret både den katolske kirke i Rwanda og Vatikanet i Rom for at have støttet regimet. Også efter folkedrabet, som i Belgien, hvor flere rwandiske katolske gejstlige blev dømt for forbrydelser i forbindelse med folkedrabet, og den lokale katolske kirke støttede de anklagede, bl.a. ved at lægge pres på vidner.

Men efter at andre kristne kirker valgte at undskylde for deres rolle i folkedrabet fulgte den katolske kirke i 2017 trop, da pave Frans bad om tilgivelse for Vatikanets ”synder og undladelser" i forbindelse med folkedrabet i 1994.

Den katolske kirkes ansvar

Når man samlet skal vurdere kirkernes ansvar for folkedrabet, må man tage visse forbehold. For eksempel havde den katolske kirke som institution i Rwanda hverken etnisk udrensning, massakrer, eller folkedrab på programmet. Denne kirke havde fra kolonitiden og fremefter i det hele taget ikke en politik, der gik ret langt ud over at kristne Rwanda, samt blive (og forblive) en magtfaktor- hvilket lykkedes. Men det var netop som følge af denne politik, at den katolske kirke som institution bidrog mest til skabelsen af de etniske kløfter, der var en nødvendig forudsætning for folkedrabet. I kampen for at kristne Rwanda for enhver pris allierede kirken sig først med kolonistyret og tutsierne. Derefter, da kolonistyret og tutsi-eliten tabte grebet om magten, allierede kirken sig med radikale hutuer, uden på noget tidspunkt for alvor at bruge sin moralske og politiske autoritet til at modarbejde den konstante forfølgelse af først hutuer, siden tutsier.

Den oprindelige artikel er skrevet af daværende specialestuderende ved Institut for Historie, Københavns Universitet, Matthias Bjørnlund. Artiklen er senest opdateret i 2024 af samme forfatter, Matthias Bjørnlund, historiker.