Holocaust-benægtelsens historie

Benægtelsen begynder allerede før folkedrabet

Benægtelsen af Holocaust begyndte på sin vis allerede, før folkedrabet fandt sted og under selve drabene – forstået på den måde, at nazisterne gjorde alt, hvad de kunne, for at skjule deres planer og hemmeligholde drabene. Netop forsøget på at skjule drabene har dannet grundlag for en betydelig del af Holocaust-benægternes argumentation i dag. 

De såkaldte ”eutanasidrab” på en meget stor del af Tysklands handikappede var på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte også at hemmeligholde drabene på handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene fra den tyske befolkning. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. 

Sådan forsøgte nazisterne at skjule folkedrabet 

• Officielle forholdsregler
  • Det blev forbudt for fx medlemmer af de særlige drabsenheder (Einsatz-grupperne) at tage fotos af deres arbejde, og det samme gjaldt for de soldater og andet personale, der arbejdede i udryddelseslejrene. De skulle også underskrive en tavshedserklæring omkring deres arbejde, og officielle dokumenter, der omhandlede drabene, var hemmeligstemplede. Desuden blev der løbende udsendt information til offentligheden, der forsøgte at mane rygterne om, hvad der forgik med jøderne, i jorden. 
• Et helt nyt sprog
  • En anden metode til at skjule forbrydelserne var udviklingen af et nyt bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod mere eller mindre af omskrivninger (eufemismer), hvor mordet på jøderne omtales som ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”deportation”, og jøderne blev omtalt som fx ”last”. Ud over at skjule, hvad der foregik i lejrene, tjente eufemismerne til at nedtone forbrydelsernes karakter og dehumanisere jøderne.
• Slette sporene
  • I 1942 blev ”Aktion 1005” sat i gang. Aktionen gik kort sagt ud på at slette alle spor efter drabsaktioner: Særlige enheder fik til opgave at grave lig fra massegrave op og brænde dem, ligesom afbrænding af lig herefter blev praksis ved efterfølgende massakrer og i udryddelseslejrene. Ved senere afmontering af udryddelseslejre og i krigens sidste dage, da nazisterne trak sig tilbage for de fremadrykkende sovjetiske tropper, blev gaskamre demonteret og sprængt i luften, og tusindvis af dokumenter blev brændt.

Benægtelse lige efter krigen

Kort efter krigens afslutning begyndte de første former for Holocaust-benægtelse at vise sig. I begyndelsen var det kun få, som direkte benægtede eksistensen af Holocaust, i stedet forsøgte man at nedtone drabene. Fx påstod Heinrich Himmler kort før sit selvmord i 1945, at jøderne døde på grund af sygdomme, og at det havde været nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater. Desuden havde jøderne opført sig fjendtligt, havde hjulpet partisanerne og skudt på de tyske tropper, så det – som med enhver anden fjende – havde været nødvendigt at uskadeliggøre dem. 

En anden form for nedtoning af drabene var påstanden om, at krigen var et resultat af britisk-amerikansk aggression, og at de allieredes fremfærd var lige så grusom eller mere grusom end nazisternes, så drabet på seks millioner jøder var ikke noget særligt, men bare én blandt mange grusomheder, der foregik i krigens skygge.

Forsvar for Holocaust

I 1948 offentliggjorde en af Holocaust-benægtelsens ophavsmænd, Paul Rassinier, bogen La Passage de La Ligne (kan oversættes til "at gå over stregen"). Det var den første af en række bøger, hvor Rassinier hævdede, at vidneudsagn fra overlevende fra koncentrations- og udryddelseslejrene ikke kunne bruges til noget. Han argumenterede for, at nok foregik der drab, massakrer og enkelte gasninger, men det skyldtes udelukkende enkelte ekstremister og var ikke et udtryk for en fastlagt tysk politik. Desuden præsenterede han en form for bevisførelse, som sidenhen er blevet udbredt blandt benægterne, nemlig at påpege fortolkningsforskelle og usikkerhed omkring det præcise dødstal for Europas jøder. Dette ses som bevis for, at de enkelte (særligt jødiske) historikere ikke er troværdige – hverken personligt eller professionelt.  

Af andre indflydelsesrige tidlige benægtere kan nævnes Harry Elmer Barnes, Austin J. App og Maurice Bardèche. Fælles for de tidlige benægtere er, at de ikke decideret benægter, at Holocaust fandt sted, men i stedet forsvarer og forsøger at retfærdiggøre nazisternes handlinger for herigennem at nedtone folkedrabets betydning. Samtidig mener de tidlige benægtere, at antallet af ofre er stærkt overdrevet, at kildematerialets rigtighed kan diskuteres, og hvad nazisterne end gjorde mod jøderne, så var det forståeligt, fordi nazisterne havde at gøre med en fjendtligsindet befolkningsgruppe. 

Nyere Holocaust-benægtelse

Fra midten af 1970'erne ændrede en del af Holocaust-benægterne taktik. Den nye generation af benægtere anerkender, at der eksisterede tysk antisemitisme og omfattende diskrimination af jøder, og mange tager endda afstand fra den. De fastholder dog, at der intet Holocaust var, forstået på den måde, at der ikke fandtes en overordnet plan eller intention for jødeudryddelserne, og at der ikke blev brugt gaskamre.  

Den amerikanske universitetsprofessor Arthur R. Butz’ bog fra 1976, The Hoax of the Twentieth Century, blev skelsættende for Holocaust-benægtelsesbevægelsen. Bogen var på mange måder et opgør med benægternes tidligere taktik for at komme i kontakt med publikum, og Butz var den første benægter, der forstod at signalere videnskabelig seriøsitet. Bl.a. kritiserede han andre benægtere for at være uvederhæftige og uvidenskabelige og signalerede selv det modsatte ved brug af fodnoter, akademisk skrivestil, ved at henvise til højtestimerede forskere og takke anerkendte arkiver for hjælp. Den pseudo-videnskabelige linje er blevet ført videre sidenhen, særligt med åbningen af Institute for Historical Review (IHR) i Californien i 1979. Ligesom Butz koncentrerer IHR sig om at gøre Holocaust-benægtelse akademisk respektabelt. En dansk pendant til IHR fandtes i Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF). 

Benægtelse i dag

Tilbage i 1990'erne var det kun et fåtal, der havde hørt om Holocaust-benægtelse, mens det i dag er et alment kendt fænomen. Der er flere årsager til, at Holocaust-benægtelse er blevet mere udbredt de seneste årtier, men en væsentlig faktor er, at personer, der benægter Holocaust, har været gode til at udnytte internettets mange muligheder.

Internettets udvikling har gjort det muligt for benægterne at sprede deres budskaber på en måde, som intet andet medie tidligere har kunnet. Det er ikke kun et væld af websider, hvor Holocaust benægtes, der har været med til at udbrede kendskabet til benægtelse, men i høj grad også benægternes tilstedeværelse i diverse chatfora, på blogs og i nyhedsgrupper. Med internettet har benægtere verden over fået et medie, hvorigennem de kan nå langt flere mennesker end gennem de traditionelt benyttede kanaler, fx tidsskrifter, bøger og radio – endda markant billigere. Den store aktivitet på nettet har desuden ført til flere artikler og indslag i landsdækkende medier, hvorved kendskabet til Holocaust-benægtelse er blevet yderligere udbredt.

DIIS – januar 2010