Besættelse og borgerkrig

Hellere krig end pagt

Efter 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 var Tyskland og aksemagterne i fremmarch, og i 1940 erklærede Italien og Tyskland Grækenland krig. Hitler havde brug for Jugoslavien til at skabe fri passage til Grækenland og forsøgte derfor at presse Jugoslavien med i krigen på tysk side. Den 25. marts 1941 kunne den jugoslaviske regering ikke længere modstå presset og tilsluttede sig aksemagterne. 

Pagten med Tyskland vakte vrede særligt blandt serbiske officerer. Netop Grækenland har historisk været en nær allieret af Serbien – ikke mindst i kampen mod den fælles fjende, Osmannerriget. Dertil kommer, at begge lande er ortodokse.

Officerernes vrede resulterede i, at regeringen og prins Pavle blev afsat ved et kup, som serbiske officerer planlagde sammen med den engelske efterretningstjeneste. I stedet indsattes en ny regering under ledelse af en serbisk general, og den kun 17-årige Kong Petar 2. erstattede prins Pavle. Samtidig viste jugoslaverne deres utilfredshed med alliancen med tyskerne ved under kampråbet; ”hellere krig end pagt!” at demonstrere imod Tyskland og pagten. 

Hitlers reaktion kom prompte. Under kodeordet ”Operation Afstraffelse” indledte Tyskland, støttet af italienske, ungarske og bulgarske invasionstropper, sit angreb på Jugoslavien med et voldsomt luftangreb på Beograd den 6. april 1941. 11 dage senere overgav den jugoslaviske regering sig, inden den flygtede i eksil til London.

Deling af Jugoslavien

Efter besættelsen af Jugoslavien delte Hitler landet. Slovenien blev delt mellem Tyskland og Italien, og Italien besatte også store dele af den kroatiske kyststrækning, Montenegro og dele af Makedonien og Kosovo. Bulgarien besatte resten af Makedonien, og også Ungarn besatte store områder. Kroatien genopstod for første gang siden middelalderen som et selvstændigt rige, der også omfattede Bosnien. Kroatien blev en fascistisk førerstat ledet af Ante Pavelic. Det, der var tilbage af Serbien, blev styret af den såkaldte Nationale Rednings Regering under ledelse af den serbiske general, Milan Nedic. Landet var en anti-jødisk og anti-kommunistisk lydstat under Nazityskland, der også sendte serbiske soldater til Østfronten for at kæmpe sammen med Tyskland og dets allierede imod Sovjetunionen.

Opsplitningen af Jugoslavien betød, at de nationale modsætninger, der allerede eksisterede, blev tilspidset. Derfor udviklede 2. Verdenskrig sig i Jugoslavien sig til en krig i krigen. Partisanerne kæmpede imod besættelsesmagten samtidig med, at der blev udkæmpet en borgerkrig imellem Jugoslaviens etniske og politiske grupper. Særligt tre grupperinger er i eftertiden blev tildelt stor betydning for 2. Verdenskrigs udvikling i Jugoslavien: Den kroatiske Ustasja-bevægelse, den serbiske Tjetnik-bevægelse og de kommunistiske partisaner ledet af Tito.

Ustasjastyret

Som leder af Den uafhængige stat Kroatien (NDH), indsatte tyskerne den kroatiske fascist Ante Pavelic. Pavelic havde fra sit eksil i Italien organiseret sin modstandskamp imod Jugoslaviens monarki før krigen.

Indsættelsen af Ante Pavelic blev begyndelsen på et terrorregime i Kroatien. Pavelic og hans Ustasja-parti var fascister og anti-serbiske. Deres hensigt var at skabe et etnisk rent Kroatien uden plads til Kroatiens store serbiske mindretal. En tredjedel af serberne skulle udryddes, en tredjedel tvinges ud af Kroatien og resten skulle omvendes fra den ortodokse kirke til katolicismen. Ustasjas metoder var grusomme. De områder af Kroatien, hvor der boede flest serbere, blev etnisk udrenset – den serbiske civilbefolkning blev voldtaget, tortureret, deporteret til kz-lejre eller på bestialsk vis myrdet.

Med den kroatiske indlemmelse af Bosnien blev de bosniske muslimer en væsentlig befolkningsgruppe i det nye Kroatien. Muslimerne var ikke genstand for Ustasjas terror i samme omfang som de serbiske mindretal i Kroatien og Bosnien. I stedet forsøgte NDH-styret at alliere sig med muslimerne for at skabe en stærkere og større kroatisk stat.

