Hvad er Gulag?

Betegnelsen Gulag er i eftertiden blevet ensbetydende med det sovjetiske koncentrationslejrsystem, men oprindeligt var navnet en forkortelse for den særlige hovedlejrstyrelse, som i 1934 blev oprettet under det hemmelige politi for at varetage administrationen af Stalins enorme lejrsystem.

Læs mere om det hemmelige politi

Straffelejrsystemet udviklede sig under Stalin til et gigantisk foretagende, og man regner med, at omkring 20 millioner mennesker passerede igennem lejrsystemet under Stalin. I modsætning til eksempelvis de nazistiske udryddelseslejre betød Gulag ikke nødvendigvis den visse død, men for mange blev Gulag om ikke ensbetydende med døden, så i hvert fald med et liv i fangenskab på grund af de ofte meget lange domme. 

Gulags historie

Brugen af fangelejre som straffemetode går tilbage til det gamle zar-Rusland, men det var Lenin, som lagde grunden til det fangelejrsystem, som Stalin siden hen udbyggede til ufattelige dimensioner. 

Den første bolsjevikiske fangelejr blev oprettet i 1920 på den øde og utilgængelige øgruppe Solovetski i Hvidehavet i det nordlige Sovjetunionen, og fik navnet Solovki. Formålet med lejrene under Lenin var, dels at opdrage de dømte kriminelle til at blive gode socialister efter endt straf, dels at bekæmpe og adskille modstandere af det bolsjevikiske regime fra det øvrige samfund.

Under Stalin gennemgik lejrsystemet flere udviklingsfaser. I begyndelsen var det hensigten, at lejrene som under Lenin, dels skulle fungere som genopdragelseslejre for kriminelle, dels skulle holde de politiske fjender adskilt fra det øvrige samfund. Omkring 1930 skete der en ændring i opfattelsen af lejrene, så de fra primært at være genopdragelseslejre, i stedet blev en økonomisk faktor. Formålet med lejrene blev nu at udnytte fangernes arbejdskraft med det størst mulige økonomiske udbytte, og derfor blev fangernes arbejdskraft udnyttet benhårdt. Fangerne skulle for eksempel udføre det arbejde, som ingen almindelige lønarbejdere ville udføre på grund af arbejdets hårde karakter og placering i de mest ugæstfri egne af Sovjetunionen. Således arbejdede utallige fanger eksempelvis i minerne i Sibirien, i Sovjetunionens kæmpemæssige skove og på Stalins enorme byggeprojekter. Det hårde arbejde kostede tusindvis af menneskeliv.

Høje dødstal

Perioden fra 1936 til 1938, hvor Stalin iværksatte en omfattende terrorkampagne mod stort set alle dele af det sovjetiske samfund, fik afgørende betydning for Gulag. I forhold til tidligere, hvor sovjetregimet ikke havde forsøgt at skjule eksistensen af lejrene, blev lejrsystemet mere hemmeligt og brutalt samtidig med, at det økonomiske aspekt igen gled i baggrunden.

Gulag ændrede sig fra at være et system, hvor nogle af fangerne tilfældigvis døde, til at være et system af lejre, hvor fangerne bevidst blev arbejdet til døde. Omkring 1939 ændredes dette igen, og man forsøgte atter at reorganisere systemet, da de meget høje dødstal var uforenelige med sovjetstyrets ønske om at udnytte fangernes arbejdskraft optimalt. 

Permanente og midlertidige lejre

Da Gulag i midten af 1930’erne var fuldt udviklet, bestod det af et omfattende system af gigantiske lejrkomplekser. Mange af disse lejrkomplekser blev oprettet i forbindelse med Stalins enorme byggeprojekter, eksempelvis bygningen af Hvidehavskanalen, og eksisterede kun i en begrænset periode, mens byggeriet stod på.

Andre lejre havde en længere levetid, og nogle eksisterede i flere årtier. Det kunne være lejre, hvis formål det var at udnytte Sovjetunionens naturressourcer, som eksempelvis kul og træ, og lejre som havde til formål at udnytte fanger med særlige egenskaber og uddannelser, som for eksempel ingeniører. 

Langt de fleste af Gulags lejre lå i de øde og utilgængelige egne af Sovjetunionen, hvor fangerne under ekstremt hårde betingelser og med minimale madrationer skulle udføre hårdt fysisk arbejde i op til 16 timer om dagen. 

Motiverne bag Gulag

Var det primært ideologiske eller økonomiske motiver, der lå bag den massive udvidelse af Gulag-systemet under Stalin? Meget tyder på, at det oprindeligt var ideologiske overvejelser, der gik på, at lejrene primært skulle genopdrage og straffe formodede fjender af systemet, der dannede grundlag for lejrene. Den økonomiske faktor kom efterhånden til at spille en tilsyneladende større og større rolle for lejrenes vækst, så Gulag til sidst både var en betydelig del af det sovjetiske straffesystem og en vigtig brik i den sovjetiske økonomi.

En sidegevinst for bolsjevikkerne var, at fangelejrsystemet gav regimet mulighed for økonomisk at udnytte de egne af Sovjetunionen, hvor der var store mineralforekomster og naturressourcer, såsom kul. Således var mange lejre eksempelvis placeret i det barske og ugæstfri Sibirien, hvor vinteren varede ni måneder, og temperaturen ofte nåede under minus 50 grader. Hensigten var, at fangerne efter endt straf skulle forvises til at blive i områderne i de såkaldte særbosættelser, som også hørte under det hemmelige politi.

Denne udnyttelse af de øde områder er et udtryk for sovjetregimets mål om at udnytte alle dele af Sovjetunionen med økonomisk gevinst for øje, uanset de menneskelige omkostninger.

Gulag - et dødeligt system

Det ekstremt hårde fysiske arbejde kombineret med kummerlige leveforhold og små madrationer gjorde Gulag til et dødeligt system med en høj dødelighed blandt fangerne i lejrene. Det er omdiskuteret, hvor mange der døde i Gulags lejre, men et sandsynligt bud er, at omkring to millioner af de i alt ca. 20 millioner, der under Stalin passerede Gulag, døde af opholdet. Dette svarer til hver tiende fange. Hertil skal så lægges alle de mennesker, der døde under transporterne til lejrene, og alle dem, som blev frigivet umiddelbart inden de døde. Dette var en bevidst politik fra lejrstyrelsens side, idet disse fanger derved ikke talte med som døde i statistikkerne til trods for, at de døde umiddelbart efter deres løsladelse. Selvom det altså er usikkert, hvor mange der døde, er det sikkert, at antallet skal tælles i millioner.

Gulag efter Stalin

Efter Stalins død fortsatte lejrsystemet med at eksistere, men en række befalinger, blandt andet udstedt af Lavrentij Berija, som var chef for det hemmelige politi, umiddelbart efter hans død, gjorde livet lettere for de indsatte og bevirkede, at en række lejre blev lukket. Det var primært lejre i forbindelse med store byggeprojekter, der blev lukket, hvilket resulterede i løsladelsen af op mod en million fanger.

I dag bærer det russiske landkort stadig præg af sin historie med de mange koncentrationslejre, idet mange af de tidligere lejrkomplekser overgik til at være almindelige byer, da de ophørte med at være lejre. Dette gælder eksempelvis for byer som Vorkuta og Norilsk i Sibirien.