Jødisk modstand under Holocaust

En hård anklage: ”Jøder lod sig lede som får til slagtebænken”

Den jødiske filosof, Hannah Arendt, skrev i sin bog Eichmann i Jerusalem (1963), at jøder under Holocaust lod sig føre passivt i døden "som får til slagtebænken". Samme holdning udtrykte digteren og oprørslederen Abba Kovner allerede i 1941, da han i et opråb manede jøderne i ghettoen i det tysk-besatte Vilnius til at gå til modstand:

"... ingen, som føres ud af ghettoens porte, vil nogensinde komme tilbage. Alle veje fører til Ponary, og Ponary betyder død. Åh, fortvivlede folk, flå bedragets slør fra Jeres øjne. Jeres børn, jeres mænd, jeres koner er ikke i live mere. Ponary er ikke en arbejdslejr. Alle bliver skudt der. Hitler ønsker at ødelægge Europas jøder. Det blev de litauiske jøders skæbne at være de første. Lad os ikke gå som får til slagtebænken. Det er sandt, at vi er svage og uden beskyttelse, men det eneste svar, man kan give en morder, er modstand…Men anklagen anerkender ikke, at for de fleste jøder var modstand slet ikke en mulighed, og at der var mange eksempler på oprør – både med og uden våben."

Håbløs situation

Nazismen gav ikke "slaviske undermennesker" de samme rettigheder som det "germanske herrefolk". Men den frakendte dog ikke polakker, russere, hviderussere eller ukrainere retten til liv. Ikke-jøder kunne vælge at give afkald på deres politisk-ideologiske ståsted, bøje nakken og samarbejde med besættelsesmagten. Men for jøderne drejede det sig om ren og skær overlevelse. Straks fra det tyske angreb på Sovjetunionen blev jøderne i det nybesatte territorium drevet sammen og henrettet ved massakrer nær deres hjem eller spærret inde i ghettoer. De fleste ghettoer i de besatte sovjetområder eksisterede kun i meget kort tid, før indbyggerne blev dræbt i nye massakrer. Kun i de tilfælde, hvor værnemagten havde brug for jødernes fagkundskaber og arbejdskraft, overlevede ghettoerne det første halve års besættelse.

Vildledning og kollektive straffe

Udspekuleret vildledning gjorde det svært for jøderne at gennemskue nazisternes hensigter. Nazisterne gjorde alt, hvad de kunne for at skjule deres planer og hemmeligholde drabene. Man hemmeligstemplede fx offentlige dokumenter, der omhandlede drabene. Det var forbudt at fotografere i kz- og udryddelseslejre, og medlemmerne af de særlige drabsenheder (Einsatz-grupperne) og personalet i lejrene måtte underskrive tavshedserklæringer. En anden metode til at skjule forbrydelserne var udviklingen af et bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod mere eller mindre af omskrivninger, hvor mordet på jøderne blev omtalt som ”særbehandling”, ”den endelige løsning” og ”deportation”.

Nazisterne fortalte jøderne, at de skulle genbosættes og tvangsarbejde. Mange var villige til at tro det, selv om der gik rygter om dødslejrene, for man vidste, at tyskerne havde hårdt brug for ekstra arbejdskraft, særligt efter de tyske nederlag i El Alamein og Stalingrad. Samtidig var man klar over, at det gik tilbage for tyskerne på fronten, så der var et håb om, at hvis man holdt ud bare lidt endnu, var der udsigt til en snarlig befrielse.

Modstanden blev ydermere hæmmet af nazisternes brug af kollektive straffe: Ved at gøre modstand satte man ikke bare sit eget liv på spil, men hele det jødiske samfund. I ghettoerne var det de svageste, der betalte prisen for oprør. Det er bl.a. derfor, at langt de fleste i de jødiske modstandsgrupper i ghettoerne var helt unge mennesker uden forpligtigelser i form af fx ægtefæller eller børn.

Ghetto-opstande trods fortvivlende forhold

I de ghettoer i Østeuropa, som nazisterne tvang jøderne til at leve i, var forholdene fortvivlende. Alt overskud blev suget ud af indbyggerne, og al solidaritet blev systematisk nedbrudt. Til at begynde med skød nazisterne gerne et udvalg af unge, våbenføre mænd og intellektuelle for at skræmme resten af ghettoen og efterlade dem uden lederskab.

Ikke desto mindre opstod der modstandsgrupper rigtigt mange steder. I cirka 100 af de i alt ca. 400 ghettoer var der bevæbnede undergrundsorganisationer, mest med baggrund i den zionistisk-socialistiske ungdomsbevægelse Bund og kommunistpartiet. Og selvom disse aktivistiske, venstreorienterede grupper havde svært ved at vinde tilslutning i den brede jødiske befolkning, lykkedes det for dem at organisere et stort antal større eller mindre opstande.