I 1941 forsøgte man at vinde muslimernes sympati ved at love, at Kroatien skulle blive til en stat med to religioner, katolicismen og islam. Muslimernes alliance med kroaterne forværrede forholdet mellem serbere og muslimer. Det udløste en blodig voldsspiral, hvor Ustasja-regimet, serbiske tjetnikker og bosniske muslimer begik ugerninger og massakrer på hinanden.

De serbiske tjetnikker

Oberst Draza Mihailovic var Tjetnik-leder. Mihailovic var kongetro og imod den jugoslaviske hærs kapitulation til Tyskland. Med støtte fra de allierede organiserede han en modstandsbevægelse imod tyskerne.

Tjetnikkerne var nationalister ligesom Ustasja. De var stærkt anti-kroatiske og antikommunistiske og ønskede et etnisk rent Storserbien. Deres mål var etnisk udrensning af den ikke-serbiske befolkning, og metoderne var de samme som Ustasjas: Voldtægt, mord og massakrer på den kroatiske og muslimske befolkning. Omfanget af tjetnikkernes forbrydelser var dog ikke så voldsomt som Ustasjas.

Titos partisaner

Partisanerne var den kommunistiske modstandsbevægelse og blev ledet af Josep Broz, der var det jugoslaviske kommunistpartis generalsekretær. På ordre fra moderpartiet i Sovjetunionen organiserede Josep Broz under dæknavnet Tito det jugoslaviske kommunistpartis modstand. For partisanerne var modstandskampen første skridt i en større kamp for at indføre et kommunistisk styre, der skulle samle alle landets befolkningsgrupper. 

Titos partisaner havde under størstedelen af 2. Verdenskrig og frem til afslutningen hovedkvarter i byen Bihac i Bosnien. Modsat Ustasja og tjetnikkerne organiserede Titos partisaner alle befolkningsgrupper i landet. Partisanernes politik med at inkludere alle fremfor at ekskludere bestemte etniske grupper var nøglen til deres succes. I de sidste krigsår nød de kommunistiske partisaner stor støtte blandt både serbere, kroater og muslimer.

Alles krig imod alle

I 1941 mødtes partisanernes leder Tito med Tjetnik-lederen Draza Mihailovic for at koordinere modstandskampen mod tyskerne. Deres forskellige mål umuliggjorde imidlertid et samarbejde, og resultatet blev i stedet, at tjetnikker og partisaner bekæmpede hinanden. 

Tjetnikkerne havde fra krigens start modtaget støtte fra den jugoslaviske eksilregering i London og de allierede. Men i 1944 indså Englands premierminister, Winston Churchill, at tjetnikkernes kamp mod kommunisterne havde gjort tjetnikkerne til tyskernes allierede. Derefter støttede de allierede Tito. De forskellige nationale interesser, som 2. Verdenskrig vakte til live i Jugoslavien, betød, at krigen blev alles kamp imod alle. Resultatet blev, at flere jugoslaver blev dræbt af deres egne landsmænd end af Nazityskland og dets allierede.

Et blodigt efterspil

Italiens kapitulation i 1943 og de allieredes støtte til partisanerne blev afgørende faktorer i kampen om magten i Jugoslavien. Da det i 1944 blev klart, at Tyskland ville tabe 2. Verdenskrig, blev det også klart, at Jugoslavien ville blive kommunistisk, idet Titos partisaner på grund af de allieredes støtte var den stærkeste modstandsbevægelse. I juni 1944 var Sarajevo og Bosnien befriet fra tysk besættelse, og 20. oktober samme år indtog Tito og sovjetiske styrker hovedstaden Beograd.

Krigens efterspil blev lige så blodigt, som man kunne forvente efter en borgerkrig, hvor massakrer og etnisk udrensning havde været en del af krigen. Titos partisaner dræbte uden retssag og dom mange af dem, som havde samarbejdet med besættelsesmagten, Ustasja eller tjetnikkerne. For eftertiden står Bleiburgmassakren som et skræmmende eksempel på partisanernes hævntørst. Ved den østrigske grænseby Bleiburg har man nu fundet massegrave, der menes at rumme over 80.000 lig.

2. Verdenskrig førte i Jugoslavien til enorme tab af menneskeliv. Tito opgjorde det officielle samlede antal ofre for 2. Verdenskrig til 1,7 millioner mennesker, men eftertidens forskere mener, at det reelle tabstal snarere var ca. 1 million mennesker. De bosniske muslimer var næst efter jøder og sigøjnere den befolkningsgruppe, krigen gik hårdest ud over.
 

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.