Borgerkrig og terror 1918-1920

Da de kommunistiske bolsjevikker efter revolutionen skulle virkeliggøre deres politik og indfri løfterne om jord til bønderne, fred til landet og al magt til sovjetterne kunne bolsjevikkerne ikke holde ord og fik derfor hurtigt store dele af befolkningen imod sig. 

Bolsjevikkernes politik

I et forsøg på at løse problemet med fordeling af jord til bønderne ophævede bolsjevikkerne den private ejendomsret og beslaglagde enorme jordarealer fra godsejere, den tidligere zar og kirken. Jorden blev dermed statslig ejendom og skulle dyrkes af bønderne, men i praksis betød det ikke, at den enkelte bonde fik mere jord. Mangelen på fødevarer i byerne fik nemlig mange til at udvandre fra by til land i håbet om at kunne forbedre leveforholdene. Der var derfor mange om at dele den konfiskerede jord, og flere steder herskede kaotiske tilstande med plyndringer og vold i forbindelse med fordelingen af jorden. Resultatet var, at der stadig var for lidt jord til bønderne, som ikke kunne producere mad nok til bybefolkningen. Derfor var både bønder og byboere utilfredse.

Det lykkedes for bolsjevikkerne at få Rusland ud af 1. Verdenskrig, men det kom til at koste dyrt. Efter forgæves forsøg på at få krigens parter, Tyskland og Østrig-Ungarn mod Storbritannien, Frankrig, Rusland og USA, til forhandlingsbordet, lykkedes det bolsjevikkerne at indgå en separatfred, Brest-Litovsk aftalen den 3. marts 1918, med Tyskland. Rusland måtte afstå store landområder blandt anden Ukraine, Polen, Finland, Estland, Letland og Litauen, og mistede ca.1/3 af sin befolkning og 50 % af sine industrivirksomheder. 

Modstandere forfølges

Det bolsjevikiske styre var et et-parti-system, og efter 1921 var partiet, som i 1918 skiftede navn til Det Russiske Kommunistiske Parti, det eneste tilladte parti. Kort efter revolutionen begyndte partiet at forfølge de personer, som det selv definerede som deres modstandere. Den ikke-bolsjevikiske presse blev lukket, og personer, som styret kategoriserede som ”folkets fjender” blev arresteret. Det var eksempelvis præster, medlemmer af andre politiske partier og personer, der havde haft forbindelser til zarstyret. I 1918 blev hele zarfamilien arresteret og senere henrettet.

Fra sommeren 1918 indledtes en brutal krig mod systemets ”klassefjender”. Regimet udførte en hensynsløs terror mod befolkningen, som indbefattede både arrestationer, deportationer og henrettelser af de personer, som blev opfattet som fjendtlige over for systemet. Brugen af terror og undertrykkelse af befolkningen skulle senere vise sig at blive et gennemgående træk i det kommunistiske styre.

Borgerkrig 1918-1920

Bolsjevikkerne bragte Rusland ud af verdenskrigen, men deres hårdhændede politik drev i sommeren 1918 landet ud i en sønderlemmende borgerkrig mellem ”de røde” (bolsjevikkerne) og ”de hvide” (ikke-bolsjevikkerne). 

En tredje medspiller i borgerkrigen var ”de grønne”, som var oprørske bondestyrker, der var udsprunget af de mange bondeoprør på landet. ”De grønne” var ikke interesseret i at få zarstyret tilbage, som mange af ”de hvide” ønskede det, men var modstandere af den måde, hvorpå bolsjevikkerne håndhævede magten. Disse mange bondeoprør afspejler bolsjevikkernes begrænsede opbakning i befolkningen. 

”De hvide” fik militær hjælp fra Ruslands tidligere allierede, Storbritannien, Frankrig og USA, fordi de allierede ønskede Rusland tilbage i 1. Verdenskrig, hvilket krævede, at bolsjevikkerne blev fjernet fra magten. Desuden havde de allierede et langsigtet mål om at nedkæmpe bolsjevismen af frygt for, at revolutionerne ville brede sig til andre lande. 

