Statskup og hadefulde kampagner
Under Præsident Kayibandas styre blev al modstand holdt nede ved hjælp af trusler og vold. Utilfredsheden med hans styre voksede i løbet af 1960’erne, hvilket fik præsidenten til at iværksætte hade-kampagner mod tutsierne. Det var et forsøg på at samle hutuerne omkring sig mod en fælles fjende. Hade-kampagnerne fik mange tutsier til at flygte, men modstanden mod Kayibanda fortsatte og i juli 1973 blev han styrtet ved et kup ledet af General Habyarimana.
Rwandas første præsident efter selvstændigheden fra Belgien i 1962, Grégoire Kayibanda, var tidligere skolelærer og stifter af det allerførste politiske hutu-parti i 1957. Han var karismatisk og hemmelighedsfuld og fik hurtigt samme ophøjede status som den tidligere konge, som var flygtet til Uganda i 1962. Modstand mod Kayibandas styre blev holdt nede ved en blanding af trusler, anholdelser og vold. Efterhånden medførte det, at Rwanda gik fra at være et land med flere partier til, at det reelt set kun var Kayibandas eget parti, PARMEHUTU, der havde politisk indflydelse.
Ved præsident- og parlamentsvalget i 1965 var PARMEHUTU således det eneste parti, der opstillede kandidater. Da partiet dog repræsenterede hutuerne, der trods alt udgjorde majoriteten i landet, anså omverdenen Rwanda for at være et demokratisk parti. Omverdenen satte altså lighedstegn mellem demokrati og flertallets stemme. At tutsierne blev udelukket fra det politiske liv blev derimod ignoreret.
Hade-kampagner mod tutsierne
Økonomisk gik det ikke godt for Rwanda under Kayibanda, og det var et af Afrikas fattigste lande. Kritikken af Kayibandas styre voksede, og han svarede igen ved at iværksætte kampagner mod tutsierne i håb om, at det ville få hutuerne til glemme kritikken af ham selv. Han håbede, at hutuerne ville gøre fælles front mod tutsierne og dermed tilsidesætte deres interne stridigheder, der oftere og oftere blev rettet mod Kayibanda selv.
Kvoter for tutsier
Officielt set var der 9 % tutsier i Rwanda. Derfor var det af det Kayibandas hutu-styre blevet besluttet, at tutsierne ikke måtte optage mere end 9 % af alle universitets- og skolepladser, kun 9 % af alle embedsmænd måtte være tutsier, og i det hele taget måtte der ikke være mere end max 9 % tutsier indenfor ethvert givent erhverv.
I 1972 forsøgte en gruppe hutuer i Rwandas naboland Burundi uden held at vælte det tutsi-dominerede styre i Burundi. Som følge af det mislykkede oprør blev mellem 100.000 og 200.000 hutuer slået ihjel og tusindvis flygtede til Rwanda. Kayibanda besluttede sig for at bruge det til sin egen politiske fordel. Økonomisk gik det nemlig ikke godt for Rwanda, der var et af Afrikas fattigste lande, og kritikken mod Kayibanda var voksende. Ved at iværksætte had-kampagner mod tutsierne håbede han, at det ville få hutuerne til at tilsidesætte kritikken og i stedet bakke op om hans styre ved at gøre fælles front mod tutsierne.
Der blev etableret kommitteer, der skulle kontrollere, at tutsierne ikke udgjorde mere end de tilladte 9 % inden for noget arbejdsområde, og i byen Butare i det sydlige Rwanda dannede hutu-studerende tribunaler, som skulle undersøge folks stamtræ for at afgøre, hvem der var ren hutu. Mange tutsi-studerende blev overfaldet. Kun få blev slået ihjel, men urolighederne fik flere tutsier til at flygte.
Massakrer i Burundi
På mange måder er Rwanda og nabolandet Burundi hinandens spejlvendinger. Efter at begge lande opnåede deres selvstændighed i 1962, så blev Rwanda styret af hutuer, mens Burundi hovedsageligt blev styret af tutsier. Mens hutu-styret i Rwanda har undertrykt tutsierne, har det modsatte været tilfældet i Burundi. Da en gruppe hutuer forgæves forsøgte at vælte den tutsi-dominerede regering i Burundi i april 1972 fulgte massakrer, der resulterede i mellem 100.000 og 200.000 hutuers død. Det er siden blevet kaldt for et ’selektivt folkedrab’, da ofrene fortrinsvis var uddannede, studerende og politikere.
Utilfredsheden ulmer
På trods af hade-kampagnerne mod tutsierne, så voksede utilfredsheden med Kayibandas styre blandt en gruppe hutuer fra den nordlige del af Rwanda, fordi de følte sig udelukket fra magten. Dette gjaldt politikere, men også folk fra militæret var utilfredse, fordi adskillige ledende militærposter var blevet givet til folk fra syden, selvom hæren traditionelt set havde været domineret af folk fra norden.
Dette fik i juli 1973 den øverstbefalende for hæren, General Juvénal Habyarimana, til at gribe ind. General Habyarimana, der var en hutu fra norden, tog magten ved et statskup og udråbte sig selv til præsident. Nyheden blev generelt set modtaget med glæde blandt Rwandas befolkning. Kayibanda døde i 1976, men hvad han døde af, hersker der stadig usikkerhed om. Nogle mener, at han blev nægtet lægehjælp af den nye præsident. Andre siger, at han blev sultet ihjel.