Opstanden i Warszawa-ghettoen

Særligt opstanden i Warszawas ghetto bliver husket i dag. Warszawa-ghettoen var den største af ghettoerne med op imod ½ million indbyggere. I løbet af 1942 blev 265.000 af ghettoens beboere myrdet i udryddelseslejren Treblinka, andre 35.000 blev myrdet i selve ghettoen. I januar 1943 blev yderligere 75-80.000 ført til tvangsarbejdslejre andre steder.

Da tyskerne den 19. april 1943 kom tilbage for at deportere resten af befolkningen, satte ghettoens illegale modstandsorganisation sig til modværge med våbenmagt, og de tyske styrker måtte trække sig tilbage. Selvom ghettooprørerne stort set ikke fik hjælp fra den polske modstandsbevægelse og kun var i besiddelse af et meget begrænset antal våben, klarede de at holde opstanden kørende helt til 16. maj. Warszawa-ghettoens opstand var det første eksempel på et storbyoprør imod den tyske overmagt. Den blev snart fulgt af opstande i ghettoerne i Częstochowa, Białystok, Będzin-Sosnowiec og andre byer i Polen og de sovjetiske besættelsesområder.

En typisk ghettoopstand

Ud fra de ghettoopstande, man kender til i dag, ved vi, at en opstand typisk brød ud, når der ikke længere var håb om overlevelse tilbage – fx når værnemagten kom for at likvidere ghettoen. Forud for dette var ghettobefolkningen gradvist blevet færre og færre, fordi alle, der ikke var i produktivt arbejde for værnemagten, løbende blev ført til udryddelseslejrene.

Modstandsfolkene udskød tidspunktet for opstanden, indtil de var helt sikre på, at ghettoens indbyggere skulle deporteres eller dræbes på stedet. En for tidlig opstand ville netop kunne udløse en likvidering af ghettoen, og den chance ville man ikke tage. Modstandsfolkene indså, at det kun var i en desperat situation, at man kunne regne med nogenlunde bred opbakning blandt ghettoen beboere.

Modstandsbevægelserne gjorde sig ingen illusioner om at kunne vinde over de tyske SS- og politistyrker. Målet var at gøre så stor skade på nazisterne som muligt og dø kæmpende. Alternativt at skabe et kaos, som måske kunne udnyttes af nogle få af ghettoens indbyggere til at flygte, selvom flugt var næste umuligt. For én ting var at slippe væk, men hvordan skulle man nå i sikkerhed, når lokalområdet vrimlede med tyske soldater og lokale antisemitter? Hvor skulle man tage hen, og hvem ville hjælpe en, når der var dødsstraf for at skjule jøder?

Jøder i de nationale modstandsbevægelser

Alle de steder, som blev besat af nazisterne, blev der oprettet modstandsgrupper og med tiden også større modstandsbevægelser. Disse arbejdede bl.a. med at modarbejde besættelsesmagtens censur og med at fremme modstandsvilje og civil ulydighed. Endemålet for dem alle var dog at føre væbnet kamp imod tyskerne og om muligt organisere en opstand for at opnå national befrielse.

Modstandsorganisationernes folk blev i reglen rekrutteret fra de politiske yderfløje: konservative nationalister på den ene side, kommunister på den anden. I en række lande var den konservative modstandsbevægelse både ultranationalistisk og antisemitisk, og det var en sjælden undtagelse, at jøder blev optaget i disse grupper. Tværtimod er der mange eksempler på, at højreorienterede partisangrupper – eksempelvis i Polen – myrdede de jødiske flygtninge eller partisaner, de mødte på deres vej.

I de kommunistiske modstandsgrupper var antisemitiske fordomme heller ikke ukendte, trods ideologien om lige ret for alle, uanset etnisk tilhørsforhold. Det skete også, at jøder blev afvist, fordi de på grund af tyskernes stærke fokus på at udrydde dem udgjorde en sikkerhedsrisiko for de andre modstandsfolk. Ofte kunne jøder dog være med, hvis de besad de rette forudsætninger: passende alder, uddannelse, kampvilje – og et skydevåben.

Jødiske modstandsgrupper

I mange tilfælde valgte jøderne at danne egne modstandsgrupper. I Frankrig udgjorde jøderne kun 1% af befolkningen, men op imod 20% af modstandsfolkene var jøder. De var således stærkt overrepræsenterede i den franske modstandsbevægelse, der omfattede en decideret Armée Juive (jødisk hær) med 2.000 jødiske mænd og kvinder under våben. At gå under jorden og slutte sig til modstandsbevægelsen var tit den eneste måde at undslippe deportation på i Frankring – ligesom det var tilfældet i den tysk-besatte del af Italien mellem 1943 og 1945.

