Ytringsfrihed
Danskerne er vant til at kunne sige, hvad de vil uden at bekymre sig om, at myndighederne griber ind. Denne ret til at ytre sig frit er nedskrevet i Grundloven og er en af de mest grundlæggende rettigheder i et demokrati. Den sikrer fx også retten til at kritisere politikere og medier. Men med retten følger også et ansvar. Man har ansvaret for det, man siger eller skriver, og man kan blive retsforfulgt, hvis man bruger ytringsfriheden til at krænke.
© Scanpix Denmark/ Sigrid Nygaard
Racistiske udtalelser i det offentlige rum er heller ikke tilladte i Danmark. Det står skrevet i straffelovens paragraf 266b – det man kalder racismeparagraffen. En person kan straffes efter racismeparagraffen, hvis han eller hun har truet, hånet eller nedværdiget en anden person på grund af denne persons religion, baggrund eller seksuelle tilhørsforhold. I oktober 2002 blev talsmanden for organisationen Hizb ut-Tahrir Danmark, Fadi Abdullatif, idømt to måneders ubetinget fængsel efter racismeparagraffen. Han blev dømt i en sag om omdeling af løbesedler, der opfordrede til drab på jøder. Se casen Løbesedlen.
Jesper Langballe (1939-2014), tidligere Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, fik i december 2010 en dom for racisme på 10 dagbøder á 500 kr. for at have udtalt, at muslimske mænd slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklernes voldtægt.
På den måde er ytringsfriheden ikke ubegrænset, men skal bruges med omtanke.
Hvor er ytringsfriheden skrevet ned?
Danmarks Grundlov
§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres
Den Europæiske Menneskeretskonvention
Artikel 10, stk. 1
Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne
Artikel 19
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.
Ytringsfrihed og Holocaust-benægtelse
I nogle lande er Holocaust-benægtelse ulovligt. Det vil sige, at man kan straffes for at udtale, at nazisternes forfølgelser og drab på jøder under 2. Verdenskrig ikke fandt sted. Benægtelse af Holocaust er dog ikke forbudt i Danmark. Herhjemme kan benægtere frit fremføre deres påstande - de har ytringsfrihed som alle andre.
Der findes både fortalere for at gøre benægtelse strafbart og andre, som er imod et forbud. Tilhængere af et forbud mod benægtelse mener, at benægterne fordrejer og udnytter ytringsfriheden. De mener, at Holocaust-benægtelse først og fremmest er en løgn, der ikke skal tages alvorligt. En løgn kan ikke betragtes som en holdning. Ytringsfrihed giver derfor ikke ret til at lyve. Modstandere af et forbud mener, at selvom vi vedtager love mod benægtelse, vil der fortsat være et problem med benægtere i vores samfund. Et forbud vil give benægterne en række argumenter: Hvorfor er der behov for at forbyde visse holdninger og meninger? Hvis samfundet gør Holocaust-benægtelse ulovligt, risikerer man, at Holocaust-benægtere, der får en straf, opnår en form for martyrstatus.
Andre stemmer i debatten påpeger, at det, der kendetegner frie demokratiske samfund, er, at ytringsfriheden gælder ubegrænset: Den skal ikke kun gælde for dem, som man er enig med, men også for dem, som man er uenig med.
Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015
