Dansk idræt i hagekorsets skygge

Dansk fascination af tysk idræt i 1930´erne

For at forstå hvorfor DIF valgte at samarbejde med besættelsesmagten, er det nødvendigt at se på det sportslige fællesskab, der blev opbygget med Tyskland i årene frem til besættelsen. Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke, ”ariske” og unge krop og skepsis overfor de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede den økonomisk med enorme summer.

Tysklands store satsning på sporten fascinerede danske idrætsledere. De Olympiske Lege i Berlin i 1936, hvor mange danske idrætsudøvere deltog, var i høj grad med til at skabe grundlag for et tæt sportsligt samarbejde med tyskerne. Flere sportsmagasiner i Danmark, som eksempelvis Idrætsbladet, var fulde af begejstring over OL og bragte mange positive stemningsrapporter fra den tyske hovedstad. DIF’s samarbejde med tyskerne under besættelsen skal altså ses i sammenhæng med det gode forhold, der blev opbygget i løbet af 1930´erne.

Besættelsen – det internationale idrætssamarbejde indstilles

De internationale sportsbegivenheder var afgørende for den professionelle idræt i Danmark. Derfor var det et alvorligt slag for mange sportsfolk, da Danmark den 9. april 1940 blev besat af tyskerne. I DIF’s ledelse var der ikke uenighed om, at det internationale idrætssamarbejde måtte ophøre. Der var dog uenighed om begrundelsen for, hvorfor samarbejdet skulle indstilles. 

Kun ét af bestyrelsesmedlemmerne, Ernst Petersen, anførte, at det var umoralsk at fortsætte et samarbejde, der ville få Danmark til at fremstå som allieret med tyskerne. Formanden for DIF, Holten Castenschiold, begrundede ophøret af samarbejdet med, at det ikke kunne garanteres, at anti-tyske demonstrationer kunne undgås i forbindelse med afholdelse af idrætsbegivenheder på dansk grund. Idrætssamarbejdet blev indstillet få dage efter besættelsen.

DIF under pres

I perioden fra den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede, at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Flere specialforbund under DIF pressede på for en ophævelse af forbuddet, da de ønskede de internationale idrætsstævner tilbage. Ovenfra blev DIF presset af besættelsesmagten, der af propagandamæssige årsager ønskede at genoptage samarbejdet: Nazisterne ønskede at vise for omverdenen, at trods besættelsen kunne hverdagen i Danmark fortsætte nogenlunde ufortrødent, og at et godt samarbejde med den danske regering og befolkning gjorde, at kulturel og sportslig udveksling mellem de to nationer fortsat kunne finde sted. Samtidig var internationale fodboldkampe god underholdning, der kunne højne den tyske befolknings moral i en tid, hvor landet var i krig.

To repræsentanter for besættelsesmagten havde et møde med næstformanden i DIF, Leo Frederiksen, om mulighederne for at genoptage idrætssamarbejdet. På mødet forsøgte de at overbevise DIF om, at Tyskland efter al sandsynlighed ville vinde krigen allerede i september 1940, og gjorde det klart, at havde Danmark ikke inden da uforbeholdent støttet op om Tyskland, ville det være "for sent". 

Det var dog ikke kun eksternt pres men formodentlig også udsigten til et betragteligt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde, der fik DIF til at ophæve forbuddet mod det internationale idrætssamkvem den 5. august 1940.

Samarbejdet genoptages – jøder udelukket 

Det viste sig, at flertallet af professionelle sportsudøvere i Danmark var ivrige efter igen at deltage i idrætsstævner i udlandet. Stort set alle idrætsgrene involverede sig villigt i det internationale samarbejde – hvilket i høj grad betød stævner i Tyskland. Der var dog én hage ved samarbejdet. Jødiske sportsudøvere var næsten uden undtagelse udelukket fra deltagelse i stævner i udlandet, hvor tyske sportsudøvere var involveret. Enten fordi de selv valgte at boykotte arrangementerne i protest mod nazismen, eller fordi de ikke fik udrejsetilladelse af besættelsesmagten.

Brydning var en stor sport i Danmark på dette tidspunkt. Og den største af de danske brydere var Abraham Kurland fra den jødiske klub Hakoah. Kurland vandt som 19-årig sølvmedalje ved OL i 1932 og var uden tvivl dansk brydnings bedste kort. På trods af at Kurland ikke kunne stille op i udlandet valgte brydeforbundet alligevel at gennemføre flere landskampe i udlandet i løbet af besættelsestiden. Den 1. november 1940 deltog det danske brydelandshold således i en landskamp mod Tyskland i München – et besøg der i høj grad blev benyttet propagandamæssigt af det nazistiske styre.

