Habyarimanas styre 1973-1994

Nyheden om General Juvénal Habyarimanas kup i juli 1973 blev modtaget med glæde af Rwandas befolkning. Folk håbede, at Habyarimana kunne bringe fred og fremgang til landet, der igennem længere tid havde været præget af uroligheder. Det var især gået ud over landet tutsier, der udgjorde en minoritet. 

Efter kuppet sørgede Habyarimana for fred og stabilitet, men til gengæld indskrænkede han folkets frihed. Politiske partier blev forbudt med undtagelse af et nyt parti MRND (Mouvement Révolutionnaire National pour le Développement), som alle i Rwanda skulle være medlemmer af; en regel, der også gjaldt babyer og ældre. I hver landsby var der en repræsentant for MRND, og partimedlemmer, der håbede på at komme længere op i systemet, spionerede mod enhver, som de fik besked på. 

Et land under streng kontrol

Med Habyarimana kom Rwanda under et styre, hvor alting var under striks kontrol. Alle skulle altid være i besiddelse af deres identitetskort, der angav hvorvidt vedkommende var tutsi, hutu eller twa. Hvis nogen skiftede gruppe uden at have fået tilladelse dertil, risikerede de at blive fængslet eller idømt en bøde. Man måtte ikke flytte fra en kommune til en anden uden at have indhentet tilladelse først, og med mindre det skyldtes skole eller arbejde, blev sådan en tilladelse ofte nægtet. 

For tutsierne blev situationen noget bedre, end den havde været under den tidligere præsident, men de blev stadig udelukket fra det politiske liv. Der var ikke en eneste tutsi-borgmester, og ud af de 70 medlemmer i parlamentet var kun to tutsier. Inden for militæret kunne tutsier ikke blive officerer, og soldater havde forbud mod at gifte sig med tutsier. På grund af statens diskrimination mod tutsierne, valgte mange tutsier at arbejde inden for private erhverv, hvor det lykkedes flere tutsier at skabe sig større formuer. 

Økonomisk fremgang

Selv om Rwanda stadig var et fattigt land, så gik det økonomisk bedre i løbet af 1970’erne og 1980’erne. Mens der i 1962 kun havde været to lande i verden med lavere indkomst per indbygger, var antallet af gennemsnitligt fattigere lande i 1987 steget til 18. Sundhedsvæsnet blev forbedret, antallet af børn i skolerne steg, og i forhold til sine nabolande var Rwanda en succeshistorie. Fra en række lande så som Belgien, Frankrig, USA og Schweiz blev der sendt bistand til landet. 

Omverdenen anså Rwanda for at være et demokratisk land. Når hutuerne udgjorde flertallet af befolkningen, måtte en hutu-regering jo automatisk være demokratisk, lød argumentet fra de internationale donorer. Man overså, at tutsierne slet ikke måtte deltage i det politiske liv. 

Ramt af to missiler

Som den eneste kandidat man kunne stemme på, blev Habyarimana genvalgt som præsident i 1978, 1983 og 1988. Økonomiske problemer på grund af bl.a. fald i kaffepriserne og alvorlig tørke fik utilfredsheden med hans styre til at vokse i slutningen af 1980’erne og i starten af 1990’erne. Flere og flere begyndte at kræve politiske reformer, og der opstod oppositionsgrupper rundt omkring i landet. 

Samtidig voksede utilfredsheden indenfor præsidentens eget parti, hvor flere mente, at Habyarimana var for blødsøden overfor oppositionen og tutsierne. Habyarimana var nemlig gået med til at mødes med tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front i Arusha, Tanzania, hvor han under pres gik med til at give tutsierne adgang til magten i Rwanda i 1993. 

Habyarimanas styre fik en brat afslutning den 6. april 1994, da hans fly blev skudt ned af to missiler, mens det var ved at lægge an til landing i hovedstaden Kigali. Den dag i dag er der ingen, der ved, hvem der stod bag mordattentatet, som blev startskuddet til et af de mest omfattende folkedrab i det 20 århundrede. Mindre end en time efter at hans fly ramte jorden var de første ofre for folkedrabet blevet slået ihjel.