Sonderkommandoet i Auschwitz – dødsfabrikkens arbejdsmænd

Drab på samlebånd

Det er ikke uden grund, at udryddelseslejren Auschwitz bliver kaldt for en dødsfabrik. Nogle forskere mener, at Holocaust ikke havde været muligt uden den tyske stats bureaukratiske system og den industrielle produktionsform, der satte massedrabene i system. Ser man på, hvordan Sonderkommandoets arbejde var organiseret, er man ikke i tvivl om lighederne med den industrielle produktionsmåde.

Sonderkommandoet var opdelt i arbejdsgrupper, der stod for særskilte faser i udryddelsesprocessen. De arbejdede i skiftehold på et dag- og et nathold. De blev endda tildelt ”stillinger”: Langt de fleste var ”arbejdsmænd” med forskellige typer fysisk arbejde, og en lille gruppe havde ”funktionærposter”, som indebar planlægning af arbejdet.

Sådan foregik gasningerne

Sonderkommandoets arbejde var forbundet med de følgende faser i drabsprocessen:

1. I den første fase havde en gruppe Sonderkommandofanger til opgave at få de jødiske ofre til at klæde sig af. Med beroligende ord om, at de blot skulle have et bad og desinficeres, blev ofrene gennet ind i gaskammeret. 
2. Efter de tyske SS-folk havde gennemført gasningen ved brug af giftgassen Zyklon B, var et andet hold Sonderkommandofanger klar til at bære de døde kroppe ud af gaskammeret og ind i en elevator, der førte ligene til forbrændingsrummet. 
3. I forbrændingsrummet havde et tredje arbejdshold til opgave at skubbe ligene ind i krematorieovnene og holde ilden i gang. 
4. Da forbrændingsprocessen til tider efterlod knoglestumper, der ikke lod sig opløse i flammerne, var en sidste gruppe Sonderkommandofanger sat til at pulverisere stumperne og bortskaffe asken.

Se hvor de forskellige faser fandt sted på plantegningen i højre side.

Den industrielle og fabrikslignende drabsproces kan måske give det indtryk, at Sonderkommandoet kunne forholde sig distanceret, koldt og mekanisk til deres arbejde. Ifølge Greif beskriver mange tidligere Sonderkommandofanger da også deres tilstand som robotlignende, men læser man Greifs interview, bliver det klart, at fangerne på ingen måde var upåvirkede af situationen: Afmagt, frygt og samvittighedskvaler var nogle af de følelser, Sonderkommandoet dagligt måtte leve med.

Dilemmaet – at vælge døden eller livet?

Den eneste måde, som fangerne kunne slippe for det arbejde, de var blevet påtvunget, var ved at tage deres eget liv. Det vilkår skabte et dagligt dilemma mellem at leve eller at dø. Alligevel tog kun et fåtal deres eget liv. En af Sonderkommandofangerne forklarede det således: 

Det var imidlertid ikke kun denne ubetingede livsvilje, der afholdt Sonderkommandofangerne fra at begå selvmord. For nogle af fangerne, var det også ønsket om at aflægge vidnesbyrd om forbrydelserne, der var en tilskyndelse til at forsøge at overleve. 

Læs interviewet med den overlevende Sonderkommandofange Ya´akov Silberberg her

Sonderkommandoets opstand

Sonderkommandoet i Auschwitz formåede som de eneste fanger i Auschwitz’ historie at udføre et væbnet oprør mod den nazistiske overmagt. En gruppe fanger fra Sonderkommandoet oprettede en modstandsbevægelse, som stod for organiseringen af opstanden, der fandt sted i oktober 1944. De ventede på det rette øjeblik og forberedte sig ved blandt andet at smugle krudt ind i små mængder over en længere periode til brug i bomber og håndgranater. 

I begyndelsen af oktober 1944 cirkulerede der rygter om, at SS havde planer om at udrydde en stor del af Sonderkommandoet. Det var nemlig tyndet ud i antallet af jødetransporter, der skulle gasses, så der var ikke længere brug for så stort et antal arbejdsmænd. Modstandsbevægelsen tøvede dog stadig med at igangsætte oprøret. Men da det slap ud, at SS havde en liste med 300 navne på Sonderkommandofanger, der skulle ”overføres til en anden kommando” – hvilket var kodesprog for udryddelse – besluttede man at handle.

Den 7. oktober 1944 ved middagstid angreb Sonderkommandofangerne med primitive våben de SS´ere, der befandt sig i nærheden. Tre SS-mænd blev dræbt og adskillige blev sårede. Da der efterhånden kom flere SS-mænd til stedet, måtte fangerne flygte. En gruppe gemte sig i en lade, som tyskerne fandt og satte ild til. Alle Sonderkommandofanger, der deltog i oprøret, mistede livet, så der findes ingen overlevende fra opstanden. I alt blev 451 fanger dræbt. 

Eftertidens moralske dom

Eftertidens dom over fangerne fra Sonderkommandoet har fra visse sider været hård – særligt fra det jødiske samfund. Den mest kendte af kritikerne er den jødiske filosof Hannah Arendt, der så Sonderkommandojøderne som meddelagtige i folkedrabet. Forfatteren Primo Levi, der også var fange i Auschwitz, udtrykte større forståelse for Sonderkommandofangernes ulykkelige situation, men ville heller ikke frikende dem for skyld. I stedet mente han, at dommen bør forblive uafsagt.

Historikeren Gideon Greif drager samme konklusion. Han mener, at det er umuligt at sætte sig ind i, hvordan det har været at blive tvunget til et arbejde som dette, hvor det eneste alternativ var døden, og at vi aldrig fuldt og helt kan begribe, hvad der skete under Holocaust. Ya´akov Silberberg – der er overlevende fange fra Sonderkommandoet, og hvis interview er tilgængeligt her på siden – udtrykker det således:

Teksten er skrevet på baggrund af Gideon Greifs bog ”Vi græd uden tårer” (INTROITE! publishers 2010). Bogen indeholder ud over en generel beskrivelse af Sonderkommandoets historie og funktion en række interview med overlevende fanger, hvoraf et enkelt er tilgængeligt i sin fulde længde her på siden.