Jødiske partisaner og familielejre

Straks efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 blev jøderne drevet sammen og henrettet ved massakrer eller spærret inde i ghettoer. I det omfang den ekstremt hurtige og destruktive proces overhovedet tillod jøder at skaffe sig et overblik over, hvad der skete, konkluderede mange, at den eneste chance for at overleve var at flygte fra ghettoen og søge ud i skovene.

Især i de hviderussiske skove opstod der et antal jødiske "familielejre", dvs. lejre med børn, unge og ældre af begge køn, som forsøgte at klare sig igennem til befrielsen ved at skjule sig for tyskerne og lokale kollaboratører. Sådanne familielejre blev gerne sikret af jødiske partisangrupper, der dog typisk kun var svagt bevæbnede.

Jødiske partisaner engagerede sig også i et vist omfang i sabotage, attentater og hævnaktioner imod besættelsesmagten og dens kollaboratører; men sådanne angreb udløste gerne tyske modangreb og bragte således de hjælpeløse jøder i familielejrene i fare. De jødiske partisaners dilemma var således: Skulle man deltage i den væbnede partisankrig, der med 350.000 mand kontrollerede store dele af Hviderusland bag de tyske linier? Eller skulle man forsøge at holde lav profil for at sikre overlevelse for flest mulige jøder?

Opstande i udryddelseslejre

I tre af de i alt seks udryddelseslejre gjorde de jødiske fanger oprør på trods af, at presset var ekstremt på de mennesker, der stod for det daglige arbejde i dødsfabrikkerne, og som levede under permanent trussel om selv at blive myrdet.

I Treblinka gennemførte jødiske fanger den 2. august 1943 den velplanlagte Aktion H: De skaffede sig adgang til SS' våbenkammer og angreb vagtpersonalet; trods store tab lykkedes det 200-250 jøder at flygte. I Sobibór brød 600 jødiske fanger den 14. oktober 1943 ud af dødslejren, efter folk fra lejrens modstandsbevægelse havde dræbt en række vagtmænd. Endelig gennemførte Sonderkommando-fangerne i Krematorium III og IV i Auschwitz-Birkenau den 7. oktober 1944 en opstand, og det lykkedes dem at ødelægge det ene gaskammer med indsmuglet sprængstof. Den planlagte masseflugt lykkedes derimod ikke: På det stærkt sikrede område omkring Auschwitz nåede de ca. 250 flygtede jøder ikke langt.

Jøder i de allierede hære

Et stort antal jøder gjorde tjeneste i de allierede hære og kæmpede på den måde for at tilføje Det tredje Rige et nederlag. Stærkest var jødiske soldater repræsenteret i Sovjetunionens Røde Hær og de amerikanske væbnede styrker (ca. ½ million i hver), men også i den polske hær, der i 1939 kæmpede imod den overmægtige tyske invasion (ca. 100.000) og andre hære. Der var mange jøder, som meldte sig frivilligt til hæren, herunder unge mænd, der under store farer og besvær forlod tysk-behersket territorium for at slutte sig til de allierede styrker. Den britiske hærs Jewish Brigade (oprettet 1944) talte over 5.000 frivillige, mest unge jøder fra Palæstina.

Man kan diskutere, om militærtjeneste kan defineres som modstand mod Holocaust: Soldaterne bidrog uden tvivl til nazismens nederlag, men at sætte en stopper for udryddelsen af den jødiske befolkning i Europa var ikke en prioritet blandt de allierede magters krigsmål. Deres strategi var at tvinge Tyskland til at kapitulere og på den måde sætte en stopper for forbrydelser mod alle persongrupper, også jøder. 

Hvor meget jødisk modstand var der?

Hvis man mener, at modstand skal udføres kollektivt og organiseret og have baggrund i et program, en ideologi eller en fælles samfundsvision, så var der ikke meget jødisk modstand mod Holocaust. Når jøder kom under tysk herredømme, blev de fleste nemlig hurtigt hensat i en ekstrem overlevelseskamp, som ikke levnede ressourcer til at tænke i videre perspektiver eller handle i nogen større sags tjeneste.   

Tæller man derimod individuelle og gruppeaktioner med, som medvirkede til at redde jøder og holde dem og deres kultur i live, må antallet af jøder, der involverede sig i modstandsaktiviteter, siges at have været stort.

Læs mere om definitionen på modstand

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014