Andre offergrupper under nazismen

Politiske modstandere

De første ofre for nazismen var fagforeningsfolk og politiske modstandere, i særdeleshed kommunister, som blev betragtet som Tysklands hovedfjende. De blev hurtigt fængslet efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Ved udgangen af året sad ca. 50.000 i fængsel eller i de til formålet oprettede koncentrationslejre på grund af deres politiske overbevisning. Tusinder var tvunget i eksil i andre europæiske lande. Mange af de tilfangetagne blev idømt hårde fængselsstraffe for højforræderi eller henrettet, mens andre i årevis blev holdt indespærret i koncentrationslejre og arbejdslejre under umenneskelige forhold.

Handikappede

De mentalt og fysisk handikappede hørte efter nazisternes opfattelse ikke til i det nye Tyskland. Hvis man kunne undgå, at de fik børn, ville ”den ariske race” helt kunne undgå handikappede. Derfor indførtes sterilisationsloven i 1934. Ca. 300.000-400.000 blev tvangssteriliseret. Herunder også vagabonder, homoseksuelle og kvinder, hvis kønsdrift blev skønnet ”for stærk”. Sterilisationsprogrammet blev i 1939 afløst af det såkaldte eutanasi-program (medlidenhedsdrab). Fra 1939-41 dræbte man i hemmelighed syge og handikappede i Tyskland, og efter en pause blev programmet genoptaget i 1942. De erfaringer, man indhøstede fra eutanasi-programmet, blev anvendt i udryddelseslejrene, ligesom flere af dem, der havde været involveret i programmet, blev beskæftiget i disse lejre. 

Læs mere om eutanasiprogrammet

Sigøjnere – i dag betegnet Roma og Sinti

Ifølge den nazistiske raceideologi var sigøjnerne en underlegen race, som var til fare for det tyske folk. Efterhånden blev de derfor også omfattet af de samme racelove som jøderne. De blev samlet i ghettoer eller sigøjnerlejre, hvor mange sultede ihjel eller omkom på grund af epidemier. Siden blev de også sendt i koncentrationslejre og udryddelseslejre. 23.000 blev således i foråret 1943 sendt til Auschwitz-Birkenau. Heraf overlevede 3.000. Ingen ved præcis, hvor mange sigøjnere, der omkom under 2. Verdenskrig, bl.a. fordi der ikke er et klart billede af, hvor mange der levede i Europa før krigen. Men man skønner, at mindst 200.000 mistede livet under nazismen.

Læs mere om udryddelsen af sigøjnerne

Homoseksuelle

I næsten alle lande var homoseksualitet forbudt eller blev betragtet som en uacceptabel adfærd. Men ingen steder blev homoseksuelle forfulgt som i det nazistiske Tyskland. De blev steriliseret og kastreret og 10.-15.000 blev sendt i koncentrationslejre. Udover at chikanere og tvinge de homoseksuelle til hårdt slavearbejde, foretog man også en række ”videnskabelige” eksperimenter for at ændre deres seksuelle orientering. På fangedragten i kz-lejren måtte de bære de en lyserød trekant, der symboliserede deres homoseksualitet. Derfor blev de ofte udsat for særlig brutal behandling af fangevogtere og medfanger.

Læs mere om forfølgelsen af homoseksuelle

Jehovas Vidner

Ved Hitlers magtovertagelse var der ca. 25.000 medlemmer af Jehovas Vidner i Tyskland. Ca. 6.000 blev sendt i koncentrationslejre med besked om, at de kunne blive sat fri, hvis de ville aflægge troskabsed til det tyske rige og opgive deres tro, som bl.a. indebar, at de ikke måtte gøre militærtjeneste. En tredjedel af dem overlevede ikke krigen.

Læs mere om Jehovas vidner

Russiske krigsfanger

Kommunismen blev anset som den største trussel mod Tyskland. Krigen mod Sovjetunionen blev set som en kamp på både ideologi og race, idet også russerne blev anset for at tilhøre en mindreværdig race (slaver). I alt 5,7 millioner sovjetiske soldater blev taget til fange under krigen. Heraf døde 3,3 millioner. 600.000 blev overgivet til SS og myrdet som særligt farlige partifunktionærer. Andre blev skudt af militæret, men størsteparten omkom af sult, kulde og sygdom, eller de døde af udmattelse under slavearbejde i eller uden for lejrene. Udryddelseslejrene Auschwitz-Birkenau og Majdanek blev oprindelig bygget af og som arbejdslejre for krigsfangerne. Det var også på russiske krigsfanger, at de første forsøg med massegasning fandt sted i efteråret 1941.

Tvangsarbejdere

Mange millioner mennesker i de tyskkontrollerede områder i Øst- og Vesteuropa blev revet op fra deres hjemstavn og sendt på tvangsarbejde i Tyskland. Her skulle de erstatte de tyskere, der enten var indkaldt til hæren eller dræbt under krigshandlinger. I 1944 befandt der sig ca. otte millioner tvangsarbejdere i Tyskland, hvor de bl.a. arbejdede i krigsindustrien og landbruget. Langt de fleste var fra Østeuropa, fx 2,8 millioner fra Sovjetunionen og 1,7 millioner fra Polen. 40% var kvinder, som fik den ringeste betaling og ofte blev udsat for seksuelle ydmygelser. Mens tvangsarbejderne fra Vesteuropa stort set delte vilkår med tyske arbejdere, blev østarbejderne budt meget hårde vilkår. De fik det dårligste og farligste arbejde og måtte leve afskåret fra den øvrige befolkning bag indhegning. De fik sultrationer, blev slået og mishandlet. Ulydighed og flugt blev straffet med døden. Det samme gjaldt seksuelt samkvem med tyskere.