Bolsjevikkerne havde under borgerkrigen desuden problemer med en række nationale mindretal, der kæmpede for selvstændighed, og der blev under borgerkrigen oprettet en lang række selvstændige stater inden for det tidligere zarrige. Det var imidlertid kun enkelte stater, der bevarede deres status som selvstændige efter borgerkrigen. 

Krigen krævede mange liv, ikke mindst blandt civilbefolkningen. Det anslås, at ca. 10 millioner mennesker omkom. Bolsjevikkerne nedkæmpede de hvide styrker i slutningen af 1920, men først i 1922 lykkedes det at knuse de sidste oprørske bønder.

Omfattende brug af terror i borgerkrigen

Krigens parter benyttede voldsomme metoder i deres krigsførelse, såsom voldtægt, massehenrettelser og massakrer på civilbefolkningen. ”De hvide” anvendte blandt andet omfattende vold mod sovjetiske jøder, men "den røde terror" var den mest systematiske og omfattende. 

Bolsjevikkernes massevold mod regimets modstandere blev iværksat allerede kort efter bolsjevikkernes magtovertagelse, og med Vladimir Lenins igangsættelse af ”den røde terror” i september 1918 tiltog terroren i styrke. 

Den røde terror var rettet mod dem, som regimet definerede som samfundets ”klassefjender”. Målet med terroren var blandt andet at skræmme befolkningen, og terroren udviklede sig efterhånden til en ofte anvendt strategi, som regeringen brugte til at løse samfundets sociale og politiske problemer. Et vigtigt våben i bolsjevikkernes terror var det hemmelige politi, som var blevet oprettet i december 1917, og som nærmest havde ubegrænset myndighed til at fængsle, deportere og henrette i kampen mod bolsjevikkernes fjender. 

I de første år ramte terroren kosakkerne særligt hårdt. Kosakkerne var en gruppe velstående bønder, der traditionelt set altid havde støttet zaren. Derfor anså bolsjevikkerne kosakkerne for at være klassefjender, og efter sejren i borgerkrigen iværksatte bolsjevikkerne en af-kosakisering med det formål at fordrive kosakkerne fra deres landområder. Resultatet var omfattende massakrer og henrettelser, hvor mellem 300.000 og 500.000 kosakker mistede livet på bare to år.

Krigskommunisme skulle redde den økonomiske situation

Forholdene for den russiske befolkning blev under borgerkrigen forværret af den økonomiske politik, der blev ført fra 1918 til 1921, som blev kaldt krigskommunisme. Staten overtog styringen af det økonomiske liv ved at nationalisere al industri (det vil sige, at staten overtog ejendomsretten og kontrollen med virksomhederne) og ved at forbyde privat handel. Staten skaffede varer ved at tvinge bønderne til at aflevere deres afgrøder og tvinge fabrikkerne til at aflevere deres varer til staten. Dette skete gennem en yderst brutal inddrivelsespolitik, hvor bønderne og fabriksejerne risikerede deportation eller henrettelse, hvis de nægtede at aflevere landbrugsprodukter og varer.

Utilfredshed og hungersnød på landet

Efterhånden som forholdene blev dårligere på landet, voksede bøndernes utilfredshed med bolsjevikkerne, og situationen forværredes af en dårlig høst i 1920, der førte til uro næsten overalt i landet. I marts 1921 kulminerede situationen med oprør blandt soldater på flådebasen Kronstadt, som blev nedkæmpet med militær indsats og kostede tusindvis af liv. 

Bøndernes dårlige forhold og de systematiske udplyndringer resulterede i 1921-1922 i en omfattende hungersnød i landområderne, som skønnes, at have kostet ca. 5 millioner mennesker livet.  Bolsjevikkerne gjorde ikke meget for at udbedre situationen og modarbejdede tilmed forsøg på hjælp fra udlandet. 

Efter kun få år ved magten havde bolsjevikkerne ført en borgerkrig med store tab og implementeret et omfattende terrorapparat mod befolkningen. I 1921 var landet i dyb økonomisk krise, og det meste af befolkningen havde vendt sig mod bolsjevikkernes rædselsregime. Bolsjevikkerne indså, at de måtte gøre noget.