De Røde Khmerer for retten – mere end 30 år efter folkedrabet

Der skulle gå 30 år, før de sidste overlevende ledere af Khmer Rouge kunne stilles til regnskab og anklages for forbrydelser mod menneskeheden i det internationale tribunal under Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC). Den første af de fem på anklagebænken var Kaing Guek Eav, alias Duch, som var leder af det berygtede torturfængsel Toul Sleng med kodenavnet S-21. Duch vedstod sig sine forbrydelser, men undskyldte sig med, at han havde handlet efter ordrer. I juli måned 2010 modtog den 67-årige Duch en dom på 35 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. I januar 2012 blev straffen skærpet til fængsel på livstid ved appeldomstolen. 

De øvrige anklagede er Noun Chea, kaldet Broder nummer to, Khmer Rouges chef-ideolog og Pol Pots højre hånd, Khieu Samphan, Ieng Sary samt dennes ægtefælle Ieng Thirith, henholdsvis udenrigs- og socialminister mellem 1975 og 1979. Retssagen mod de fire begyndte i juli 201,1 og den forventes at vare flere år.

Striden om tribunalets oprettelse

Efter seks års hårde forhandlinger, kunne repræsentanter for FN og den cambodjanske regering i 2003 endelig sætte deres underskrifter på en fælles aftale om at retsforfølge de få hovedansvarlige Røde Khmerer ved et semi-internationalt tribunal med hovedsæde i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. 

Vejen dertil havde været lang og problemfyldt, og undervejs i forløbet havde FN endda trukket sig helt fra forhandlingerne i protest over den cambodjanske regerings krav. Stridens kerne handlede om balancen mellem et tribunal, der på den ene side skulle have national forankring i Cambodja og på den anden side overholde internationale standarder, såsom advokatbistand for alle og vidnebeskyttelse. Ingen af parterne var indstillede på at lade den anden få for stor indflydelse på selve rettergangen. FN havde ikke tillid til det cambodjanske retssystems kompetencer og frihed fra politisk indflydelse, og den cambodjanske regering ønskede ikke et tribunal styret af andre landes interesser. 

Et yderligere stridspunkt var FN’s ønske om et bredt retsopgør med omkring 20-30 anklagede, hvorimod den cambodjanske regering forsøgte at begrænse antallet til en lille håndfuld. I sidste ende var det den cambodjanske regering, der knebent løb med sejren: Tribunalet er placeret i hovedstaden Phnom Penh, der er kun ganske få anklagede, og trods deltagelse af både cambodjanske og internationale jurister og dommere er der en hovedvægt af cambodjanere. 

Retsopgør for hvem og for hvad?

Medlemmer af det cambodjanske civilsamfund har opstillet fem hovedmål for, hvad de gerne vil have at retsopgøret skal opnå:

• At finde en forklaring på, hvorfor De Røde Khmerers ledere planlagde og dræbte deres egen befolkning.
• At yde retfærdighed for ofrene og forhindre hævn ved at holde gerningsmændene ansvarlige for deres handlinger.
• At igangsætte en forsoningsproces i det cambodjanske samfund.
• At skabe en rollemodel for reformeringen af det cambodjanske retssystem.
• At fungere som en advarsel til fremtidige ledere i hele verden om, at forbrydelser som disse ikke går ustraffet hen.

Hvad synes de selv? Cambodjanske holdninger til retsopgøret   

Generelt føler mange cambodjanere sig holdt udenfor beslutningsprocessen omkring etableringen af et retsopgør mod De Røde Khmerer. Det er først i de senere år, at forskellige organisationer og forskere har sat sig for at undersøge folkets holdninger til tribunalet, et juridisk opgør eller et opgør med fortiden i det hele taget. 

De første undersøgelser fra 1997 viste, at ikke alle cambodjanere støttede en juridisk tilgang til fortiden. Nogle mente, at de 300 millioner kroner, som tribunalet var anslået til at koste (men som har vist sig at blive tre gange så dyrt), ville gøre en større forskel, hvis de i stedet blev investeret i social og økonomisk udvikling. Andre foreslog afholdelse af kollektive bekendelses-ceremonier ledet af Buddhistiske munke, hvor både højt- og lavtstående tidligere Røde Khmer medlemmer kunne bekende og angre deres gerninger foran en større forsamling. Modsat de sydafrikanske tilgivelsesceremonier, som denne model ellers ligger i tråd med, er bekendelse og anger for cambodjanske buddhister mere centralt end tilgivelse. Tilgivelse er op til hvert enkelt offer og kan ikke påtvinges udefra. 