Uroligheder truer samarbejdet

Grundlovsdag 1941 spillede et udvalgt hold fra ”Stævnet” (en sammenslutning af flere københavnske fodboldklubber) mod det østrigske hold Admira. Østrig var på dette tidspunkt blevet annekteret af Tyskland og var at regne som en del af Det Tredje Rige.

 Kampen indledtes ved, at Admira-spillerne heilede for tilskuerne, hvilket vakte vrede blandt de danske tilskuere. Det hjalp givetvis heller ikke på stemningen, at modstanderne vandt kampen 4-1. Under kampen opstod der en del uroligheder på tribunerne, men det var først, da kampen blev fløjtet af, at urolighederne kom ud af kontrol. Danskerne kastede med ølflasker, tyske soldater truede med at trække bajonetterne for at forsvare sig, og både danske tilskuere og tyske soldater måtte på hospitalet efterfølgende.

Tyskland neddrosler samarbejdet

Admira-opgøret gjorde det klart for besættelsesmagten, at fodboldkampe kunne have den modsatte effekt end tilsigtet. Kampen, der skulle have været en kulturel udveksling, der kunne bringe de to lande tættere på hinanden, blev i stedet en offentlig fremvisning af had til besættelsesmagten. Det var dårlig propaganda. Konsekvensen blev, at tyskerne neddroslede det sportslige samarbejde med Danmark. 

Hvor det tidligere var besættelsesmagten, der pressede på, for at få det sportslige samarbejde genoptaget, var det nu DIF’s ledelse, der forsøgte at undgå et sammenbrud. Leo Frederiksen forsøgte at glatte ud efter urolighederne ved Admira-kampen og kaldte i den anledning de aktionerende danske tilskuere for ”uansvarlige og moralsk defekte elementer”. På trods af DIF’s forsøg på genrejsning af samarbejdet, kom ingen tyske landshold til at spille på dansk grund i resten af besættelsestiden.

DIF fordømmer ikke jødeforfølgelser

Den danske regering havde gennem besættelsestiden stået stærkt på, at den ikke ville gøre indrømmelser over for tyske krav om antijødiske love. Da den danske regering gik af i august 1943, og samarbejdspolitikken ophørte, betød det, at de danske jøder ikke længere var beskyttet af den danske stat. Den tyske besættelsesmagt havde nu fuld kontrol med landet, og det blev kort efter besluttet, at de danske jøder skulle deporteres til den nazistiske ghetto og koncentrationslejr Theresienstadt. Størstedelen af de danske jøder havde dog held med at flygte til det neutrale Sverige.

Dansk Ungdomssamvirke – en paraplyorganisation der kæmpede for demokrati i Danmark – besluttede på den baggrund at påbegynde en underskriftsindsamling, der fordømte jødeforfølgelserne. Mange organisationer tilsluttede sig protesten, men DIF undlod at skrive under med den begrundelse, at det var en politisk gestus.

DIF reagerede altså ikke på jødeforfølgelsen, men accepterede passivt, at fx det jødiske brydeforbund Hakoah som konsekvens af jødepolitikken blev opløst. Endnu engang accepterede DIF indirekte konsekvenserne af den nazistiske racepolitik med henvisning til ideologien om, at sport og politik ikke havde noget med hinanden at gøre.

Befrielsen – DIF’s ledelse vasker hænder

I modsætning til de faktiske omstændigheder hævdede DIF’s ledelse efter befrielsen, at det sportslige samarbejde med tyskerne under besættelsen udelukkende havde været baseret på tvang. Ledelsen forsøgte tilmed at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen. 

Det er sandt, at DIF i begyndelsen af besættelsestiden var under pres fra besættelsesmagten, men senere arbejdede forbundet i høj grad for samarbejdet på eget initiativ. Man tænkte mere på at få idrætten til at glide end på det moralsk rigtige i overhovedet at have et idrætssamkvem med besættelsesmagten – et samkvem der oven i købet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser. Det har givetvis spillet en rolle, at man i årene inden besættelsen havde et særdeles godt forhold til Tyskland, hvilket betød, at man fra begyndelsen var venligt stemt overfor tysk idræt. Det er også vigtigt at huske på, at der blandt de professionelle sportsfolk var et ønske om at deltage i internationale stævner.

Kan sport og politik holdes adskilt?

Ideologien om at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, gav nazismen frit spil til at politisere den sportslige arena i Danmark. Begivenhederne under besættelsen viser, at ideologien ikke giver mening, når dem, man samarbejder med, ikke deler synspunktet, og netop lader sporten politisere. Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså dette, eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.