I de senere år har der dog udviklet sig en bred opbakning til det semi-internationale tribunal. Forskere har primært tilskrevet denne udvikling to ting. For det første menes det, at Pol Pots død i 1998 og den efterfølgende minimering af De Røde Khmerers indflydelse, ledte til, at cambodjanerne i stigende grad offentligt turde tale om og fordømme De Røde Khmerers forbrydelser. For det andet skyldes støtten til den internationale involvering i et tribunal en udbredt mistillid til, at landets eget retssystem nogensinde vil være i stand til at gennemføre fair, upolitiske og ukorrupte retssager. I forlængelse af dette håber cambodjanerne, at tribunalet kan tjene som forgangsbillede for, hvordan det cambodjanske retssystem bør fungere i fremtiden.

Læs mere om cambodjanernes holdninger til retsopgøret og fortiden i artiklen "Hævn eller forsoning?"

"Outreach": Fra tribunalets jura til landsby-samfundenes virkelighed

Store ord og forestillinger om det semi-internationale retsopgørs virke giver ikke meget mening, hvis ikke den cambodjanske lokalbefolkning kan sætte sig ind i og følge med i retssagernes gang. Meget kritik af tidligere domstolsmodeller med international involvering, som for eksempel det internationale krigsforbrydertribunal for folkedrabet i Rwanda, har fokuseret på, at den overvældende mængde materiale, som ofte er formuleret på et kompliceret juridisk sprog, er svært tilgængeligt for folk med ringe adgang til internet, fjernsyn eller som ikke kan læse eller skrive. At den cambodjanske befolkning generelt nærer en dyb mistillid til deres eget retssystem, hjælper heller ikke på sagen. 

Belært af denne kritik har man i tilknytning til retsopgøret i Phnom Penh oprettet såkaldte ”outreach offices” rundt omkring i de forskellige cambodjanske provinser. Ved hjælp af plancher, pjecer og foredrag tager medarbejderne fra disse ”outreach offices” ud til forskellige landsbyer, skoler og universiteter og forklarer tribunalets arbejde og sammensætning og de sager, der tages op. På denne måde håber man at overvinde mistilliden og mange cambodjaneres følelse af, at retsopgøret i Phnom Penh synes langt væk fra virkeligheden i landsbyen. 

Hvad vil tribunalet betyde for Cambodjas fremtid?

Effekten af tribunalet er vanskelig at bedømme. Kritikere har anført, at tribunalet blot er et spil for galleriet, der skal sikre, at Cambodja accepteres internationalt, og at ministerpræsident Hun Sen kan fremstå som en leder, der tør se fortiden i øjnene. Men det er en begrænset fortid, når det kun er en ganske lille gruppe ledere, der bliver stillet for retten. Og hvem siger, at 30 år gammelt bevismateriale kan sikre domsfældelse? Hvad vil den folkelige reaktion være, hvis nogle af de anklagede frifindes? Er det en fair retssag, hvis de anklagede er dømt på forhånd? Hvilken historie om De Røde Khmerers rædselsregime fortælles, når nu Pol Pots sag aldrig kommer til at se dagens lys?

Kun fremtiden kan vise, hvad svaret på disse spørgsmål bliver, men de er ikke desto mindre relevante at holde sig for øje i vurderingen af, hvad et sådan tribunal egentlig kan bidrage med – 30 år efter forbrydelserne er blevet begået. Støtter af tribunalet både inden og udenfor landet har hævdet, at Cambodja i århundreder har manglet en konsekvent strafkultur. Der er nærmest tradition for, at brutale forbrydelser og korruption er gået ustraffet hen både før og efter De Røde Khmerers rædselsregime. Et retsopgør for landets allerværste forbrydelser, om end med kun få anklagede, vil markere en vigtig ændring i denne tradition. 

Endvidere har nogle forskere påpeget, at der i cambodjansk kultur ligger et særligt kodeks for hævn og gengældelse, og at et retsopgør kan sætte en stopper for uforløste hævnfølelser blandt de ofre, der lider under, at retfærdigheden aldrig er sket fyldest for De Røde Khmerer. På den anden side kan man mene, at den lille gruppe ledende personer, der vil blive anklaget og måske dømt ved det semi-internationale tribunal, aldrig vil kunne kompensere for de tusinder af tidligere gerningsmænd, der med al sandsynlighed aldrig vil blive straffet.